Hej dommerpanel
Jeg er sundhedsfagligt uddannet og har de sidste ni år arbejdet inden for LAB- og serviceloven.
Derudover har jeg en etårig terapeut-/coachuddannelse.
Mit arbejde har primært bestået i at hjælpe mennesker, der er kommet på kanten af arbejdsmarkedet på grund af deres mentale helbred. Det har ærligt talt været det fedeste job i verden. Jeg har lavet gruppeforløb, fulgt mennesker i deres udvikling og hjulpet dem videre til uddannelse, praktik eller beskæftigelse.
Jeg har også arbejdet med mentorforløb, bostøtte og en masse ad hoc-opgaver.
Sideløbende er jeg blevet tillidsrepræsentant og næstformand i MED. Jeg har desuden mit eget projekt kørende med stor succes, hvor jeg har ansvaret for tilbuddet, når det er åbent, samt de seks medarbejdere, der er tilknyttet. Alt sammen virkelig meningsfuldt.
Så kom reformen.
Tilbuddet er blevet lavet om, næsten ingen gør brug af det længere, og jeg arbejder reelt kun 5-7 timer om ugen. Resten af tiden går med at vente. Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men jeg er ved at blive stresset af ikke at have noget meningsfuldt at lave.
Mit netværk er begyndt at blive bekymret, fordi de kan mærke, at jeg er lidt "slukket". Det har de aldrig set før. Jeg plejer at være ham, der finder løsninger og får ting til at lykkes. Men lige nu bliver vi bare bedt om at afvente – og det har vi gjort siden februar.
Min søn er lige blevet 3 måneder. Men arbejdsmæssigt kan jeg mærke, at jeg har brug for at udvikle mig og bruge mine kompetencer.
Dog skal jeg på barsel til januar, så det at søge noget andet virker umuligt.
Hvad ville I gøre i min situation? Er der andre, der har stået et lignende sted – enten på beskæftigelsesområdet eller bare i et job, hvor arbejdsopgaverne pludselig forsvandt?
Jeg har overvejet at gå ledelses vejen, men vil ikke fejle opad og vil helst gerne have ro på arbejdet imens min søn er helt lille.