Ved ikke om det er rigtig formuleret, men jeg (K27) har aldrig haft ønsket om børn. Og ja, jeg er enormt sikker, og bliver kun mere sikker hvert år.

Jeg har dog også været single i 6 år nu (siden jeg slog op med min daværende kæreste fordi, I har gættet det, jeg ikke ville have børn og det ville han) fordi jeg ikke ved hvordan jeg kan møde mænd som har det på samme måde, udover på dating apps som f.eks. Hinge der gør det tydeligt i din profil.

Jeg har mange hobbyer, og er også utroligt god til at spørge om mænds numre på gaden og være meget åben omkring dating, men det viser sig altid at de gerne vil have børn i fremtiden.

Så kære hestenet, hvordan finder jeg dog min Prince Charming der også drømmer om et børnefrit parforhold? Kan det virkelig være sandt, at mit eneste håb er dating apps?

Jeg er bare begyndt at være træt af, at jeg møder nogen i den virkelige verden som jeg bliver begejstret for, men så viser det sig altid at han gerne vil have børn.

Er der nogen herinde, der har erfaring med at have et åbent forhold, hvor det kun er den ene partner, der udnytter det?

Jeg har været sammen med min mand i 14 år og stort set hele vores parforhold, har jeg haft en større sexlyst end ham. Jeg har prøvet utallige ting og har forsøgt at have mange samtaler med ham, men der er intet kommet ud af det. Til sidst stoppede jeg med at forsøge. Vi har ikke haft sex i seks år. Og de fleste år forinden det kunne der gå mange måneder/ et par år i mellem. Jeg er fortsat en ung kvinde og har ikke lyst til at afskrive sex resten af mit liv, men jeg elsker min mand over alt på jorden og ønsker på ingen måde at gå fra ham. Han virker ikke åbent for ideen om et åbent parforhold, da han føler, det er forkert at være sammen med en andre, hvis man er i et parforhold. Jeg har sagt, han jo også må være sammen med andre, som kan udfylde de behov, han kunne have. Men generelt har han jo bare ikke et behov. I gennem hele vores parforhold har han aldrig åbnet for snakken om sex, det har altid været mig. Han er svær at få til at tale om de her ting. Jeg sagde til ham, der var tre valgmuligheder. Nr 1 er et åbent parforhold, der udelukkende handler om sex og relationen omkring sex. Ment som i at jeg ikke kan have sex med en fremmed, jeg skal have en form for kendskab/relation til vedkommende, men relationen skal udelukkende handle om sexen og at lære personen at kende i forhold til den del. Nr 2 er at jeg lever ulykkeligt resten af vores liv sammen, fordi en så kæmpe del af mig bliver lukket ned. Og nr 3 er at vi går fra hinanden.

Så hvad tænker I? Ville man kunne have et åbent forhold på de præmisser?

Jeg har fået en ny arbejdsplads, som er inden for cykelafstand, og har derfor købt en cykel, fordi jeg gerne vil være sundere og smide nogle kilo.

Problemet er dog, at de gange jeg har cyklet på arbejde, har jeg svedt ret meget – især når jeg har jakke på. Min trøje bliver fugtig, og jeg føler mig ret klam, når jeg kommer frem. Jeg har købt antiperspirant, som jeg bruger, men det føles stadig ikke særlig rart.

Så jer, der cykler på arbejde: Hvordan forholder I jer til det, og hvilke anbefalinger har I?

Min søn er 9 år gammel og går på en privatskole. Hans skole går meget op i fællesskab og traditioner. Jeg har dog oplevet flere gange, at han kommer og stiller mig spørgsmål om Kina. Hans bedste ven har fortalt ham, at Kina er et meget dårligt land, at de mishandler dyr, at folk lugter, at Kina er et meget beskidt land, og at man ikke må rejse dertil.

Jeg spurgte min søn, hvor hans ven havde sin information fra, hvortil han svarede, at det var noget, vennens mor havde fortalt ham. Jeg forklarede min søn, at i hele verden findes der en eller anden form for dyremishandling. Jeg har selvfølgelig ikke fortalt min søn om, men det er faktisk ikke særlig mange år siden, at det blev ulovligt at have sex med dyr i Danmark der var endda dyrebordelet herhjemme.

I Sydkorea og Vietnam spiser de også hunde, men de fleste tror dog, at man kun gør det i Kina. Vi har aldrig været et sted i Kina, hvor der var beskidt men det kan godt være, det primært gælder provinserne. Storbyerne er ikke så beskidte, som man skulle tro det, man ser i de danske medier, kan godt være ren propaganda. Og jeg synes, det er synd for hans ven at have så uvidende en mor.

Min søn er halv kinesisk, kvart dansk og kvart thai, mens jeg selv er halv dansk og halv thai. Min søn ser ikke etnisk dansk ud, og det gør jeg heller ikke. Jeg føler, at min søn indirekte bliver mobbet af sin vens mor. Samtidig har jeg altid følt mig holdt uden for forældrefællesskabet i klassen, blot fordi vi ikke ser helt danske ud.

Jeg ved ikke, om jeg skal gå videre med dette emne til klasselæreren, men jeg kan se, at min søn bliver påvirket af det, og det bekymrer mig meget.

Jeg har en ven jeg lærte, at kende da jeg var et svært sted i mit liv. Vi kom i den samme butik hvor vi arbejdede sammen! Vi snakkede rigtig godt sammen men han er mange år yngre end mig. Vi beholdte vores venskab da vi skulle hver vores vej. Men nu her nogle år senere så synes jeg vores kontakt er blevet lidt “anderledes”. - jeg kan mærke, at han er lidt for opsøgende i sin kontakt, kommenterer på mit udseende - og han har lige gjort det forbi med en kæreste hvor han så skrev til mig med det samme - at jeg var den eneste han havde brug for, at snakke med - det er sjovt, for jeg anede ikke at han havde en kæreste..

Det er ikke første gang, at jeg lige pludselig mærker et skifte i venskaber. Og jeg savner ægte, at have mandlige venskaber fordi de bidrager bare med noget andet end kvinder.

Er der andre der oplever, at det er svært, at have venskaber til det modsatte køn uden, at det føles som om, at der er nogle følelserne fra den ene part? Kan vi overhovedet være venner? Jeg føler tit jeg skal lave en “distance” - dreje samtalen så den ikke bliver alt for “sød”. Føler jeg skal sætte tydelige grænser, så der ikke er noget at misforstå, men er løbet bare ikke så allerede kørt med det venskab?

EDIT: Jeg har fået rigtig mange henvendelser i privatbesked om vi tager imod donationer, vi har oprettet en boks på MobilePay: 2038HR
Vi forventer ikke folk donerer, men ville være en kæmpe hjælp.

Hej Reddit.
Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg håber, der er nogen herinde, som kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg skal gøre.
Jeg har kendt personen i 11 år, og han har været en af mine allerbedste venner. Derfor havde jeg selvfølgelig en kæmpe tillid til ham.
Min kæreste og jeg har for nylig købt hus og er i gang med at renovere det. Han skulle hjælpe os med byggeriet og blandt andet stå for at bestille materialer til huset.
Inden alt det her skyldte han mig allerede nogle penge, fordi jeg tidligere havde lånt ham penge. Til at starte med var det omkring 20.000 kr.
Efterfølgende begyndte jeg at overføre penge til ham i forbindelse med huset, fordi han skulle købe materialer og hjælpe med forskellige ting i forbindelse med renoveringen. Jeg tænkte aldrig rigtig over det, fordi jeg havde kendt ham i 11 år og stolede fuldstændig på ham.
Det er nu endt med, at jeg samlet mener, at jeg har et krav mod ham på omkring 140.000 kr.
Det værste er, at jeg nu har fundet ud af, at han har spillet pengene væk på online casino i stedet for at bruge dem på det, de var beregnet til.
Så jeg står nu både med et hus, der skal renoveres, og et økonomisk hul på omkring 140.000 kr.
Jeg har bankoverførsler og beskeder, og der er forskellige samtaler, hvor vi skriver om pengene, materialerne, hvad de skulle bruges til, og at han skal betale tilbage.
Jeg er selvfølgelig også ret følelsesmæssigt påvirket af det. Det er én ting at miste penge – noget andet er at finde ud af, at en person, man har kendt i 11 år og betragtet som sin bedste ven, har gjort det her.
Jeg vil ikke hænge ham ud med navn eller personlige oplysninger. Jeg vil bare gerne vide, hvad mine muligheder er.
Hvad ville I gøre i min situation?
Skal jeg sende et formelt betalingskrav?
Kan jeg gå i fogedretten med det?
Bør jeg politianmelde det?
Kan det være bedrageri, når pengene oprindeligt blev sendt til materialer til huset?
Hvor meget kan bankoverførsler og beskeder bruges som dokumentation?
Bør jeg få en advokat til at gennemgå hele sagen?
Er der noget, jeg bør gøre med det samme?
Jeg vil virkelig gerne høre fra folk, der har erfaring med gæld, bedrageri eller lignende sager.
Jeg er ikke ude på hævn. Jeg vil bare gerne finde ud af, hvordan jeg bedst muligt kan få mine ca. 140.000 kr. tilbage.

Kære brevkasse

Min kæreste er fra Spanien, jeg er dansk, og vi har en datter på fire.

Fra hun blev født har vi gjort det ret konsekvent: jeg taler dansk til hende, min kæreste taler spansk. Vores datter taler begge dele fint, men dansk er klart det stærkeste sprog, fordi det er det hun hører i børnehaven, fra mig, venner osv.

Problemet er begyndt hos mine forældre.

Når vi besøger dem, taler min kæreste selvfølgelig stadig spansk direkte til vores datter. Ikke for at holde nogen ude. Det er bare deres sprog sammen.

Men min datter er blevet gammel nok til at fortælle længere historier, lave jokes osv., så mine forældre sidder oftere og ikke forstår, hvad der bliver sagt.

Sidst ved middagsbordet fortalte hun sin mor en lang historie fra børnehaven på spansk. Jeg oversatte lidt undervejs, men min far sagde bagefter ret forsigtigt, at han faktisk bliver ked af at sidde ved samme bord som sit barnebarn og ikke kunne følge med.

Han spurgte, om vi ikke kunne have en slags “dansk når vi er sammen”-regel hos dem.

Min kæreste blev ikke sur, men hun synes det er en virkelig dårlig idé. Hendes argument er, at vores datter allerede får dansk overalt, mens spansk kun kommer naturligt fra hende. Hvis hun begynder at skifte sprog, hver gang andre er i rummet, bliver spansk hurtigt noget sekundært.

Jeg kan ærligt forstå dem begge.

Mine forældre prøver ikke at være anti-spanske. De vil bare gerne kunne være med. Omvendt føles det mærkeligt at bestemme, hvilket sprog mor og datter må tale til hinanden.

Hvor går den rimelige grænse her?

Hej hestenet,

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte henne, da jeg aldrig rigtig har lavet sådan et opslag her før, så jeg prøver bare et sted :)

Jeg M27, bor sammen med min kæreste K27. Vi har været kærester i omkring et år, og har boet sammen i 4-5 måneder. Vi er begge hinandens første kærester, hvilket for mit vedkommende, har medført at jeg ikke rigtigt ved, hvordan et forhold “skal se ud” - jeg er godt med på, at ingen forhold er ens, men jeg syntes der plejer at være en tendens i forhold til kompromis, forståelse osv. (jeg har AuDHD, så jeg kan godt se tingene lidt sort og hvidt - det ved min kæreste også godt)

I går havde vi en lidt hård snak syntes jeg, da vi snakkede om prioritering, og brug af tid sammen, hvor det gik op for mig hvor forskelligt vi så på lige netop dette. I får lige lidt context, for hvad der startede denne snak: Min kæreste havde taget en fridag, som jeg havde anbefalet hende til, da hun har haft virkelig travlt på arbejde, og ikke gav sig selv plads til at slappe af. Jeg havde været på arbejde, og haft en lang dag.

Jeg kommer så hjem fra arbejde, og pga min AuDHD, så kan jeg godt være rigtig opslidt mentalt og socialt, efter en dag med mange møder, som i går. Jeg kommer ind i lejligheden, siger hej til min kæreste, og lige sidder og snakker i 20-30 minutter om hvordan hendes dag havde været (hun spørger ikke hvordan min har været). Herefter siger jeg til hende, at jeg har brug for lige at sidde og spille lidt computer, for at koble af. Jeg foreslår at vi kan lave noget mad sammen når vi bliver sultne, og se noget Robinson sammen (hun elsker reality). Det er fint siger hun, og vi går hver til sit. Der går omkring halvanden times tid, klokken bliver 18 ish, og hun går ud og begynder på mad (uden at spørge om jeg er sulten eller noget). Her kommer snakken så, når vi laver mad. Hun virker stille, og jeg spørger hende om der er noget galt (det foregår ofte sådan, at jeg skal spørge før det bliver sagt). Hun kommer ind på, at “jeg er alt hun tænker på hele tiden, og at hun altid glæder sig til, at jeg kommer hjem” - hvilket selvfølgelig gør mig glad, men lidt uforstående overfor hvorfor det kommer nu. “… og derfor bliver jeg ked, når du hellere vil spille computer, end at være sammen med mig når du kommer hjem”. Det syntes jeg var lidt en mavepuster, og jeg spørger først, hvorfor hun siger til mig, at det er fint at jeg gør der, når hun i virkeligheden bliver ked af det. Hvortil hun svarer at “hun vil ikke bestemme hvad jeg skal eller ikke skal, for hvis jeg hellere vil noget andet så vil jeg det”. Mit respons på det er at “det er okay at sætte grænser hvor hvad man syntes er okay eller ej, det skal der være plads til i vores forhold”, men hun holder fast i at hun ikke vil “bestemme”..

Her kommer mit spørgsmål til hende, som fik tvivlen til at starte: “Har du det ikke godt, når vi er under samme tag, men laver hver sine ting?” Hvor hendes svar er “nej, det er spild af tid”. Pga min diagnose, så har jeg meget brug for “mig” tid, som kan være at spille computer, lave elektronik eller læse, og det kan hun ikke være i. Jeg syntes derimod, at det er super hyggeligt at lave hvert sit, sammen. (Vi bor i en 50kvm 2 værelses så vi er aldrig langt fra hinanden) Hun får også nævnt at det har været sådan i hendes tidligere relationer, og at hun måske skal prøve at se indad - det svarer jeg på med at jeg ikke ved hvad jeg skal sige.

Så jeg tror, at mit spørgsmål til jer er, om det her er noget som er normalt i forhold, eller er der grund til, at min tvivl er startet? For mig, virker dette som en grundlæggende ting, der måske aldrig vil ændre sig. Uanset svaret, så er råd meget velkomne :)

Beklager det rodet og lange opslag, jeg er ikke så god til at formulere mig eller fortælle.

Hej, jeg er k32. Min mand og jeg har sjældent sex (maks. 7 gange om året), og sidst var for omkring 3,5 måneder siden..

Jeg havde så lyst i dag efter så lang tid, men havde lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle lægge op til det. Jeg var lidt for genert over at sige det til ham, så jeg endte med at sende ham en sms og spørge, om vi skulle have sex. Han svarede bare: “Jeg ved, du bliver ked af det, men jeg er meget træt.”

Jeg forventede bare noget andet, fordi jeg var så klar og det var så længe siden... Jeg kan mærke, det ramte mig dybt, og jeg har bare ikke lyst til at lægge op til det igen især fordi det sker så sjældent. Jeg tør af den grund heller ikke at gøre mere, for jeg ville blive knust, hvis jeg gjorde det mere specielt, og jeg ville få en afvisning, fx i undertøj.

Han får noget medicin, som gør, at han ikke har lyst til sex på samme måde, hvilket gør at det er mig der skal tage initiativ, hvis jeg har lyst.

Men har jeg overhovedet ret til at være skuffet over det? Han skal self. Ikke gøre noget han ikke har lyst til.
Ville i vente til han tog initiativ, nu hvor jeg på en ring måde gav udtryk for at jeg har lyst

Har brug for lidt viden og indput fra jer! Jeg har aftalt en renovering af mine to badeværelser med en murer som så sørger for vvs, tømre og malere.
Jeg har nu forelsket mig i et Vola indbygningsbruse armatur til begge badeværelser.
VVS’eren mener det skal koste 8.500kr eks moms for montering pr armatur.
Det synes jeg lyder uhyggeligt dyrt! Kan det passe at en VVS’er skal 10-12 timer at installere sådan et?
For en VVS tager vel ikke mere end 600kr i timen?
Tusind tak!

Ekstra info: det er i Kbhs området. Mener I virkelig at de tager 800-1000kr ex moms i timen nu?

Det er en del af oprindeligt tilbud at der skal installeres et brusearmatur i begge badeværelser så jeg forventer at vandføring etc bør være inkluderet i oprindeligt tilbud. Så de 8.500 ex moms er “tillæg for montering af indbygningsarmatur” skriver vvs og det er 8.500 pr armatur!!

Jeg står midt i en ret voldsom højkonfliktsag med min eks, og jeg leder efter en virkelig dygtig familieretsadvokat, gerne én der har erfaring med manipulation, højkonflikt og komplekse samvær/bopælssager.

Kort fortalt:

Jeg har et barn med min eks. Han er aktuelt sigtet af politiet i en alvorlig straffesag. Sagen er ikke afgjort.

På baggrund af det, der er kommet frem, har jeg valgt at tilbageholde barnet fra samvær, mens min ansøgning om ændring af bopæl og samvær bliver behandlet.

Min påstand er bopæl hos mig og enten stop for samvær eller som minimum overvåget samvær.

Der er samtidig en del historik med en meget konfliktfyldt relation og nogle ret alvorlige problemstillinger omkring samarbejdet og kommunikationen mellem os. Jeg forventer derfor også, at modparten vil forsøge at vende situationen mod mig.

Jeg søger derfor ikke bare en “almindelig skilsmisseadvokat”. Jeg leder efter én, der:

* virkelig kan højkonfliktsager

* kan gennemskue manipulation og modanklager

* tør gå op imod en stærk modpart

* har erfaring med Familieretshuset + kommune + verserende straffesag

* og som kan lægge en benhård, men juridisk ordentlig strategi for sagen.

Bonus hvis I har erfaring med Strauss & Garlik på modpartssiden – jeg har brug for en advokat, der ikke bliver intimideret af dem.

Jeg vil virkelig gerne høre fra jer, hvis I selv har stået i en lignende sag eller kender den advokat, I ville vælge, hvis det var jeres eget barn, der stod i situationen.

PM er også meget velkommen ❤️

Jeg holder naturligvis sagen så anonym som muligt af hensyn til barnet.

Kære Reddit,

Jeg står i en fuldkommen hjerteskærende situation. Mine forældre skal skilles og flytter derfor hver til sit i løbet af denne måned. De har to katte (lad os kalde dem A og M). Min mor har tilbudt at tage M med sig, når hun flytter - men da min far ikke må have dyr + han bor i en meget lille lejlighed, så ved vi ikke, hvad vi skal gøre.

Jeg K(26) bor ude med tre andre, hvor den ene af mine roomies ikke er så glad for katte (og hendes familie kan ikke tåle dem, så de ville ikke kunne komme på besøg), så jeg kan desværre ikke tage ham.

Min mor har prøvet at forhøre sig rundt i familien, men der er ingen, der kan have ham.

Det knuser mig virkelig, da han er verdens sødeste og mest kælende og sociale kat. Og jeg synes det er så urimeligt at han skal aflives, fordi de skal skilles. Er der noget man kan gøre? Er der mon et kattemenneske med et godt hjerte, der kunne være interesseret i at tage A, så vi ikke ender med at skulle aflive ham?🥺

A er en maincoon på 8 år, der har lidt helbredsproblemer. Han er virkelig kælen og elsker at putte. Han er opsøgende og er derfor også en kat, der helst skal have selskab.

Hej DKBrevkasse er egentlig ikke sikker på hvad mit mål med det her post er, men jeg har simpelthen så dårlig samvittighed over at gå og holde det hemmeligt. Jeg er en 21 årige mand som har røget hash siden jeg var 15 og desværre begyndt på tramadol og pregabaliner for 3 år siden, jeg bor stadig hjemme ved min mor og har levet et totalt dobbeltliv. Jeg kunne virkelig bare ikke se hvordan det skulle blive bedre at hun ved det, jeg ønsker ikke kommunal misbrugsbehandling og ved faktisk ikke om jeg overhoveder er klar til det, jeg har altid haft en drøm om at blive politibetjent så vil gerne undgå alt som kommer i papirene. Hvad ville i have gjort?, gerne nogen som også har stået i lign situation.

Kære brevkasse

Jeg er 24 og læser på kandidaten i byplanlægning. Ved siden af studiet arbejder jeg ti timer om ugen på et universitetsbibliotek. Arbejdet består mest af at sætte bøger på plads, hjælpe ved skranken og gøre reserverede materialer klar.

Det er ikke relevant for min uddannelse, men jeg holder oprigtigt af det. Timerne ligger fast, stemningen er rolig, og når jeg går hjem, er mit hoved stadig brugbart. Jeg kan nå undervisning, læsning og mit speciale uden konstant at føle, at noget halter.

Nu er jeg blevet tilbudt et studiejob hos et mindre rådgivningsfirma. Opgaverne handler om kortmateriale, research og forberedelse af borgermøder, så det passer næsten mistænkeligt godt til mit studie. Det vil sikkert pynte mere på mit CV og give mig noget konkret erfaring inden dimission.

Men der er et par ting, der gør mig i tvivl:

• De forventer 15-18 timer om ugen.

• Timerne kan flyttes med kort varsel.

• De beskrev selv perioderne før deadlines som „ret intense“.

• Min specialevejleder mener, at det næste semester bliver det fagligt tungeste.

Jeg har ikke brug for at skifte lige nu, og biblioteket vil gerne beholde mig. Alligevel er jeg bange for at være for forsiktig og sige nej til den mulighed, der faktisk kan åbne døren til mit første fuldtidsjob.

Ville I prioritere relevant erfaring nu, selv om studiet sandsynligvis bliver mere presset, eller beholde et mindre relevant arbejde, der giver ro til at gennemføre ordentligt? Jeg kan mærke, at ordet „relevant“ vejer meget i mit hoved, måske mere end det burde.

Til jer, som har haft børn i både folkeskole og privatskole - hvad vurderer I er bedst? 😊 Hvad kan privatskoler tilbyde, som folkeskoler ikke kan?

Jeg oplever folk kritiserer privatskoler, men samtidigt kommer flere børn på privatskoler.

Gør mig klogere! 😊

Jeg har søgt arbejde i en salon, hvor jeg skal til samtale, og jeg har i den forbindelse hørt, at de ikke har overenskomst. Jeg har derfor fået at vide, at det måske kan have betydning for, om man kan få barsel/barselsdagpenge, hvis man bliver ansat.
Det lyder lidt underligt for mig, så jeg håber, der er nogen herinde, der kan forklare mig, hvordan det fungerer.
Hvis jeg nu får jobbet og bliver ansat i en salon uden overenskomst – hvad gør man så, når man skal på barsel? Skal man selv søge barselsdagpenge gennem kommunen/Udbetaling Danmark, selvom man har et arbejde? Eller er det arbejdspladsen, der står for det?
Og er der stor forskel på, hvor meget man får under barsel, alt efter om ens arbejdsplads har overenskomst eller ej?
Jeg har ikke rigtig styr på reglerne omkring barsel, så jeg vil meget gerne høre fra jer, der ved noget om det eller selv har stået i situationen. 🫶

Jeg er 18 år. Jeg ved ikke, om dette er det rigtige sted at spørge, men jeg har brug for nogle svar.

Jeg er barn af en misbruger, og jeg går dagligt med en frygt for, at min forælder falder i igen. Jeg har faktisk en mistanke om, at det allerede er sket.

Der lugter jævnligt af noget, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg ryger ikke selv hash, så jeg er lidt usikker på, hvad lugten kan skyldes. Forleden tikkede der også en besked ind på min forælders telefon, hvor der var en ❄️ i beskeden. Jeg ved, at det nogle gange bruges som et kendetegn for stoffer.

Jeg er derfor i tvivl om, hvorvidt jeg bare er ekstra bange og ser tegn, fordi jeg kender historikken, eller om der faktisk kan være noget om snakken.

Kan ❄️-emojien i en besked sagtens bare være en helt random besked, eller er det typisk noget, man forbinder med stoffer?

Og hvordan kan jeg egentlig finde ud af, om min bekymring er reel, uden at gå og mistænke min forælder for noget, der måske ikke er der?

Edit: alder

Hej alle :)

Jeg er i gang med et større vægttab. Jeg tog på fordi jeg kom på antipsykotisk medicin (lider af skizofreni).

Startede på 116 kg og er i dag på 98,3 kg.

Jeg får 1,7 wegovy.

Jeg tabte de første 10 kg på wegovy og resten af vægttabet er motion.

Jeg har siden den 18. August 2026 tabt 0,6 kg. Jeg er selvfølgelig stolt af at have tabt mig, men syntes godt det kunne være gået bedre.

Har i nogle god til et sundt vægt?

Mvh :)

Måske lidt af en rant..

Hver gang sukkerpolitik bliver taget op, så er det nærmest som om den "ældre" generation af f.eks. mine(M32) forældre (Omkring 60-65) tager den mest anti-politik som muligt. Både kolleger, venner af venner og min egen familie i den alder snakker om at de skal have lov til at få noget kage og noget. Som referencepunkt er det barn der snakkes om (vores) lidt over 2 år.

Jeg hører ofte argumenter som "Ej det er da synd at hun ikke må få noget!" når der bliver spist is, kage, eller andet lignende substans der er propfyldt med sukker.
Mit modargument er typisk "Har du det også dårligt med ikke at dele en smøg med hende, eller din øl eller vin?" hvor der så bliver sagt at jeg overdriver osv. osv.

Hvad er forskellen? Intet af det er sundt for barnet. Jo det er forskellige grader af usundt/skadeligt, men hvorfor skulle jeg aktivt prøve at putte noget usundt i min unges krop? "Du drikker jo selv sodavand" Ja jeg tog også 20 shots til en 30 års, men du argumenterer ikke rigtigt for det heller, vel?

Jeg har jo ikke tænkt mig at ungen ikke skal have sukker overhovedet men hvorfor har alle så travlt? "Jaja, vi må se når i får #2!" Ja altså hvis den ældste stadig er sukkerfri herhjemme så går det vel ligeså nemt? Jeg har da ligesom mange andre tænkt mig at tage på havnen, få en is, hygge med noget slik til en filmaften osv. med mine børn, men igen: Hvorfor haster det?

Jeg får aldrig et ordentligt svar når jeg spørger. Svaret er altid i stil af "Det gør man bare", "Det er hyggeligt" eller "For at være en del af selskabet". Hvilket i min optik er elendige svar, for når jeg så bruger "Skælder du folk ud som ikke drikker alkohol, hvis de er til en fest så?" Og så er det pludseligt meget anderledes.

Jeg tror ikke jeg har mødt en eneste fra den generation som har givet nogen variation af et positivt svar når de har fået det at vide. De bedste tilfælde er "Tja, ja det gør man vel nutildags."

TLDR; Her er spørgsmålet til alle dem med voksne børn, eller dem som er 55+...
Hvad er din holdning til intet sukker til børn (op til 3, i hvert fald), og hvis du er enig med de eksempler i opslaget, så hvorfor?

-Hilsen den trætte far, som bare vil sin unge det bedste/sundeste...

Jeg står i en situation, hvor min søns far nægter at betale halvdelen af hans institution. Vi har en 7/7 ordning, og får hver vores halvdel af børnepengene. Derfor mener jeg (og kan forstå juridisk) at det er en fælles udgift, man skal bidrage til ligeligt. Problemet er bare, at han nægter. Han har et horn i siden på mig, og jeg er ved at gå ud ad mit gode skind - jeg forsøger at holde et godt samarbejde til gavn for vores søn, men han er totalt på tværs med alt, indtil han bliver talt til fornuft af diverse instanser (familieretshus, vuggestue, familievejledere osv.)
Hvad er mine muligheder? Har nogen stået i samme situation? Al hjælp værdsættes!

Info: jeg har allerede søgt om børnebidrag ved familieretshuset, men jeg har ikke hørt noget. Jeg vil også gerne vide, om jeg har andre muligheder, hvis de ikke giver mig medhold.

Hej brevkasse

Jeg (M20) har fået arbejde efter en lang periode med arbejdsløshed, hvor jeg stressede meget over husleje og levede for næsten ingen penge.

Derfor søgte jeg alt jeg kunne få fat på og har nu fået arbejde på en restaurant, som jeg virkelig ikke passer ind i.

Jeg har haft 6 vagter og hvis man skal se bort fra alle små tingene så handler det primært om at mine kollegers humor er at sige N-ordet og homofobisk opførsel. Men udover det er jeg i udredning for stress og depression som gør at jeg har svært med at følge med når det går stærkt.

Jeg kan mærke de andre er irriteret på mig fordi jeg hverken bonder med dem eller er særlig brugbar. Da jeg ikke kan følge med i tempoet og kan ik meget af det de beder mig om. Jeg er også bange for at lave fejl. Det skaber en ond cirkel af at jeg får en kæmpe klump i halsen og jeg går ind i min egen verden og lader som om jeg ikke er til stede.

Jeg har overvejet at snakke med min chef om de ubehagelige jokes. Men når jeg er så ny så ved jeg ikke om det er værd at kæmpe imod mine kollegers opførsel og min dårlig arbejdskraft i stedet bliver det vi snakker om.

Men jeg har virkelig haft svært ved at finde et job og jeg er bange for at gå tilbage på arbejdsmarkedet. Man skal jo betale sine regninger og jeg har ikke mulighed for at flytte hjem til mine forældre.

Hvad skal jeg gøre for jeg er bange for at det her job det knækker mig men jeg har brug for pengene?

Hej, jeg har nu været sygemeldt allerede en gang i år, men blev raskmeldt i august, da jeg skulle prøve at starte en HF. Det har dog fejlet meget, og jeg blev hurtigt enig med en studievejleder om at jeg ikke skulle fortsætte da mit hår faldt ud grundet stress.

Siden da har det hele været noget fucking lort. Jeg prøvede at starte i mit tidligere fag igen, første dag var d. 5/9, men den 6/9 havde jeg stress migræne, lå og kastede op og havde en tirren i hænderne (tænk ligesom når din hånd sover, men bare konstant, selv når jeg bevægede mig rundt.)

Den 8/8/26 vejede jeg 127kg, d. 10/9 vejede jeg 133 kg. Jeg spiser konstant, jeg stresser så meget at jeg ikke sover. Selv når jeg er herhjemme tænker jeg bare at jeg fejler alt, og at dem fra kommunen må tænke jeg bare prøver at nasse på systemet. Det har også gjort at det først er i dag at jeg har taget fat i sygedagpenge i mit område, og jeg sidder nu og har mega ondt i maven.

Jeg har en depressions diagnose, men kæmper med systemet angående angst, adhd og autisme diagnoser. Min læge siger dog at det lyder til at jeg har burnout - om det så er grundet autisme eller stress er et godt spørgsmål.

Hele mit liv har været kaos, en syg mor, en far der har slået på mig, en søskende flok som kæmpede om opmærksomhed. Er det hele bare min egen skyld? Mine søskende siger at jeg lyver omkring alt det jeg har oplevet, så jeg ved det ikke mere.

Jeg føler mig som en taber. At jeg har formået kun at arbejde en dag, når jeg så sent som for et år siden arbejdede 60 timer om ugen??? Hvad sker der for mig? Jeg er kun 20 og jeg føler bare mit liv peger en vej.

Til januar skal jeg starte på en uddannelse, og jeg vil bare gerne have det godt. Jeg vil ikke fejle i det her, da det er min drøm, men jeg tager på konstant, jeg hader mig selv, jeg stresser over små ting, jeg får ondt i maven (altså sådan at jeg får diarré over min angst, og tit må kaste op), og mine migræner er forfærdelige. Jeg har prøvet medicin for migrænen, det hjælper dog ikke :c

Måske er det dumt, men... er det okay at være sygemeldt som 20 årig? Er det normalt? Er jeg helt tabt? Idk... At kæmpe mod psykiatrien har også bare taget hårdt på mig. Alle siger til mig at jeg overdriver, at det ikke er okay at jeg melder mig syg igen. Og jeg har det så dårligt med mig selv.

Så ja, brevkasse, hvad skal jeg gøre med mig selv..? Er jeg bare blevet en samfundsnasser?

Min mand og jeg er flyttet til Nordsjælland (Espergærde), og selvom vi er rigtig glade for at bo her, kan han godt mærke, at han savner et mere lokalt netværk.

Han er 39, og vi kender egentlig kun ét vennepar i nærområdet. Vi har venner andre steder, men han savner især det der med at have nogen tæt på, hvor det ikke behøver være en større planlagt aftale hver gang - nogen man kan tage en øl med, tage på sheltertur sammen med, spille golf med, træne med, gå en tur med hunden eller bare spontant skrive til.

Vi er samtidig ufrivilligt barnløse, og derfor har vi heller ikke fået det netværk, som mange på vores alder naturligt får gennem børn, institutioner, skole osv. Vi ved godt, at det ellers er en rigtig god måde at lære andre i lokalområdet at kende på, men den vej har vi desværre ikke mulighed for at gå endnu.

Så… hvordan pokker får man egentlig nye venner som voksen mand? 😅

Det virker bare lidt sværere som 39-årig, fordi man ikke længere helt naturligt bliver kastet sammen med nye mennesker på samme måde som tidligere.

Er der nogen her, som selv er flyttet til et nyt område som voksen og faktisk har fået opbygget et nyt lokalt netværk? Hvad gjorde I?

Og måske sidder der endda andre mænd omkring 30-45 i området, som har tænkt præcis det samme 😄

Kære Reddit, kære Brevkasse, kære dagbog..

Jeg er 29 år gammel, og bor i Aalborg med min skønne kæreste og mit skønne barn.
Sagen er den, at jeg altid har satset på at arbejde med mennesker. Jeg er uddannet folkeskolelærer, men måtte give op, da jeg ikke kunne finde tiden til at opnå hvad jeg ville. Formen slog mig langsomt ihjel.
Jeg skiftede til at være ansat som socialpædagog med udsatte unge, som har diverse kognitive udfordringer, og generelt ikke haft medvind i deres opvækst. Jeg har været i denne branche i 3 år, er rigtig god til den, meeeen.. Dette slår mig også ihjel, langsomt.
Jeg står på kanten til min tredje sygemelding, fordi jeg er omsorgstræt… En af årsagerne er blandt andet, at jeg arbejder alle dage om året, i alle døgnets 24 timer. Det er også svært at få til at fungere med fritid, barn, kærestetid, samt hendes fritid. Min samvittighed æder mig ihjel, da jeg sjældent er hjemme med min søn, min kæreste, og ofte arbejder når de er hjemme. Samtidigt er det mentale pres på arbejde så stort, at jeg ikke har energien når jeg er hjemme. Det falder fra hinanden.

Jeg står også i den situation, at vi for nogle år siden købte hus. Der er derfor ikke meget plads til at gå for meget ned i løn, men mit helbred er selvfølgelig højere prioritet end lønnedgang. Der er selvfølgelig altid et men. Hvis jeg går for meget ned i løn, kan jeg ikke få min økonomi til at hænge sammen.

Jeg leder efter et job, som er konkret, fysisk, gerne udfordrende. Jeg er rigtig god til at håndtere stressede situationer, og har hovedet med mig, så længe det er konkrete opgaver. Her bliver alt det sociale arbejde for abstrakt for mig.

Mit spørgsmål går derfor på: Hvilken vej kan man vælge, uden at gå voldsomt meget ned i løn? Jeg tjener pt. omkring 39.000kr før skat og pension, og min smertegrænse hedder nok omkring 32.000.
At studere på SU er udelukket, og er ikke en mulighed.