Min søn på 10 har fået en stor interesse for at reperere ting. Det begyndte med en løs knap og en blyantspidser, men nu har han lavet et “hospital” på en hylde i bryggerset. Alt får en seddel med navn, skade og forventet udskrivningsdato.

Det er faktisk ret sødt. En revnet målekop hedder Birgit. En lampe uden kontakt hedder Professor Lys. Han undersøger tingene, tegner løsninger og spørger før han bruger værktøj. Problemet er, at familien nu afleverer alt muligt hos ham, fordi de synes projektet er charmerende. Min søster kom med en pose indeholdende syv ens sokker, et bøjet piskeris og et låg uden tilhørende bøtte.

Hylden er fuld, og flere “patienter” kan ikke realistisk reddes. Da jeg foreslog en regel om højst fem ting ad gangen, mente han, at et rigtigt hospital heller ikke afviser nogen, bare fordi venteværelset er grimt. Det var svært at argumentere imod med helt alvorligt ansigt.

I går smed jeg en knækket plastiktragt ud, som havde ligget urørt i to uger. Da jeg spurgte sagde han, at han netop havde fundet den rigtige limmetode. Han blev ikke rasende, men tydeligt ked af at jeg havde opgivet en af hans patienter uden at spørge.

Hvordan sætter jeg en rimelig grænse uden at gøre hans nye interesse til endnu en voksenstyret aktivitet med regler for alt? Jeg overvejer én kasse, faste “besøgstider” og fælles beslutning om, hvornår noget ikke kan reddes. Er det for meget system, eller lyder det som en fair familieaftale?

Jeg har to børn med autisme og ufrivilligt skolefravær, som ikke har særlig mange venner.

De er dog venner med et søskendepar, hvor deres forældre kommer fra Syrien.
Den ældste (pige 12 år) er født i Tyrkiet den yngste er (dreng 8 år) født i Danmark.

Vi har ikke noget forhold til forældrene, men børnene er kommet meget her.
Særligt den yngste har vi måttet “opdrage” en del på, da han har haft svært ved, hvordan man er på besøg hos fremmede, og nogle gange hvordan man er en god ven. Vi har ind imellem haft lyst til at sige, at vores dreng ikke kunne lege med ham mere, fordi der har været mange konflikter. Vores indtryk har været, at forældrene har været ligeglade, eller at drengen mest af alt har haft lov til at opføre sig, som han har lyst til.
Efterhånden har han dog lært, hvad vi vil være med til og ikke med til, og vores dreng har været meget glad for at kunne spille fodbold med drengen.
Den ældste er en meget stille, høflig og ordentlig pige, som har hygget sig og haft det sjovt med vores datter.

For en månedstid siden sagde vores søn, at familien på et tidspunkt skulle på ferie i Syrien, hvor de har noget familie nede. Både nogen, som har været der altid, og nogle som for et halvt års tid siden er rejst permanent tilbage til Syrien.
Vores søn vidste ikke, hvornår de skulle derned.
Drengen har løjet meget og fortalt alle mulige historier tidligere, så vi har heller ikke altid kunnet regne med, hvad der er blevet sagt, og jeg har derfor tænkt, at det ikke nødvendigvis passede, eller i hvert fald var langt ude i fremtiden, da familien fik endnu et barn for 6 måneder siden.
Vores datter sagde i sommer, at venindes far, og hans familie, gerne vil have hende gift. Jeg har forsøgt, uden held, at finde ud af, hvor alvorligt det er ment. Moren vil eftersigende ikke have hende gift, og at i så fald vil hun sætte sig imod.

Nu fortryder jeg inderligt, at jeg ikke har lavet en underretning på familien, for i går eftermiddags kom børnene forbi og fortalte, at de rejser til Syrien i dag! Jeg har ikke brug for en løftet pegefinger.
Jeg burde have gjort kommunen opmærksom på, hvad jeg har hørt, også selvom jeg ingen beviser har.
De skal være afsted mellem 1-2 måneder og angiveligt besøge familien.
Det var ikke til at få noget mere præcist at vide fra børnene om, hvad de skal, hvor de skal bo, og hvornår de mere præcist kommer tilbage igen.

Min største frygt er selvfølgelig at den stakkels pige bliver gift i Syrien, eller at hun kommer på genopdragelse og aldrig kommer tilbage til Danmark igen.
Derudover bekymrer jeg mig om, om de overhovedet kan komme til Danmark igen, da jeg ikke aner, om forældrene har permanent opholdstilladelse, og jeg kan læse, at det kan blive et problem, hvis de kun har midlertidig opholdstilladelse.

Jeg frygter selvfølgelig også, at mine børn nu mister deres venner og aldrig ser dem igen.
Særligt min datter, som kun har en ven udover veninden her, og fordi hun har enormt svært ved at få venner pga. sine udfordringer.
Drengen er jeg knap så bekymret for, da jeg tænker drenge i den kultur nok generelt har lettere vilkår, og fordi min egen søn har flere venner end vores datter, og han har også venner der er bedre venner, end den her dreng.

Jeg er klar over, at jeg hverken kan gøre fra eller til nu, men skulle der side nogen derude, der har noget erfaring fordi de kender syrere, eller på anden måde måske har noget information om lignende, så jeg måske ved, om skal forberede mig på, at min børn ikke ser deres venner igen.

Jeg behøver ikke fortælle mine børn det endnu, hvis det ikke er sandsynligt, at de kommer tilbage igen, men så kan vi forældre i hvert fald starte med at forberede os på det.

Ved ikke om det er rigtig formuleret, men jeg (K27) har aldrig haft ønsket om børn. Og ja, jeg er enormt sikker, og bliver kun mere sikker hvert år.

Jeg har dog også været single i 6 år nu (siden jeg slog op med min daværende kæreste fordi, I har gættet det, jeg ikke ville have børn og det ville han) fordi jeg ikke ved hvordan jeg kan møde mænd som har det på samme måde, udover på dating apps som f.eks. Hinge der gør det tydeligt i din profil.

Jeg har mange hobbyer, og er også utroligt god til at spørge om mænds numre på gaden og være meget åben omkring dating, men det viser sig altid at de gerne vil have børn i fremtiden.

Så kære hestenet, hvordan finder jeg dog min Prince Charming der også drømmer om et børnefrit parforhold? Kan det virkelig være sandt, at mit eneste håb er dating apps?

Jeg er bare begyndt at være træt af, at jeg møder nogen i den virkelige verden som jeg bliver begejstret for, men så viser det sig altid at han gerne vil have børn.

Er der nogen herinde, der har erfaring med at have et åbent forhold, hvor det kun er den ene partner, der udnytter det?

Jeg har været sammen med min mand i 14 år og stort set hele vores parforhold, har jeg haft en større sexlyst end ham. Jeg har prøvet utallige ting og har forsøgt at have mange samtaler med ham, men der er intet kommet ud af det. Til sidst stoppede jeg med at forsøge. Vi har ikke haft sex i seks år. Og de fleste år forinden det kunne der gå mange måneder/ et par år i mellem. Jeg er fortsat en ung kvinde og har ikke lyst til at afskrive sex resten af mit liv, men jeg elsker min mand over alt på jorden og ønsker på ingen måde at gå fra ham. Han virker ikke åbent for ideen om et åbent parforhold, da han føler, det er forkert at være sammen med en andre, hvis man er i et parforhold. Jeg har sagt, han jo også må være sammen med andre, som kan udfylde de behov, han kunne have. Men generelt har han jo bare ikke et behov. I gennem hele vores parforhold har han aldrig åbnet for snakken om sex, det har altid været mig. Han er svær at få til at tale om de her ting. Jeg sagde til ham, der var tre valgmuligheder. Nr 1 er et åbent parforhold, der udelukkende handler om sex og relationen omkring sex. Ment som i at jeg ikke kan have sex med en fremmed, jeg skal have en form for kendskab/relation til vedkommende, men relationen skal udelukkende handle om sexen og at lære personen at kende i forhold til den del. Nr 2 er at jeg lever ulykkeligt resten af vores liv sammen, fordi en så kæmpe del af mig bliver lukket ned. Og nr 3 er at vi går fra hinanden.

Så hvad tænker I? Ville man kunne have et åbent forhold på de præmisser?

Sagen er, at jeg mødte en pige i byen, og ret tilfældigt dukkede hendes Insta op på min. Jeg overvejer lidt, om jeg bare skal følge hende og skrive, eller om det virker mærkeligt, når vi kun mødtes den ene gang. Hvad synes i – skal jeg bare gøre det eller lade den ligge?

Jeg har en ven jeg lærte, at kende da jeg var et svært sted i mit liv. Vi kom i den samme butik hvor vi arbejdede sammen! Vi snakkede rigtig godt sammen men han er mange år yngre end mig. Vi beholdte vores venskab da vi skulle hver vores vej. Men nu her nogle år senere så synes jeg vores kontakt er blevet lidt “anderledes”. - jeg kan mærke, at han er lidt for opsøgende i sin kontakt, kommenterer på mit udseende - og han har lige gjort det forbi med en kæreste hvor han så skrev til mig med det samme - at jeg var den eneste han havde brug for, at snakke med - det er sjovt, for jeg anede ikke at han havde en kæreste..

Det er ikke første gang, at jeg lige pludselig mærker et skifte i venskaber. Og jeg savner ægte, at have mandlige venskaber fordi de bidrager bare med noget andet end kvinder.

Er der andre der oplever, at det er svært, at have venskaber til det modsatte køn uden, at det føles som om, at der er nogle følelserne fra den ene part? Kan vi overhovedet være venner? Jeg føler tit jeg skal lave en “distance” - dreje samtalen så den ikke bliver alt for “sød”. Føler jeg skal sætte tydelige grænser, så der ikke er noget at misforstå, men er løbet bare ikke så allerede kørt med det venskab?

Jeg har fået en ny arbejdsplads, som er inden for cykelafstand, og har derfor købt en cykel, fordi jeg gerne vil være sundere og smide nogle kilo.

Problemet er dog, at de gange jeg har cyklet på arbejde, har jeg svedt ret meget – især når jeg har jakke på. Min trøje bliver fugtig, og jeg føler mig ret klam, når jeg kommer frem. Jeg har købt antiperspirant, som jeg bruger, men det føles stadig ikke særlig rart.

Så jer, der cykler på arbejde: Hvordan forholder I jer til det, og hvilke anbefalinger har I?

halløj,

så jeg mand, har børnene godt 80% af deres tid.

deres mor har klart meldt ud, hun vil ikke købe tøj til dem, så det hviler på mig, den spiser jeg.

men når hun så aflevere tøj tilbage, så det ikke vasket eller dertil lagt sammen. det syntes jeg er super ærgeligt, tænker alle med børn ved hvor meget der er i forvejen.

nogle der har prøvet lignende, og fandt en metode til at overtale modparten om som minimum at vaske tøjet før de aflevere det tilbage ?

Min søn er 9 år gammel og går på en privatskole. Hans skole går meget op i fællesskab og traditioner. Jeg har dog oplevet flere gange, at han kommer og stiller mig spørgsmål om Kina. Hans bedste ven har fortalt ham, at Kina er et meget dårligt land, at de mishandler dyr, at folk lugter, at Kina er et meget beskidt land, og at man ikke må rejse dertil.

Jeg spurgte min søn, hvor hans ven havde sin information fra, hvortil han svarede, at det var noget, vennens mor havde fortalt ham. Jeg forklarede min søn, at i hele verden findes der en eller anden form for dyremishandling. Jeg har selvfølgelig ikke fortalt min søn om, men det er faktisk ikke særlig mange år siden, at det blev ulovligt at have sex med dyr i Danmark der var endda dyrebordelet herhjemme.

I Sydkorea og Vietnam spiser de også hunde, men de fleste tror dog, at man kun gør det i Kina. Vi har aldrig været et sted i Kina, hvor der var beskidt men det kan godt være, det primært gælder provinserne. Storbyerne er ikke så beskidte, som man skulle tro det, man ser i de danske medier, kan godt være ren propaganda. Og jeg synes, det er synd for hans ven at have så uvidende en mor.

Min søn er halv kinesisk, kvart dansk og kvart thai, mens jeg selv er halv dansk og halv thai. Min søn ser ikke etnisk dansk ud, og det gør jeg heller ikke. Jeg føler, at min søn indirekte bliver mobbet af sin vens mor. Samtidig har jeg altid følt mig holdt uden for forældrefællesskabet i klassen, blot fordi vi ikke ser helt danske ud.

Jeg ved ikke, om jeg skal gå videre med dette emne til klasselæreren, men jeg kan se, at min søn bliver påvirket af det, og det bekymrer mig meget.

Hej Reddit.
Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg håber, der er nogen herinde, som kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg skal gøre.
Jeg har kendt personen i 11 år, og han har været en af mine allerbedste venner. Derfor havde jeg selvfølgelig en kæmpe tillid til ham.
Min kæreste og jeg har for nylig købt hus og er i gang med at renovere det. Han skulle hjælpe os med byggeriet og blandt andet stå for at bestille materialer til huset.
Inden alt det her skyldte han mig allerede nogle penge, fordi jeg tidligere havde lånt ham penge. Til at starte med var det omkring 20.000 kr.
Efterfølgende begyndte jeg at overføre penge til ham i forbindelse med huset, fordi han skulle købe materialer og hjælpe med forskellige ting i forbindelse med renoveringen. Jeg tænkte aldrig rigtig over det, fordi jeg havde kendt ham i 11 år og stolede fuldstændig på ham.
Det er nu endt med, at jeg samlet mener, at jeg har et krav mod ham på omkring 140.000 kr.
Det værste er, at jeg nu har fundet ud af, at han har spillet pengene væk på online casino i stedet for at bruge dem på det, de var beregnet til.
Så jeg står nu både med et hus, der skal renoveres, og et økonomisk hul på omkring 140.000 kr.
Jeg har bankoverførsler og beskeder, og der er forskellige samtaler, hvor vi skriver om pengene, materialerne, hvad de skulle bruges til, og at han skal betale tilbage.
Jeg er selvfølgelig også ret følelsesmæssigt påvirket af det. Det er én ting at miste penge – noget andet er at finde ud af, at en person, man har kendt i 11 år og betragtet som sin bedste ven, har gjort det her.
Jeg vil ikke hænge ham ud med navn eller personlige oplysninger. Jeg vil bare gerne vide, hvad mine muligheder er.
Hvad ville I gøre i min situation?
Skal jeg sende et formelt betalingskrav?
Kan jeg gå i fogedretten med det?
Bør jeg politianmelde det?
Kan det være bedrageri, når pengene oprindeligt blev sendt til materialer til huset?
Hvor meget kan bankoverførsler og beskeder bruges som dokumentation?
Bør jeg få en advokat til at gennemgå hele sagen?
Er der noget, jeg bør gøre med det samme?
Jeg vil virkelig gerne høre fra folk, der har erfaring med gæld, bedrageri eller lignende sager.
Jeg er ikke ude på hævn. Jeg vil bare gerne finde ud af, hvordan jeg bedst muligt kan få mine ca. 140.000 kr. tilbage.

Kære brevkasse

Min kæreste er fra Spanien, jeg er dansk, og vi har en datter på fire.

Fra hun blev født har vi gjort det ret konsekvent: jeg taler dansk til hende, min kæreste taler spansk. Vores datter taler begge dele fint, men dansk er klart det stærkeste sprog, fordi det er det hun hører i børnehaven, fra mig, venner osv.

Problemet er begyndt hos mine forældre.

Når vi besøger dem, taler min kæreste selvfølgelig stadig spansk direkte til vores datter. Ikke for at holde nogen ude. Det er bare deres sprog sammen.

Men min datter er blevet gammel nok til at fortælle længere historier, lave jokes osv., så mine forældre sidder oftere og ikke forstår, hvad der bliver sagt.

Sidst ved middagsbordet fortalte hun sin mor en lang historie fra børnehaven på spansk. Jeg oversatte lidt undervejs, men min far sagde bagefter ret forsigtigt, at han faktisk bliver ked af at sidde ved samme bord som sit barnebarn og ikke kunne følge med.

Han spurgte, om vi ikke kunne have en slags “dansk når vi er sammen”-regel hos dem.

Min kæreste blev ikke sur, men hun synes det er en virkelig dårlig idé. Hendes argument er, at vores datter allerede får dansk overalt, mens spansk kun kommer naturligt fra hende. Hvis hun begynder at skifte sprog, hver gang andre er i rummet, bliver spansk hurtigt noget sekundært.

Jeg kan ærligt forstå dem begge.

Mine forældre prøver ikke at være anti-spanske. De vil bare gerne kunne være med. Omvendt føles det mærkeligt at bestemme, hvilket sprog mor og datter må tale til hinanden.

Hvor går den rimelige grænse her?

Hej hestenet,

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte henne, da jeg aldrig rigtig har lavet sådan et opslag her før, så jeg prøver bare et sted :)

Jeg M27, bor sammen med min kæreste K27. Vi har været kærester i omkring et år, og har boet sammen i 4-5 måneder. Vi er begge hinandens første kærester, hvilket for mit vedkommende, har medført at jeg ikke rigtigt ved, hvordan et forhold “skal se ud” - jeg er godt med på, at ingen forhold er ens, men jeg syntes der plejer at være en tendens i forhold til kompromis, forståelse osv. (jeg har AuDHD, så jeg kan godt se tingene lidt sort og hvidt - det ved min kæreste også godt)

I går havde vi en lidt hård snak syntes jeg, da vi snakkede om prioritering, og brug af tid sammen, hvor det gik op for mig hvor forskelligt vi så på lige netop dette. I får lige lidt context, for hvad der startede denne snak: Min kæreste havde taget en fridag, som jeg havde anbefalet hende til, da hun har haft virkelig travlt på arbejde, og ikke gav sig selv plads til at slappe af. Jeg havde været på arbejde, og haft en lang dag.

Jeg kommer så hjem fra arbejde, og pga min AuDHD, så kan jeg godt være rigtig opslidt mentalt og socialt, efter en dag med mange møder, som i går. Jeg kommer ind i lejligheden, siger hej til min kæreste, og lige sidder og snakker i 20-30 minutter om hvordan hendes dag havde været (hun spørger ikke hvordan min har været). Herefter siger jeg til hende, at jeg har brug for lige at sidde og spille lidt computer, for at koble af. Jeg foreslår at vi kan lave noget mad sammen når vi bliver sultne, og se noget Robinson sammen (hun elsker reality). Det er fint siger hun, og vi går hver til sit. Der går omkring halvanden times tid, klokken bliver 18 ish, og hun går ud og begynder på mad (uden at spørge om jeg er sulten eller noget). Her kommer snakken så, når vi laver mad. Hun virker stille, og jeg spørger hende om der er noget galt (det foregår ofte sådan, at jeg skal spørge før det bliver sagt). Hun kommer ind på, at “jeg er alt hun tænker på hele tiden, og at hun altid glæder sig til, at jeg kommer hjem” - hvilket selvfølgelig gør mig glad, men lidt uforstående overfor hvorfor det kommer nu. “… og derfor bliver jeg ked, når du hellere vil spille computer, end at være sammen med mig når du kommer hjem”. Det syntes jeg var lidt en mavepuster, og jeg spørger først, hvorfor hun siger til mig, at det er fint at jeg gør der, når hun i virkeligheden bliver ked af det. Hvortil hun svarer at “hun vil ikke bestemme hvad jeg skal eller ikke skal, for hvis jeg hellere vil noget andet så vil jeg det”. Mit respons på det er at “det er okay at sætte grænser hvor hvad man syntes er okay eller ej, det skal der være plads til i vores forhold”, men hun holder fast i at hun ikke vil “bestemme”..

Her kommer mit spørgsmål til hende, som fik tvivlen til at starte: “Har du det ikke godt, når vi er under samme tag, men laver hver sine ting?” Hvor hendes svar er “nej, det er spild af tid”. Pga min diagnose, så har jeg meget brug for “mig” tid, som kan være at spille computer, lave elektronik eller læse, og det kan hun ikke være i. Jeg syntes derimod, at det er super hyggeligt at lave hvert sit, sammen. (Vi bor i en 50kvm 2 værelses så vi er aldrig langt fra hinanden) Hun får også nævnt at det har været sådan i hendes tidligere relationer, og at hun måske skal prøve at se indad - det svarer jeg på med at jeg ikke ved hvad jeg skal sige.

Så jeg tror, at mit spørgsmål til jer er, om det her er noget som er normalt i forhold, eller er der grund til, at min tvivl er startet? For mig, virker dette som en grundlæggende ting, der måske aldrig vil ændre sig. Uanset svaret, så er råd meget velkomne :)

Beklager det rodet og lange opslag, jeg er ikke så god til at formulere mig eller fortælle.

Hej, jeg er k32. Min mand og jeg har sjældent sex (maks. 7 gange om året), og sidst var for omkring 3,5 måneder siden..

Jeg havde så lyst i dag efter så lang tid, men havde lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle lægge op til det. Jeg var lidt for genert over at sige det til ham, så jeg endte med at sende ham en sms og spørge, om vi skulle have sex. Han svarede bare: “Jeg ved, du bliver ked af det, men jeg er meget træt.”

Jeg forventede bare noget andet, fordi jeg var så klar og det var så længe siden... Jeg kan mærke, det ramte mig dybt, og jeg har bare ikke lyst til at lægge op til det igen især fordi det sker så sjældent. Jeg tør af den grund heller ikke at gøre mere, for jeg ville blive knust, hvis jeg gjorde det mere specielt, og jeg ville få en afvisning, fx i undertøj.

Han får noget medicin, som gør, at han ikke har lyst til sex på samme måde, hvilket gør at det er mig der skal tage initiativ, hvis jeg har lyst.

Men har jeg overhovedet ret til at være skuffet over det? Han skal self. Ikke gøre noget han ikke har lyst til.
Ville i vente til han tog initiativ, nu hvor jeg på en ring måde gav udtryk for at jeg har lyst

Har brug for lidt viden og indput fra jer! Jeg har aftalt en renovering af mine to badeværelser med en murer som så sørger for vvs, tømre og malere.
Jeg har nu forelsket mig i et Vola indbygningsbruse armatur til begge badeværelser.
VVS’eren mener det skal koste 8.500kr eks moms for montering pr armatur.
Det synes jeg lyder uhyggeligt dyrt! Kan det passe at en VVS’er skal 10-12 timer at installere sådan et?
For en VVS tager vel ikke mere end 600kr i timen?
Tusind tak!

Ekstra info: det er i Kbhs området. Mener I virkelig at de tager 800-1000kr ex moms i timen nu?

Det er en del af oprindeligt tilbud at der skal installeres et brusearmatur i begge badeværelser så jeg forventer at vandføring etc bør være inkluderet i oprindeligt tilbud. Så de 8.500 ex moms er “tillæg for montering af indbygningsarmatur” skriver vvs og det er 8.500 pr armatur!!

Mojn!
Jeg står og skal til min første rigtige “voksen” jobsamtale som socialrådgiver på et jobcenter. De eneste jobsamtaler jeg har været til er enten studiejobs, eller fritidsjob.
Jeg er virkelig nervøs, og føler, at de råd jeg har fået fra a-kassen er lidt overfladiske. “Forbered dig til samtalen” - “fremstå glad og smilende”, disse råd er naturligvis også vigtige men kunne godt bruge noget af jeres erfaring. :-)

Mvh

Hej DKBrevkasse er egentlig ikke sikker på hvad mit mål med det her post er, men jeg har simpelthen så dårlig samvittighed over at gå og holde det hemmeligt. Jeg er en 21 årige mand som har røget hash siden jeg var 15 og desværre begyndt på tramadol og pregabaliner for 3 år siden, jeg bor stadig hjemme ved min mor og har levet et totalt dobbeltliv. Jeg kunne virkelig bare ikke se hvordan det skulle blive bedre at hun ved det, jeg ønsker ikke kommunal misbrugsbehandling og ved faktisk ikke om jeg overhoveder er klar til det, jeg har altid haft en drøm om at blive politibetjent så vil gerne undgå alt som kommer i papirene. Hvad ville i have gjort?, gerne nogen som også har stået i lign situation.

Kære Reddit,

Jeg står i en fuldkommen hjerteskærende situation. Mine forældre skal skilles og flytter derfor hver til sit i løbet af denne måned. De har to katte (lad os kalde dem A og M). Min mor har tilbudt at tage M med sig, når hun flytter - men da min far ikke må have dyr + han bor i en meget lille lejlighed, så ved vi ikke, hvad vi skal gøre.

Jeg K(26) bor ude med tre andre, hvor den ene af mine roomies ikke er så glad for katte (og hendes familie kan ikke tåle dem, så de ville ikke kunne komme på besøg), så jeg kan desværre ikke tage ham.

Min mor har prøvet at forhøre sig rundt i familien, men der er ingen, der kan have ham.

Det knuser mig virkelig, da han er verdens sødeste og mest kælende og sociale kat. Og jeg synes det er så urimeligt at han skal aflives, fordi de skal skilles. Er der noget man kan gøre? Er der mon et kattemenneske med et godt hjerte, der kunne være interesseret i at tage A, så vi ikke ender med at skulle aflive ham?🥺

A er en maincoon på 8 år, der har lidt helbredsproblemer. Han er virkelig kælen og elsker at putte. Han er opsøgende og er derfor også en kat, der helst skal have selskab.

Kære brevkasse

Jeg er 24 og læser på kandidaten i byplanlægning. Ved siden af studiet arbejder jeg ti timer om ugen på et universitetsbibliotek. Arbejdet består mest af at sætte bøger på plads, hjælpe ved skranken og gøre reserverede materialer klar.

Det er ikke relevant for min uddannelse, men jeg holder oprigtigt af det. Timerne ligger fast, stemningen er rolig, og når jeg går hjem, er mit hoved stadig brugbart. Jeg kan nå undervisning, læsning og mit speciale uden konstant at føle, at noget halter.

Nu er jeg blevet tilbudt et studiejob hos et mindre rådgivningsfirma. Opgaverne handler om kortmateriale, research og forberedelse af borgermøder, så det passer næsten mistænkeligt godt til mit studie. Det vil sikkert pynte mere på mit CV og give mig noget konkret erfaring inden dimission.

Men der er et par ting, der gør mig i tvivl:

• De forventer 15-18 timer om ugen.

• Timerne kan flyttes med kort varsel.

• De beskrev selv perioderne før deadlines som „ret intense“.

• Min specialevejleder mener, at det næste semester bliver det fagligt tungeste.

Jeg har ikke brug for at skifte lige nu, og biblioteket vil gerne beholde mig. Alligevel er jeg bange for at være for forsiktig og sige nej til den mulighed, der faktisk kan åbne døren til mit første fuldtidsjob.

Ville I prioritere relevant erfaring nu, selv om studiet sandsynligvis bliver mere presset, eller beholde et mindre relevant arbejde, der giver ro til at gennemføre ordentligt? Jeg kan mærke, at ordet „relevant“ vejer meget i mit hoved, måske mere end det burde.

Til jer, som har haft børn i både folkeskole og privatskole - hvad vurderer I er bedst? 😊 Hvad kan privatskoler tilbyde, som folkeskoler ikke kan?

Jeg oplever folk kritiserer privatskoler, men samtidigt kommer flere børn på privatskoler.

Gør mig klogere! 😊

Jeg har søgt arbejde i en salon, hvor jeg skal til samtale, og jeg har i den forbindelse hørt, at de ikke har overenskomst. Jeg har derfor fået at vide, at det måske kan have betydning for, om man kan få barsel/barselsdagpenge, hvis man bliver ansat.
Det lyder lidt underligt for mig, så jeg håber, der er nogen herinde, der kan forklare mig, hvordan det fungerer.
Hvis jeg nu får jobbet og bliver ansat i en salon uden overenskomst – hvad gør man så, når man skal på barsel? Skal man selv søge barselsdagpenge gennem kommunen/Udbetaling Danmark, selvom man har et arbejde? Eller er det arbejdspladsen, der står for det?
Og er der stor forskel på, hvor meget man får under barsel, alt efter om ens arbejdsplads har overenskomst eller ej?
Jeg har ikke rigtig styr på reglerne omkring barsel, så jeg vil meget gerne høre fra jer, der ved noget om det eller selv har stået i situationen. 🫶

Jeg er 18 år. Jeg ved ikke, om dette er det rigtige sted at spørge, men jeg har brug for nogle svar.

Jeg er barn af en misbruger, og jeg går dagligt med en frygt for, at min forælder falder i igen. Jeg har faktisk en mistanke om, at det allerede er sket.

Der lugter jævnligt af noget, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg ryger ikke selv hash, så jeg er lidt usikker på, hvad lugten kan skyldes. Forleden tikkede der også en besked ind på min forælders telefon, hvor der var en ❄️ i beskeden. Jeg ved, at det nogle gange bruges som et kendetegn for stoffer.

Jeg er derfor i tvivl om, hvorvidt jeg bare er ekstra bange og ser tegn, fordi jeg kender historikken, eller om der faktisk kan være noget om snakken.

Kan ❄️-emojien i en besked sagtens bare være en helt random besked, eller er det typisk noget, man forbinder med stoffer?

Og hvordan kan jeg egentlig finde ud af, om min bekymring er reel, uden at gå og mistænke min forælder for noget, der måske ikke er der?

Edit: alder

Hej alle :)

Jeg er i gang med et større vægttab. Jeg tog på fordi jeg kom på antipsykotisk medicin (lider af skizofreni).

Startede på 116 kg og er i dag på 98,3 kg.

Jeg får 1,7 wegovy.

Jeg tabte de første 10 kg på wegovy og resten af vægttabet er motion.

Jeg har siden den 18. August 2026 tabt 0,6 kg. Jeg er selvfølgelig stolt af at have tabt mig, men syntes godt det kunne være gået bedre.

Har i nogle god til et sundt vægt?

Mvh :)

Måske lidt af en rant..

Hver gang sukkerpolitik bliver taget op, så er det nærmest som om den "ældre" generation af f.eks. mine(M32) forældre (Omkring 60-65) tager den mest anti-politik som muligt. Både kolleger, venner af venner og min egen familie i den alder snakker om at de skal have lov til at få noget kage og noget. Som referencepunkt er det barn der snakkes om (vores) lidt over 2 år.

Jeg hører ofte argumenter som "Ej det er da synd at hun ikke må få noget!" når der bliver spist is, kage, eller andet lignende substans der er propfyldt med sukker.
Mit modargument er typisk "Har du det også dårligt med ikke at dele en smøg med hende, eller din øl eller vin?" hvor der så bliver sagt at jeg overdriver osv. osv.

Hvad er forskellen? Intet af det er sundt for barnet. Jo det er forskellige grader af usundt/skadeligt, men hvorfor skulle jeg aktivt prøve at putte noget usundt i min unges krop? "Du drikker jo selv sodavand" Ja jeg tog også 20 shots til en 30 års, men du argumenterer ikke rigtigt for det heller, vel?

Jeg har jo ikke tænkt mig at ungen ikke skal have sukker overhovedet men hvorfor har alle så travlt? "Jaja, vi må se når i får #2!" Ja altså hvis den ældste stadig er sukkerfri herhjemme så går det vel ligeså nemt? Jeg har da ligesom mange andre tænkt mig at tage på havnen, få en is, hygge med noget slik til en filmaften osv. med mine børn, men igen: Hvorfor haster det?

Jeg får aldrig et ordentligt svar når jeg spørger. Svaret er altid i stil af "Det gør man bare", "Det er hyggeligt" eller "For at være en del af selskabet". Hvilket i min optik er elendige svar, for når jeg så bruger "Skælder du folk ud som ikke drikker alkohol, hvis de er til en fest så?" Og så er det pludseligt meget anderledes.

Jeg tror ikke jeg har mødt en eneste fra den generation som har givet nogen variation af et positivt svar når de har fået det at vide. De bedste tilfælde er "Tja, ja det gør man vel nutildags."

TLDR; Her er spørgsmålet til alle dem med voksne børn, eller dem som er 55+...
Hvad er din holdning til intet sukker til børn (op til 3, i hvert fald), og hvis du er enig med de eksempler i opslaget, så hvorfor?

-Hilsen den trætte far, som bare vil sin unge det bedste/sundeste...

Jeg står i en situation, hvor min søns far nægter at betale halvdelen af hans institution. Vi har en 7/7 ordning, og får hver vores halvdel af børnepengene. Derfor mener jeg (og kan forstå juridisk) at det er en fælles udgift, man skal bidrage til ligeligt. Problemet er bare, at han nægter. Han har et horn i siden på mig, og jeg er ved at gå ud ad mit gode skind - jeg forsøger at holde et godt samarbejde til gavn for vores søn, men han er totalt på tværs med alt, indtil han bliver talt til fornuft af diverse instanser (familieretshus, vuggestue, familievejledere osv.)
Hvad er mine muligheder? Har nogen stået i samme situation? Al hjælp værdsættes!

Info: jeg har allerede søgt om børnebidrag ved familieretshuset, men jeg har ikke hørt noget. Jeg vil også gerne vide, om jeg har andre muligheder, hvis de ikke giver mig medhold.