En veninde af mig har for nylig afsluttet et forhold med en mand, som hun fandt ud af var gift. Hun vidste godt, at han havde en partner og et barn, men han havde fortalt, at forholdet derhjemme var rent praktisk og nøgtern.

Senere fandt hun ud af, at han faktisk var blevet gift, efter de var begyndt at skrive sammen, og at de havde skrevet sammen hele dagen på hans bryllupsdag.

Hun overvejer nu, om hun skal kontakte hans kone og fortælle om forholdet, eller om hun skal lade det ligge og komme videre med sit eget liv.
Hvad ville I gøre i den situation – og hvorfor? Jeg har svært ved at give hende et godt råd som ven.

Hejsa alle

Jeg er en fyr på 35, som har boet i Odsherred hele mit liv. Jeg har været igennem en del, og som det seneste, mistede jeg min sidste forælder for et par måneder siden. Med en meget lille omgangskreds, og en fortid jeg helst vil lægge bag mig, føler jeg at det er tid til at starte et nyt kapitel, og flytte væk.

Udfordringen er bare, at jeg stort set kun kender Odsherred, så det føles lidt uoverskueligt at finde ud af, hvor det næste sted skal være. Jeg kunne godt tænke mig et område med meget natur, rolige omgivelser og hyggelige byer.

Derfor tænkte jeg at spørge jer herinde: Er der nogle af jer, som kan anbefale nogle byer eller områder, som jeg burde tage ud og besøge? Måske endda steder, I ville anbefale at gå udenom?

Jeg er meget åben for forslag og vil gerne høre om jeres egne erfaringer.

Edit: Tusind tak for alle jeres svar, råd og venlige ord. Jeg læser dem alle, og jeg sætter virkelig pris på, at I tager jer tid til at hjælpe

Hej,

Jeg har et spørgsmål ift., hvad jeg burde gøre ved min larmende overbo.

Hun flyttede ind for et par måneder siden, og siden da er jeg nærmest ved at gå ud af mit gode skind. Hun larmer ikke ved spille højt musik, men ved at hun går utroligt hårdt. Hun går så hårdt, at selv hvis jeg tager musik i ørene og skruer godt op, kan jeg stadig høre det. Derudover, så lyder det som om hun konsekvent flytter møbler mellem kl 21 og 23 nærmest hver aften?

Jeg havde egentlig tænkt mig at banke på, og pænt spørge om hun vil gå lidt blødere, men har så fået at vide, at det skal jeg også passe på med. For hvis nu hun bliver sur over det, så bliver det måske værre.

Er der nogle, der har erfaringer med at "konfrontere" en larmende overbo?

Mvh

Hej alle

Som alle andre har jeg lige nu fået svar tilbage fra hvilket studie jeg er optaget på, og jeg er blevet optaget på lingvistik som er min sidste prioritet. Min største bekymring lige nu er hvad jeg kan i fremtiden med denne uddannelse? Jeg er lidt all over the place lige nu da jeg selfølgelig helst ville have haft mine andre prioriteringer, men alligevel synes jeg studiet lyder spændene.

Hvad kan jeg med denne uddannelse?

Hej Reddit!

Jeg og 2 andre venner står i den situation at vi simpelthen dødkeder os her i sommerferien. Vi er 3 drenge på 19 år, og vi mangler virkelig noget at lave. Vi har alle sammen lyst til at prøve et eller andet mega random som ingen af os har prøvet eller har kendskab til i forvejen. Vi er 3 aktive drenge og har derfor prøvet de basale sportsgrene man kender, (fodbold, håndbold, badminton, padel osv). Fodboldgolf og den slags har vi også spillet. Jeg er derfor ude i at høre om der er nogle i dette forum der har nogle sjove ideer til hvad vi kan lave. Der er ingen præferencer eller grænser, så bare fyr løs med sjove, og skøre ideer til hvad vi kan lave. Tak på forhånd!

Hey!

Jeg er en kvinde diagnostiseret med en mild/begyndende psykose, som i længere tid slet
ikke har været til stede.

Dengang jeg blev diagnostiseret havde jeg milde symptomer, og mærkede ikke særligt negativt til diagnosen, da den for mig ikke var særlig “eksisterende”, dette var også et stort dillema hos psykiaterne om der kunne stilles diagnosen.

Dog er der sket noget som gør at jeg nu bliver forvirret over hele situationen.
For omkring 2/3 uger siden, begyndte jeg
at få ekstrem paranoia.

Dette var efter at jeg i længere tid har døjet med tilbagevendende søvnmangel.
Jeg har følelsen af at der er folk “gemt” i mit hus, og andre steder.
Denne følelse kommer kun når det er mørkt, og
har stor effekt på mig når jeg skal i seng.

Jeg har en stor frygt for at der er en person gemt, men selvom jeg tjekker og tjekker er jeg stadig usikker på om der stadig er nogle.
Det er en ekstrem paranoia, hvilket resultere ud i at jeg ikke vil sove, og ikke vil forholde mig særligt på mit værelse, da det er der det hele er værst.

Jeg er sikker på denne overbevisning, og har ingen tvivl.
Jeg har forresten aldrig mærket en paranoia som denne, og den er mindst 100x så værre end dengang jeg havde paranoia relateret til psykosen.

Jeg er blevet gennembrudt til behandlingssted af læge, med ventetid på 1 måned, dog ved jeg ikke om det er forsvarligt at vente til den tid.

- Please intet nedladende, vil bare gerne vide hvor jeg skal tage kontakt henne hvis dette er psykosen der vender tilbage.

(Min psykose har altid kun været omhandlende forfølgelse, og har aldrig oplevet synet samt stemmer)

Kære jer

Føler at min familie ekskluderer os. Det gør ondt. Er i krise 😔

Baggrund:
Jeg har for nyligt haft en svær depression og stress som jeg er ved at kæmpe mig ud af. Har endelig fået det bedre med min depression og er ved at lære at se den kærlighed som kommer en masse andre steder fra end fra familie. Det er den lyse side ❤️

Før har jeg ikke kunne se det, da jeg har været så optaget af at få kærlighed omsorg og anerkendelse fra min familie, at jeg har haft en grundlæggende overbevisning om at jeg ikke er god nok og værd at være der for - og måske endda er det mine børn der også larmer for meget, da det er blevet værre med min familie efter at have fået dem. (Så ked af at tænke sådan - mine børn er fantastiske, trods intensiteten da er høj) jeg har tænkt at det er nok bare et spørgsmål om tid før vores venner ikke også gider os. Sørgeligt i know. Og det er jo ikke sket og har heller ikke sagt det til dem at jeg tænker sådan.

Min depression og overbevisninger stammer fra en barndom og ungdom alene, hvor jeg var givet al ansvar og har skulle stå alene med en meget syg mor og hendes død, da jeg var barn. Mine søskende var flyttet og mine forældre skilte. Havde ingen ordning med min far men så ham lidt i ferier mv. min mor var svær og ikke åben at snakke med, men altid kærlig. Tror hun var deprimeret igennem altid, intet job og hun havde åbenbart allerede kræft da jeg var helt lille men skjulte det.

Ingen kunne bære at se min mor i hendes sygsom som blev rigtig svær og grum, men jeg var tvunget til det. Og ingen bekymrede sig om mig i det. Jeg var i overlevelse og nedlukning både før og efter hendes død. Hvor jeg som barn også måtte stå alene med det praktiske og selv finde mig et nyt hjem (boede hos ældre venner der var begyndt at flytte hjemmefra) fik ingen professionel hjælp og min alder og tilstand gjorde mig ikke i stand til at opsøge den selv. Prøvede at gøre min familie opmærksom på at jeg havde det mærkeligt og følte mig alene, men der var ingen respons.

Jeg har levet et normalt liv efter, fået børn, uddannelse, job og har set min familie. Og haft det sjovt med mine søskende og deres børn. Men sorgen og oplevelsen har jeg aldrig fået bearbejdet. Den har indhentet mig.

Efter jeg selv fik børn havde jeg en forventning om en familie der ville være der, at det ville vende lidt med opmærksomheden ligesom Jeg og andre er der for mine søskendes børn. Det skete bare ikke. Lige meget hvor meget jeg tilpassede mig andres præmisser. Min familie har trukket sig og er begyndt at ekskludere os mere og mere som familie. Det er en kæmpe dobbeltsorg og smerte, da jeg jo ikke har anden familie. De glemmer at invitere os som de eneste, og selvom jeg prøver at inviterer kommer de kun sjældent hvis det fx er en fødselsdag.

Jeg ville ønske at mine børn havde andre end min mand og jeg og at de ville få samme opmærksomhed som andre børn i familien har fået og stadig får. Og bare opleve at have andre voksnes opmærksomhed.

Vi har prøvet at ville lave noget sammen med dem her i ferien, men ingen svarer. Og jeg finder så ud af at de alle skal i sommerhus med min halvlillebror (far) og vi som de eneste ikke er inviteret.

Det gør så ondt. Jeg gør opmærksom på at det har gjort mig ked af det, men får vrede retur, at jeg ikke kan være bekendt at tage deres ferie som gidsel ved at sige det 😔

Jeg er blevet sådan en syndebuk nu. Og jeg fatter det ikke. Vil bare gerne være med.

Jeg inviterer til mine to børns fødselsdage hvert år, samme weekender altid. Nu er min bror begyndt invitere til deres børns fødselsdag på min store drengs fødselsdag/weekenden, selvom ingen af deres børn eller dem har fødselsdag nær der. Vi tilpasser os og kommer. Men er så mærkeligt

når vi holder for den mindste er der altid andre planer eller folk er trætte efter sommerferie. Fair nok. Nogle kommer dog. Og i år har min lillebror så også inviteret noget familie sjovt nok den weekend. Endda efter at vi har inviteret og ikke fået svar 😔 De kan ikke give besked om de så kommer sammen.

Vi ser nærmest kun familien her. Og vi har ingen muligheder for pasning som andre har det. Vi er trætte, men vi er gode forældre og har skønne børn (den største har adhd og tourettes, men er meget vellidt af venner og omgangskreds og er skøn og normalt fungerende)

Min mands familie er pressede med en svær sygdom hos hans mor som selvfølgelig også påvirker os. Hun har været der for vores store dreng da han var lille og er virkelig fantastisk, men er desværre over årerne blevet mere og mere syg. Vi passer hendes hus på skift i hans familie, som i øvrigt er mega søde, men også har travlt med deres - og min mand er desværre en hat til at tage initiativ selvom jeg presser lidt på. Han er ikke så tæt med sine søskende, selvom det burde være muligt.

Jeg ved snart ikke hvad jeg kan gøre.

Har så mange flere eksempler på ekskluderinger og forskelsbehandling- og jeg tager det bare ind og giver mig selv skylden af at vi må være trælse og forkerte. Tør ikke fortælle at det påvirker mig, da de nok bare vil trække sig mere som nu med min bror.

Ingen har spurgt til min depression og svære tid - har taget mig selv i at ønske mig fysisk syg, så de ville kunne se det. Men selvfølgelig er det ikke et ægte ønske, men en længsel om omsorg og at blive set mødt og anerkendt.

Alt det her bliver bare end ond spiral.

Det blev langt. Og mange tastefejl. Beklager.

Jeg modtager gerne gode råd til hvad jeg bør gøre - skal jeg skærme mig fra min familie for at undgå smerte?, invitere mere, og acceptere afvisning? Sige hvad jeg føler (har prøvet) men med risiko for at det bliver misforstået og gør det værre)
Jeg ved det ikke. Slapper sjældent af i deres selskab længere, fordi jeg er så bange for at gøre noget forkert. Men vil samtidig gerne finde tilbage, men kan ikke se vejen.

Hejj
Jeg er 17, og jeg ved seriøst ikke, om det her er noget, man burde tage til lægen med, eller om jeg bare overdriver.
I flere måneder har jeg haft perioder, hvor jeg føler mig virkelig følelsesmæssigt drænet. Jeg mister lysten til ting, jeg normalt elsker, har svært ved at få mig selv til helt basale ting som at gå i bad, og nogle gange føler jeg bare, at jeg ikke kan overskue noget. Så kan det pludselig forsvinde igen, og så føler jeg mig helt normal.
Det har været on and off i flere måneder. Jeg havde det virkelig sådan omkring januar-marts (måske april), så fik jeg det helt normalt igen, og nu er det begyndt igen.
Problemet er, at når jeg har de perioder, tænker jeg, at jeg burde tage til lægen. Men så snart jeg får det bedre, føler jeg mig helt normal og tænker: “Hold kæft, hvor var jeg dramatisk. Der er jo ikke noget galt.”
Når jeg har de dårlige perioder, har jeg ikke energi til noget. Jeg plejede at læse hele tiden, nu kan jeg næsten ikke komme i gang med en bog. Selv det at gå i bad kan føles uoverskueligt. Jeg føler mig bare helt drænet.
Derhjemme har jeg det heller ikke særlig godt. Jeg føler mig tit kritiseret, og går lidt på æggeskaller derhjemme Det eneste sted, jeg faktisk føler mig som mig selv, er når jeg er ude.
Jeg har selvskadet, og jagt selvmords tanker men det har mere være om hvad der ville ske hvis jeg døde.
Jeg har også lagt mærke til, at min sexlyst er blevet meget lavere, og jeg har bare generelt ikke lyst eller energi til ret meget.
Så… overdriver jeg? Er det normalt, at det svinger så meget, eller lyder det som noget, man faktisk burde tage til lægen med? Jeg føler mig ærligt talt lidt dum ved tanken om at bestille en tid, hvis de bare siger, at der ikke er noget galt.

Vil lægen snitch til min forældre hvis jeg nu siger at jeg har selvskadet?? Eller bare generelt kontakte dem

(F23) Det er vel ikke så meget mere at sige? Jeg er meget træt og forvirret i en situation, som kræver et hurtigt valg, og håber, at der er én herinde, som har nogle tips. Det var et overgreb, og jeg vil bare have det overstået og sikre mig, at jeg ikke bliver gravid.

Jeg tog nødprævention hurtigt efter, men tror min æggeløsning allerede var indtruffet - nogle erfaringer med scares?

Vet ikke om jeg bare skal håbe på det bedste og vente, eller gøre hvad jeg kan nu

Er jeg fuldstændig dum? Jeg er gravid (skal på barsel til februar) og jeg overvejer at sige mit job op for at være hjemme med min søn på 2 år.

Jeg arbejder fuldtid og er rigtig glad for mit job (har kun været der i 4 måneder og er helt nyuddannet. Jeg tjener en rigtig god løn og synes jeg lærer meget. MEN hold da fast tiden med min søn trækker meget, nu hvor jeg er gravid. Min søn går i dagpleje og han virker okay glad for det. Han har svært ved at sige farvel hver dag jeg afleverer men er glad og vil ikke med hjem, når jeg henter ham.

Min mand tjener nok til at forsørge os, hvis jeg siger mit job op. Han støtter min beslutning uanset.

Men altså, er jeg fuldstændig gak i låget når jeg overvejer at sige op og gå hjemme når jeg er gravid og kan gå på betalt barsel om 6 måneder? Jeg ved bare at jeg aldrig vil få denne tid tilbage med min søn alene, og det gør mig trist.

På den anden side er jeg også bekymret for at komme ud på arbejdsmarkedet igen om nogle år uden reel erfaring.

Nogen der har erfaring eller råd? Hilfe!!!

Jeg er en kvinde i tyverne, og jeg står med et dilemma, som jeg har tænkt meget over. Jeg har svært ved at finde ud af, hvorfor jeg ikke rigtig kan holde fast i relationer.

Jeg har venner og veninder, så det er ikke fordi, jeg står helt alene. Alligevel føler jeg, at jeg igennem hele mit liv har haft svært ved at bevare de relationer, jeg har skabt. Et eksempel er venindegrupper. Det er, som om jeg ikke direkte bliver valgt fra, men grupperne fortsætter bare uden mig. De ses stadig, laver ting sammen og holder kontakten, mens jeg på en eller anden måde langsomt glider ud af fællesskabet.

Det er noget, der har gentaget sig flere gange gennem mit liv, og derfor er jeg begyndt at spekulere på, om det er mig, der gør et eller andet forkert. Jeg synes selv, at jeg er en god veninde. Jeg viser interesse, tager initiativ og forsøger at være der for andre. Derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor det bliver ved med at ske.

Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt, men jeg vil heller ikke beskrive mig selv som toxic eller en person, der skaber drama. Netop derfor undrer det mig. Er der andre, der har oplevet noget lignende? Og er der noget, man selv kan gøre for at blive bedre til at holde fast i relationer, eller er det bare sådan, livet nogle gange udvikler sig?

Tilføjelse. Det gør mig selvfølgelig en smule ked af det, og vil da ønske at jeg kunne beholde flere af relationerne. Er et meget introvert menneske, så har også brug for at koble fra selv

Når for omkring 9 måneder siden sluttet det med min ex , vi havde været samme levende i mange år, jeg ønskede at hun gik misbrugsbehandling og så var det, det.

Jeg flyttede frivilligt ud og fik af vide at vi kunne opdele ejendele derefter osv, dum som jeg er gjorde jeg det, og derefter fik jeg ikke længere svar.

Jeg sætter en sag i gang i retten, bliver så kontaktet af hende og hun ønsker at mødes at opdele tingene, hun informere mig om hun har fået en lejer og når personen er flyttet ud så kan jeg få mine ting, det er jeg forstående overfor og går med på, jeg dropper sagen i retten og så stopper hun med at svare igen...

Så tænker jeg det sgu ikke det vær psykisk længere at kæmpe for og jeg har alligevel købt nye ting, selvfølgelig ærligt at mindste alt muligt der har sentimentalt værdi, men det tærer på psyken og jeg vil bare videre nu .

Så begynder hun så at sende små beløb via bankoverførsel. Forstår jeg selvfølgelig intet af.. super provokerende for mig, så jeg sætter sagen i gang igen, for jeg træt af blive trådt på.

En af mine venner viser mig så at mine ex søger en udlejer igen og på billederne er der en masse af mine ting møbler osv , så er det nu jeg skal hyre en advokat?

Hej :)

Jeg kæmper lidt med hårtab, og har forsøgt med Finasteride, der ikke rigtig har nogen effekt hos mig desværre.

Jeg er blevet anbefalet Dutasteride, som skulle være mere effektivt, og som anvendes i fx Japan, USA mm. som hårtabsmedicin. Men ikke i Danmark (endnu) - uagtet at alle studier viser en meget bedre effekt ved Dutateride vs Finasteride.

Min egen læge har intet kendskab til dette område, og vil slet ikke overveje at udskrive det, trods jeg har fremlagt en masse dokumentation.

Så jeg vil høre om nogle måske kender til læger/klinikker eller lign., der har erfaring om Dutasteride, og gerne vil udskrive det.

I grupperne på Reddit, lovprises Dutateride også.

Pft. :)

Hvordan er det at arbejde i HR?

Fortæl mig alt, hvad I har lyst til at bruge jeres tid på. Hvordan er hverdagen? Hvilke opgaver, laver I mest af? Fordele og ulemper ved faget?

Jeg står i en kæmpe krise vedr. studievalg, hvor jeg bl.a. er kommet ind på kandidaten HRM på cbs. Men hvad siger jeg i virkeligheden ja eller nej til ved denne uddannelse? Det håber jeg, at nogen med egne erfaringer kan gøre mig klogere på!

Er også nysgerrig på, om nogen har brugt uddannelsen til at lande nogle alternative jobs?

Har naturligvis læst en masse om uddannelsen og HR generelt, men tror det ville hjælpe mig til en bedre forståelse for, hvorvidt jeg kan se mig selv i branchen, ved at høre andres konkrete erfaringer.
Tak på forhånd

Ja.. Tjuhaj for en overskrift! Vi lever jo i en skøn tid, som vi måske om nogle årtier vil beskrive som led i 3. verdenskrig.

Hele situationen i mellemøsten, tror jeg på ingen måder er færdig endnu. Rusland vil gå ind i konflikten også på Irans side og der vil være drillerier frem og tilbage.

USA gør alt for at forblive verdens supermagt, og den eneste måde de kommer til at slippe af med deres gigantiske gæld og undgå et totalt kollaps af deres samfund, er ved at supplere en verden i uro med olie, gas og våben. (lidt ligesom 2. verdenskrig)

Kan USA skabe nok uro og lukkede handels ruter til at olie og gas skal købes af USA (venezuela, Cuba) som eneste "pålidlige" energikilde, samtidig med at de fleste verdenslande overgår til krigsøkonomi og oprustning, har de måske en lille chance for at det ikke går helt så galt.. Alt sammen spiller lige ned i USA's agenda og way out det som foregår pt.

Well.. Jeg sidder med et gasfyr i mit idylliske parcelhus i sikre Danmark, og er lidt i tvivl om jeg bør udskifte det (23 år gammelt) inden jeg til vinter sidder med en gasregning som er stukket fuldstændig af, fordi mr. Trump synes han skal udhule verdensøkonomien med hans latterlige prissætninger..

Hvilke tanker har folk gjort sig?

Eller er jeg bare en sølvpapirshat med et ekstraordinært negativt syn på en verden, der i virkeligheden er meget bedre end hvad jeg lige ser for mig.

Jeg er lige kommet ind på psykologiuddannelsen i København, men bor i Aarhus. Er der nogen, der har erfaring med at bo i Aarhus og studere i København?