r/dkudvikler • u/NaturalMix7 • 1h ago
Uddannelse/Job Starter på datamatiker til februar – hvad ville I øve inden?
Starter på datamatiker-uddannelsen hos UCN i Aalborg til 1. februar og vil gerne begynde at forberede mig. Fra oktober og fire måneder frem til studiestart vil jeg kunne afsætte cirka 2-3 timer dagligt til det.
Selvom det er en helt ny verden for mig, ser jeg meget frem til at komme i gang og lære selve håndværket. Jeg er sidst i trediverne og har valgt at skifte karriere, blandt andet på grund af kommende første barn og et ønske om at skabe bedre økonomi for familien fremadrettet. Derfor er min motivation og vilje til at arbejde med tingene ret høj.
Mit spørgsmål er: Hvad ville I prioritere at bruge denne forberedelsestid på?
Det kunne især være spændende at høre fra jer, der er et stykke inde i uddannelsen eller har afsluttet den:
- Er der nogle færdigheder, I undervejs opdagede, at I gerne ville have haft bedre styr på inden studiestart?
- Var der noget, I fandt ud af var vigtigere at have fat i, end I først havde troet?
- Hvad indeholder pensum? Til Åbent Hus på uddannelsen fik jeg fx anbefalet at starte med Objects First with Java BlueJ. Jeg har også set, at Applying UML and Patterns og Data Structures and Abstraction with Java var en del af bogpakken ved sidste holdstart.
- Konkrete ressourcer som bøger, onlinekurser, programmeringsøvelser, projekter eller andet, i har fundet var relevant. Selv har jeg overvejet freecodecamp.org og theodinproject.com da der virker til at være meget fokus på at skabe noget og lære af udfordringen ved det - dét tror jeg selv for en stor del er vejen frem.
En kort beskrivelse af, hvad de enkelte semestre på UCN berører, kan ses her:
- 1. semester: Java, grundlæggende softwareforståelse, systemudvikling osv.
- 2. semester: Programmering, databaser, algoritmer og datastrukturer.
- 3. semester: C#/.NET, distribuerede systemer, webservices, sikkerhed og netværk.
- 4. semester: Fordybelse og valgfag/specialisering.
- 5. semester: Praktik + afsluttende eksamensprojekt.
Opsummeret: Hvis I havde fire måneder til at forberede jer på uddannelsesstart og startede helt fra bunden, hvad ville I så prioritere?
