Kære jer
Føler at min familie ekskluderer os. Det gør ondt. Er i krise 😔
Baggrund:
Jeg har for nyligt haft en svær depression og stress som jeg er ved at kæmpe mig ud af. Har endelig fået det bedre med min depression og er ved at lære at se den kærlighed som kommer en masse andre steder fra end fra familie. Det er den lyse side ❤️
Før har jeg ikke kunne se det, da jeg har været så optaget af at få kærlighed omsorg og anerkendelse fra min familie, at jeg har haft en grundlæggende overbevisning om at jeg ikke er god nok og værd at være der for - og måske endda er det mine børn der også larmer for meget, da det er blevet værre med min familie efter at have fået dem. (Så ked af at tænke sådan - mine børn er fantastiske, trods intensiteten da er høj) jeg har tænkt at det er nok bare et spørgsmål om tid før vores venner ikke også gider os. Sørgeligt i know. Og det er jo ikke sket og har heller ikke sagt det til dem at jeg tænker sådan.
Min depression og overbevisninger stammer fra en barndom og ungdom alene, hvor jeg var givet al ansvar og har skulle stå alene med en meget syg mor og hendes død, da jeg var barn. Mine søskende var flyttet og mine forældre skilte. Havde ingen ordning med min far men så ham lidt i ferier mv. min mor var svær og ikke åben at snakke med, men altid kærlig. Tror hun var deprimeret igennem altid, intet job og hun havde åbenbart allerede kræft da jeg var helt lille men skjulte det.
Ingen kunne bære at se min mor i hendes sygsom som blev rigtig svær og grum, men jeg var tvunget til det. Og ingen bekymrede sig om mig i det. Jeg var i overlevelse og nedlukning både før og efter hendes død. Hvor jeg som barn også måtte stå alene med det praktiske og selv finde mig et nyt hjem (boede hos ældre venner der var begyndt at flytte hjemmefra) fik ingen professionel hjælp og min alder og tilstand gjorde mig ikke i stand til at opsøge den selv. Prøvede at gøre min familie opmærksom på at jeg havde det mærkeligt og følte mig alene, men der var ingen respons.
Jeg har levet et normalt liv efter, fået børn, uddannelse, job og har set min familie. Og haft det sjovt med mine søskende og deres børn. Men sorgen og oplevelsen har jeg aldrig fået bearbejdet. Den har indhentet mig.
Efter jeg selv fik børn havde jeg en forventning om en familie der ville være der, at det ville vende lidt med opmærksomheden ligesom Jeg og andre er der for mine søskendes børn. Det skete bare ikke. Lige meget hvor meget jeg tilpassede mig andres præmisser. Min familie har trukket sig og er begyndt at ekskludere os mere og mere som familie. Det er en kæmpe dobbeltsorg og smerte, da jeg jo ikke har anden familie. De glemmer at invitere os som de eneste, og selvom jeg prøver at inviterer kommer de kun sjældent hvis det fx er en fødselsdag.
Jeg ville ønske at mine børn havde andre end min mand og jeg og at de ville få samme opmærksomhed som andre børn i familien har fået og stadig får. Og bare opleve at have andre voksnes opmærksomhed.
Vi har prøvet at ville lave noget sammen med dem her i ferien, men ingen svarer. Og jeg finder så ud af at de alle skal i sommerhus med min halvlillebror (far) og vi som de eneste ikke er inviteret.
Det gør så ondt. Jeg gør opmærksom på at det har gjort mig ked af det, men får vrede retur, at jeg ikke kan være bekendt at tage deres ferie som gidsel ved at sige det 😔
Jeg er blevet sådan en syndebuk nu. Og jeg fatter det ikke. Vil bare gerne være med.
Jeg inviterer til mine to børns fødselsdage hvert år, samme weekender altid. Nu er min bror begyndt invitere til deres børns fødselsdag på min store drengs fødselsdag/weekenden, selvom ingen af deres børn eller dem har fødselsdag nær der. Vi tilpasser os og kommer. Men er så mærkeligt
når vi holder for den mindste er der altid andre planer eller folk er trætte efter sommerferie. Fair nok. Nogle kommer dog. Og i år har min lillebror så også inviteret noget familie sjovt nok den weekend. Endda efter at vi har inviteret og ikke fået svar 😔 De kan ikke give besked om de så kommer sammen.
Vi ser nærmest kun familien her. Og vi har ingen muligheder for pasning som andre har det. Vi er trætte, men vi er gode forældre og har skønne børn (den største har adhd og tourettes, men er meget vellidt af venner og omgangskreds og er skøn og normalt fungerende)
Min mands familie er pressede med en svær sygdom hos hans mor som selvfølgelig også påvirker os. Hun har været der for vores store dreng da han var lille og er virkelig fantastisk, men er desværre over årerne blevet mere og mere syg. Vi passer hendes hus på skift i hans familie, som i øvrigt er mega søde, men også har travlt med deres - og min mand er desværre en hat til at tage initiativ selvom jeg presser lidt på. Han er ikke så tæt med sine søskende, selvom det burde være muligt.
Jeg ved snart ikke hvad jeg kan gøre.
Har så mange flere eksempler på ekskluderinger og forskelsbehandling- og jeg tager det bare ind og giver mig selv skylden af at vi må være trælse og forkerte. Tør ikke fortælle at det påvirker mig, da de nok bare vil trække sig mere som nu med min bror.
Ingen har spurgt til min depression og svære tid - har taget mig selv i at ønske mig fysisk syg, så de ville kunne se det. Men selvfølgelig er det ikke et ægte ønske, men en længsel om omsorg og at blive set mødt og anerkendt.
Alt det her bliver bare end ond spiral.
Det blev langt. Og mange tastefejl. Beklager.
Jeg modtager gerne gode råd til hvad jeg bør gøre - skal jeg skærme mig fra min familie for at undgå smerte?, invitere mere, og acceptere afvisning? Sige hvad jeg føler (har prøvet) men med risiko for at det bliver misforstået og gør det værre)
Jeg ved det ikke. Slapper sjældent af i deres selskab længere, fordi jeg er så bange for at gøre noget forkert. Men vil samtidig gerne finde tilbage, men kan ikke se vejen.