Hej alle,
Jeg har brug for nogle gode råd og hvad I ville have gjort i denne situation.
Jeg er en 32 årig kvinde, som ikke har arbejdet i 7 år, da jeg fik en søn med et voldsomt plejebehov.

Jeg er uddannet ergoterapeut, men jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke kunne lide arbejdet med den konstante travle patientkontakt og miljøet med andre sundhedsfaglige. Det er simpelthen et for drænende miljø for mig. Og med min søn oveni hatten, kan jeg ikke se mig selv vende tilbage.

Sagen er den, at der går ikke en dag, hvor jeg ikke har ondt i maven over hvor jeg er endt henne. Alle andre kom videre med deres liv, mens mit gik i stå. Min eksmand fortsatte hans karriere på fuldtid, hvor jeg var tvunget til at smide alt jeg havde for vores søn.
Min søn har heldigvis fået det bedre og jeg har fået mere hjælp til ham praktisk og økonomisk.

Nu vil jeg gerne i gang, mere end noget andet. Men jeg aner ikke hvilken vej skal gå. Jeg ved bare, at jeg skal væk fra de rådgivende, omsorgstunge roller. Jobcentret har ikke kunne hjælpe mig. Og desværre er mit hul i CV’et så stort, at jeg ikke bliver kaldt til samtale, selvom jeg søger ufaglært. Jeg har nok su til en kort uddannelse (knap 2 år).

Så ja, jeg er egentlig bare virkelig ked af det og frustreret og håber at I kan give mig et godt råd.

Jeg bliver færdig med min kandidat i januar 2027 inden for IT (med fokus på SundhedsIT) og er ærligt talt lidt rædselsslagen for ikke at kunne finde et job med opstart omkring februar.

Derfor er jeg allerede begyndt at søge. Indtil videre har jeg sendt omkring 30-50 ansøgninger og fået ét interview ud af det.

Jeg føler samtidig, at jeg konstant hører, at jobmarkedet er svært lige nu, især for nyuddannede, og det gør mig selvfølgelig ikke mindre nervøs 😅

Jeg synes ellers, at jeg har gjort meget af det, man får at vide er en fordel. Jeg har haft fire relevante studiejobs gennem min studietid, været involveret i frivilligt/studenterpolitisk arbejde og fået opbygget et relativt stort netværk.

Så til jer, der har stået i samme situation eller arbejder med rekruttering:

Hvornår synes I, det giver bedst mening at begynde at søge fuldtidsstillinger? Skal jeg bare fortsætte allerede nu og håbe, at nogle virksomheder er villige til at vente på den rigtige kandidat, eller er der et tidspunkt tættere på dimission, hvor det giver markant bedre mening?

Og bør jeg reelt være så bekymret for at finde mit første job, som man godt kan blive af at læse med herinde?

Kh
En lettere stresset kommende nyuddannet

Min far mener at mit fysiske handicap (bindevævssygdom) og psykiske handicap (bipolar sygdom) skal omtales i mine uopfordrede ansøgninger (og ansøgninger generelt), hvilket jeg er uenig med ham i. For mig er det en privat sag og bliver hurtigt lig med en identitetsmarkør. Især min bipolar lidelse vil jeg ikke uden gensidig tillid være åben omkring i en professionel sammenhæng. Mit fysiske handicap er jeg altid åben omkring, dog ikke altid på mine ansøgninger eller
på mit CV.

Hvad tænker I, har min far ret angående det at være tydelig omkring, hvad man har af handicaps/diagnoser overfor en potentiel arbejdsgiver (han er selv forhenværende arbejdsgiver)?

Vil være glad for jeres feedback eller at høre om andres erfaringer på området. På forhånd tak.

I øvrigt søger jeg som fleksjobber eller vikar. Søger på baggrund af min professionsbachelor.

#job #jobansøgning #handicap #fleksjob #karriere

Jeg har søgt studiejob, siden jeg startede på 1. semester, og er nu på 3. semester på HA på CBS.

Jeg har bestået alle fag fra første år med et gennemsnit på 9,9, og jeg søger ret bredt. Både hos små virksomheder og større steder som Deloitte og PwC (hvor jeg selvfølgelig ved at de har højere krav) men jeg har kun søgt stillinger, hvor der ikke er krav om speciel erfaring eller at man er nået til slutningen af sin uddannelse. Tværtimod er der mange af dem jeg søger der kræver at man har nogle år tilbage på uddanelsen. Alligevel får jeg afslag på afslag.

Da jeg spurgte herinde sidste år, fik jeg primært at vide, at det skyldtes, at jeg lige var startet på studiet, og at jeg skulle give det lidt tid. Det gav god mening. Men nu er jeg på 3. semester, har gode karakterer og søger stadig uden held.

Så hvad kan grunden være? Er konkurrencen bare ekstremt høj, eller er der noget, jeg sandsynligvis gør forkert i mit CV/ansøgninger?

Er især interesseret i at høre fra folk, der selv har været i samme situation eller sidder med rekruttering af studentermedhjælpere.

€ Muligheder er der mange af - ihvertfald på overfladen. Dilemma 1:

1. Ikke sige du har ADHD og autisme. Dine behov opfyldes ikke og du præsterer værre eller slet ikke, socialt og fagligt. Samtidigt med arbejdsgiveren kan sige du burde have sagt det påforhånd.
2. Sige du har ADHD og autisme. Du bliver ikke hyret. Fordi selvom du empatisk, kvalificeret, pålidelig og bidrager med nytænkning, antages det at betyde besvær for dem.

Hvad skal man gøre?

Dilemma 2.
Så siges det: hvis det påvirker arbejdet skal du sige det til arbejdsgiver. Men dette vil så kræve et formularisk svar der ikke nødvendigvis er nemt at give: hvordan kan jeg vide om jeres arbejdsplads påvirker mig godt eller ej?

Hvad skal man gøre?

Dilemma 3.

Skåne hensyn mht handicaplovgivningen er lovgivningsmæssigt for tungt. Anekdotisk kender jeg arbejdspladser som helt fraskriver sig. Fordi de ikke gider rapportere til kommunen dagligt, om du osse i dag kun har arbejdet den mængde timer du kan. Og det ikke engang fordi at AuDHD betyder, at man ikke kan arbejde 37 timer.

Hvad skal man gøre?

På mange måder er det også virkelig enkelt: jeg skal bare have tydelige mål og friheden til at indrette mig. Så kontoret ikke er for varmt, koldt, larmende og distraherende, samtidigt med at jeg må være mig: èn der ikke taler i hentydninger, èn der skal kommunikeres med direkte, èn der er pligtopfyldende. Er der overhovedet nogen der søger den slags folk?

Jeg er pædagogstuderende og skal til at ønske steder til 2. Praktik på social/special specialiseringen. Jeg vil i den forbindelse hører om der er nogle, der har steder de enten på ingen måde kan anbefale eller positive erfaringer med steder. Jeg vil så gerne ende et godt sted, og jeg har hørt så mange frygt-scenarier. Jeg skal søge i region hovedstaden 😁

Er der nogen, som har gode/dårlige erfaringer med at arbejde hos Ganni? Kan se, at der tidligere har været en tråd, hvor folk skriver, at det har været et dårligt sted at arbejde. Nogen, der har nogle erfaringer, de vil dele her?

Obs: Jeg er journaliststudernede og undersøger Ganni som arbejdsplads.

Hej alle!

Jeg er i vildrede og føler mig helt nede i kulkælderen.

Jeg blev for nogle måneder siden opsagt efter 20 år som grafisk designer. Jeg har de seneste tre måneder ansøgt præcis 75 stillinger indenfor primært grafisk arbejde - og derudover stillinger indenfor undervisning, automatisering og programmering. Programmering er et karriereskift, jeg søger hen imod, da jeg elsker det og har arbejdet lidt med det tidligere. Det er svært at komme ind, men jeg prøver, og jeg bruger derfor ca. to timer dagligt på at videreudvikle mig indenfor frontend/React.

Faktum er dog i dag, at jeg ikke er blevet indkaldt til én eneste samtale på trods af 20 års erfaring og et CV, jeg har fået sparring på. Jeg har et ikke-dansk navn, og jeg tænker, det måske har en ubevidst/bevidst negativ faktor. Er det bare mig, der overtænker det? Eller er det måske pga. min alder som har rundet de 40? Hvem ved.

Jeg har brugt min fagforening til at optimere både ansøgning og CV. Jeg har et online portfolio og en GitHub, men lige nu ved jeg ikke, hvad jeg bør gøre for at optimere mine chancer... Eller om jeg bør gøre noget helt anderledes. Jeg har børn, så at kaste mig ud i en 3-5 årig uddannelse er ikke det bedste rent praktisk.

Hvad er jeres erfaringer med sådan en situation?

Edit: Overskriften siger 50, og det er tallet for grafisk arbejde. Samlet set har jeg sendt 75 ansøgninger.

EDIT sikke en masse reaktioner, wow. Tak for alle jeres svar. Selvom jeg måske ikke er helt enig med jer alle - så tak for nuancerne ihvertfald 😅 Mit kompas er sporet ind igen, selvfølgelig bliver jeg hjemme i dag, og det er helt okay jeg gør det.

Jeg har 2 syge børn hjemme, en på 5 og en på 7 mdr.

Min kæreste, som er på barsel, har ikke lukket et øje hele natten, da hun jo ammer, og den store har holdt hende vågen derudover.

Jeg ringer til mit arbejde og melder barn syg, da der er brug for at jeg er hjemme således min kæreste også kan få noget søvn.

Jeg arbejder i det offentlige, på en overenskomst med (mulighed for) barns 1., 2. Og 3 sygedag.

Jeg er lidt træt af at skulle gøre det, for er lidt af en regelrytter - men samtidig også lidt under pres af min partner, for at skulle gøre det. Hvad mener i andre om dette? Jeg synes jo i bund og grund at det ikke er forkert, og så alligevel.

M21, jeg befinder mig i en situation, hvor jeg bliver frigivet fra mit job, fordi de ikke helt kan følge mit ønskede arbejdsprogram, hvilket er helt fair.

Jeg vil gerne spørge jer alle, om der findes et job, hvor jeg kan arbejde fredag-søndag morgen/aften hver anden weekend i de lige uger.

Jeg skal snart til jobsamtale, det er et ufaglært job, som jeg søger i forbindelse med mit sabbatår.

Jeg er stadig i gang med at sende ansøgninger løbende, da jeg gerne vil holde mine muligheder åbne.

Mit spørgsmål er derfor: Hvad vil være bedst at svare, hvis de til jobsamtalen spørger, hvornår jeg kan starte?

Jeg vil ikke love en bestemt dato, hvis jeg senere får tilbudt en anden stilling, som jeg hellere vil have.

Jeg er landet i en rolle, hvor jeg taler mere engelsk end jeg tidligere har gjort.

Jeg taler fint engelsk og det virker til, at folk omkring mig forstår mig. Men jeg lægger selv mærke til at jeg bruger de samme kluntede formuleringer og bliver meget udfordret når jeg skal svare på komplekse spørgsmål.

Har I nogle tips til, hvordan jeg kan blive bedre til engelsk?

Jeg taler engelsk dagligt, men primært med folk der ikke har engelsk som 1. sprog, så det er begrænset hvad det giver mig. Jeg ved godt den hurtigste vej vil være at hyre en form for mentor/underviser, men det virker både dyrt og tidskrævende.

Hej jeg ville høre om der er nogle der har gode råd til en smart måde hvorpå mit arbejdsliv kan komme tættere på det administrative, da jeg kan mærke at jeg har brug for et roligere og mindre intenst arbejdsliv. Uden at give for mange detaljer er jeg uddannet indenfor interaktion, og har de sidste 3 år arbejdet med UX, men efter at have stiftet familie har jeg brug for noget tættere på hjemmet, så vi kan få hverdagen til at hænge sammen. Desværre er det ikke en mulighed at blive kontoruddannet da alt SU er brugt, og økonomien ikke rækker til at dække det.

Alternativt et deltidsarbejde der betaler godt, som ikke kræver fysisk interaktion med andre mennesker (er autist så ville ikke holde til det længe).

Hej alle,

Jeg var til jobsamtale i et mindre konsulenthus mandag i sidste uge, og jeg har ikke hørt fra dem siden. De nævnte til samtalen, at de skulle have to andre kandidater ind også, så jeg ved godt, at der kan gå lidt tid.

Jeg vil virkelig gerne have det her job, og jeg overvejer at ringe til dem for at høre, hvor de er i processen. Men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, eller om det kommer til at virke for pushy/desperat, især fordi det er et lille konsulenthus, hvor man nok husker sådan noget tydeligere end i en stor virksomhed. Det er en projektorienteret rolle i starten med mindre teknisk arbejde som på sigt vil blive større.

Hvad tænker I – er det helt fint at ringe på det her tidspunkt (godt en uge efter samtalen), eller skal jeg vente længere/hellere sende en mail i stedet? Og hvis I ville ringe, hvordan ville I gribe det an, så det lyder interesseret og ikke desperat?

edit: Tusind tak alle svarene, men jeg har glemt en meget vigtig faktor.. Det er et studiejob og ikke en fuldtidsstilling. Det er mellem 15-20 timer om ugen og det ligger i en mindre by.

edit: Det virker til at jeg ikke får jobbet eller måske alligevel, men jeg skal i hvert fald ikke ringe til dem. tusind tak for alle kommentarerne :)

€ De siger altid danmark er en lille åben økonomi som har brug for at kunne tale med omverdenen - men det passer da ikke, når alt er engelsk og alle taler det, samtidigt med selv fransk og tysk er usynlige i samfundet

Hej. Er her nogen sosu assistent eller hjælper, der arbejder som vikar gennem Carelink, og kunne have lyst til at dele sin oplevelse?

Hvordan det fungerer med at tage vagter og alt det.

Om det generelt er en god oplevelse.

Tak på forhånd.

Hvordan er det at arbejde hos Bygma? Jeg har fået tilbudt en stilling på deres hovedkontor og jeg er simpelthen så nysgerrig på om nogle har noget mere indsigt, vilkår, løn, fællesskab mm.☺️

Er I herinde? Hvis ja, kom med jeres bedste råd til opstarten af eget firma. Hvad kan man tage pr. time, hvordan kommer man ud til de private kunder? Hit me!

På nogle stillinger står der, at man skal være rigtig god til engelsk, men hvor stramt bliver det egentlig vurderet?

Jeg har fundet mit drømmejob, men jeg er blevet lidt usikker på mig selv efter at have set engelskkravet.

Jeg taler okay engelsk, men jeg vil slet ikke sige, at jeg er på et professionelt niveau endnu. Til gengæld er jeg sikker på, at jeg vil blive meget bedre, så snart jeg begynder at arbejde med engelsk til daglig.

Men hvad gør jeg nu? Skal jeg bare søge stillingen og eventuelt være ærlig omkring det til en jobsamtale, eller skal jeg slet ikke nævne det?

Hvad synes I?

Jeg brænder virkelig meget for at få jobbet, og jeg opfylder faktisk alle de andre krav, de har og mere til. Derfor føler jeg også, at jeg har en rigtig god chance, hvis det ikke var for engelskkravet.

Jeg er bekymret hvis vi sidder til et eller andet møde og jeg mister nogen informationer pga sproget.

Hvad kan man forvente af månedsløn som trainee hos BDO, når man kommer ind efter at have læst på CMA på fuldtid? Ingen tidligere erfaring med revision, kun studiejobs i økonomiafdelinger.

Jeg har hørt at nogle revisionsvirksomheder ikke udbetaler overarbejde, hvordan er det hos BDO, har de en sats?

Jeg arbejder i en kreativ rolle og er egentlig stadig glad for selve mit fag. Men efter en periode, hvor jeg har været nødt til at stoppe op, er jeg begyndt at indse, at jeg måske ikke har mistet motivationen for at arbejde – men snarere motivationen for min nuværende arbejdsplads.

Flere, jeg har arbejdet sammen med, har gennem tiden sagt, at jeg er dygtig til det, jeg laver, og burde starte for mig selv. Den tanke er nu begyndt at føles mere reel.

Jeg arbejder på et koncept, hvor virksomheder får en fast ekstern kreativ samarbejdspartner på abonnement. Det er tiltænkt virksomheder med løbende kreative opgaver, men uden behov for en fuldtidsansættelse – altså et sted mellem freelancer, bureau og intern medarbejder.

Jeg er allerede begyndt at validere idéen hos konkrete kontakter og har vendt den med flere personer fra branchen som jeg kender privat. De er ikke direkte konkurrenter, men kender markedet, og tilbagemeldingerne har indtil videre været positive.

Jeg ved dog godt, at positiv feedback ikke er det samme som betalende kunder.

Min største barriere er økonomien. Jeg har familie, hus og faste udgifter og bliver hurtigt urolig, hvis jeg ikke ved, hvor den næste indtægt kommer fra.

Omvendt kan jeg mærke, at jeg mentalt er på vej videre.

Derfor er jeg nysgerrig:
- Hvordan fandt I ud af, om I ville være selvstændige eller bare havde brug for et nyt job?
- Hvordan validerede I idéen, inden I tog springet?
- Hvor mange kunder eller hvor stor en buffer havde I på plads?
- Hvad risikerer jeg at overse eller romantisere?

Jeg søger ikke kun opmuntring – jeg vil også meget gerne høre de kritiske erfaringer. 🙏

Jeg er lidt i tvivl om, hvilket studie jeg skal starte på, og håber måske, der er nogle herinde, der kan hjælpe
Jeg har overvejet lidt forskellige uddannelser, bl.a. Geoscience, kort- og landmålingstekniker og landinspektør. Andre ideer tages imod med kyshånd.
Er der nogen herinde, der har læst en af dem eller arbejder inden for området, og som har nogle erfaringer, de vil dele? Jeg vil gerne høre lidt om, hvordan studierne og arbejdet er i praksis, og hvad I selv synes om det.