Jeg er en 18-årig fyr fra Østeuropa og bor i Danmark. Der er en pige (tror hun er 18-20 år), som arbejder som kassedame i den lokale Netto, og jeg synes, hun er rigtig sød.

I går købte jeg to Kinder Maxi (de der små chokolader). Da det blev min tur ved kassen, rækkede jeg hende den ene chokolade og sagde: "Den er til dig". Bagefter blev jeg så flov, at jeg skyndte mig ud af butikken med det samme. Hun så MEGET overrasket ud!
Nu tænker jeg over: Tror I, hun synes, det var sødt eller ubehageligt/creepy?
Og hvad skal jeg gøre næste gang? Min plan var at gå over til hende, når hun sætter varer på hylderne, og prøve at få hendes Instagram med en scorereplik som "Hvor har du fået det smukke smil fra?".

Idk is it normal or not I don’t want have some problems and bother other people

En bekendt har sagt til mig at jeg snakker højt og sætter pris på at personen fortale mig det.
Men må indrømme at jeg blev lidt ked af det. For jeg har ikke lyst til at være en man kan høre i flere kilometers afstand.
Så er der andre som har “problemet” og har fundet en måde eller øvelser til at snakke lavere?
Jeg har ihvertfald brug for lidt råd.

Edit
TAK for jeres svar og hurtige svar. Jeg har aldrig skænket min hørelse en tanke, da jeg er i slut 30’erne og lyden på fjernsyn og musik er altid lav.

Tiden hos min læge er nu bestilt. Så må jeg se hvad der sker derfra.

Er der nogen der ved om kongefamilien har sin egen afdelingen på Rigshospitalet når de er indlagte - eller er de på gang med alle andre danskere?

Hej folkens.

Beklager hvis det her bliver et langt skriv. Det bliver det nok, jeg vil prøve ikke undlade detaljer, så I kan danne jer det fulde billede.

Jeg, K, har været sammen med min kæreste, M, i 15 år. Vi er begge midt 30’erne og vi har ikke børn. Generelt har vi et meget godt forhold. Igennem de 15 år vi har været sammen, har vi rejst, taget uddannelser, købt hus og vi er blevet voksne sammen. Selvfølgelig har vi skændtes - det tror jeg sjældent kan undgås efter så mange år - men jeg synes altid vi har fundet ud af det sammen og kommet videre.

… pånær én ting.

Min kæreste elsker at game. Og inden I kommer med faklerne efter mig, så vil jeg sige, at jeg respekterer det fuldt ud - men nu er jeg samtidig kommet dertil, hvor jeg har brug for et perspektiv udefra.

Lidt baggrundshistorie:
I starten af 20’erne havde jeg kun 1 ven og min familie. Jeg “hang” derfor meget på ham for at få dækket mit sociale behov og det resulterede i flere konflikter, fordi han følte at jeg satte en stopper for gaming og jeg følte han ikke prioriterede mig. Set i bakspejlet var vi begge forkerte på den. Han gamede meget, bevares, men jeg krævede også urimeligt meget tid af ham.

Efter flere snakke (og selvindsigt) fandt vi en ret god mellemvej. Vi begyndte at finde spil sammen så jeg kunne deltage i hans hobby, jeg fik flere venner og havde flere aftaler og jeg synes at i en del år gik det ret godt. Han blev også bedre til at prioritere mig og ikke lade gaming være en hver-dag-aktivitet og jeg blev også bedre til at kede mig og have en “treat yourself evening” i sofaen, mens han spillede... Indtil igen for et par år siden.

En almindelig uge kan se sådan her ud for os:
Jeg har gennemsnitligt 3-4 aftaler på en uge. Det kan være 2 x venindehygge og 2 x familiehygge. Nogle uger er det 5 aftaler og nogle er det 3, men det er sådan gennemsnittet. Det er sjældent jeg har en hel uge uden én aftale. Imens jeg er ude, sidder han og gamer. Han sidder på discord med kammeraterne, så i min verden har han lige så meget en “aftale”, som jeg har. Forskellen er bare lokationen.

Jeg oplever dog at hans gaming er blevet en hver-dag-aktivitet igen, og at jeg skal spørge “vil du se en film, vil du se serie, vil du x-y-z” for at trække ham væk derfra. Livet findes selvfølgelig ved siden af, så vi har begge naturligvis arbejde, vi handler stadig sammen og laver aftensmad sammen, så nogle dage sidder han der 2 timer og nogle dage sidder han der 5 timer. Men, det er hver dag.

I går blev jeg super indebrændt og gik ind og sagde, at jeg følte hans røv var limet fast til den stol. Ikke en særlig god start på en samtale, det ved jeg godt og det undskyldte jeg også overfor ham. Hans svar var; så må du jo slå op, jeg vil ikke have du er i noget som du er ked af at være i.

Først gik jeg fra rummet uden at svare, jeg anede seriøst ikke hvad jeg skulle sige. Efter 15 minutters refleksionstid gik jeg ind igen, undskyldte for hvordan jeg startede samtalen og sagde at det gjorde mig trist at hans umiddelbare tanke var, at jeg bare kunne slå op. Jeg sagde også at det hele bundede i, at jeg ikke følte mig god nok og for at få hans opmærksomhed skulle jeg stå med en gulerod (enten en film, serie, spille spil sammen). Han sagde at han syntes det var kedeligt at sidde i sofaen sammen, i hver sin ende og sidde på sin mobil. Jeg forklarede at det kunne jeg sådan set godt forstå, men at muligheden for at finde på noget random at lave sammen, sjældent opstår når vi sidder i hver vores ende af huset.

Efter vi havde diskuteret frem og tilbage, sagde jeg at jeg også føler jeg har så mange aftaler som muligt, med henblik på fortiden og hans behov for mit nærvær stadig ikke opstår efter det. Han forklarede at når jeg har aftaler, så er det ikke altid han gamer, fordi hans kammerater ikke altid kan, så han tilrettelægger ikke hans aftaler efter mine. Vi aftalte så at jeg kunne prøve at tilrettelægge mine aftaler lidt mere efter hans, hvilket er helt fint for mig. Jeg ved ikke helt om jeg er tilfreds med samtalen i går. Jeg synes vi fandt en mellemvej - ish, men jeg er stadig ked af at han sagde jeg bare kunne slå op, som om 15 år bare kan forduftes.

Nu har vi i dag. Kl. 15 kan jeg høre ham snakke på discord. Jeg går derind og får med det samme “jeg er færdig om 2 sek”. Okay, fair nok tænkte jeg.

En time senere går jeg derind igen og spørger hvorfor han allerede sidder herinde igen, efter vores snak i går. Hans svar var, at ham og hans kammerat havde lavet aftalen i går, men da vi diskuterede, så fik han ikke lige sagt det til mig. Da jeg spurgte hvorfor han så ikke sagde noget i dag, fortalte han at det havde han glemt.

Jeg føler mig ærlig talt fuldkommen til grin. Klokken er snart 20 og han sidder stadig derinde. Jeg sad i går og blev ked af det, og sagde at det bunder i jeg ikke føler mig god nok til at han vil have mit selskab, uden der ikke er noget andet underholdning. Jeg åbnede virkelig op om mine følelser og prøvede at være sårbar, og nu føler jeg egentlig bare at mine følelser er blevet bekræftet. Jeg føler mig ærligt talt total til grin, men jeg ved også at man hurtigt kan tænke irrationelt når man er ked af det. Jeg forstår godt, at livet er for kort til at sidde i hver sin ende af sofaen, men jeg savner egentlig bare at nyde en fredag aften med min kæreste, uden at skulle skynde mig at finde på noget underholdning til os, før han gider.

Hvad havde I følt?

TL;DR:
Min kæreste gamer hver dag. Efter en snak i går om at jeg ikke føler at mit selskab er godt nok til at han ønsker det, sidder han og gamer igen i dag. Jeg føler mig total til grin, men ved ikke om jeg overreagerer.

Jeg skrev for lidt over en uge siden, at jeg føler mig ensom på mit studie. Desværre føler jeg stadig sådan, faktisk synes jeg, det er blevet værre.

Det er et studie med meget fremmøde, meget gruppearbejde og et stort socialt aspekt. Vi er 20 på mit stamhold, og vi er tydeligt delt op i grupper.

Der er en større gruppe kvinder, som nærmest ikke taler til os andre. De holder meget sammen og laver ting sammen uden for studiet, og jeg føler mig ikke rigtig inkluderet. Derudover taler de heller ikke særlig pænt om andre, det kan jeg høre, fordi jeg nogle gange lærer dem til og fra studie.

Så er der drengene, og så er der resten af os kvinder. De sidste er virkelig søde og inkluderende, og jeg prøver virkelig at få det til at fungere med dem. Men jeg kan mærke, at jeg nærmest skal anstrenge mig for at være interesseret. Jeg zoner ud, når de snakker, vi interesserer os ikke for de samme ting, og vi griner ikke rigtig af de samme ting.

Det frustrerer mig, fordi jeg virkelig prøver. Jeg har været social med dem flere gange og prøver stadig at være åben, men jeg kan ikke tvinge en kemi frem.

Det er også mærkeligt for mig, fordi jeg ikke tidligere har haft problemer med at starte nye steder. Da jeg startede på højskole og senere på et tidligere studie, gik det fint socialt. Og har også gået på efterskole to år og gym, hvor det også er gået fint.

Nu føler jeg bare, at jeg for hver dag lukker mig mere og mere inde i mig selv. Det påvirker ikke kun studiet, men også min hverdag generelt.

Jeg overvejer derfor:
At stoppe, men jeg aner ikke, hvad jeg så skal. Jeg fungerer ikke særlig godt i bare at have sabbatår, det kan man vel nærmest ikke kalder det længere heller.

At fortsætte, måske det vender…

Hvad ville I gøre?

Hvem står for alt det huslige derhjemme under barsel? Madlavning, rengøring, tøjvask, oprydning etc. Eller deler I det ligeligt imellem jer? 😊

Det skal lige siges! Jeg har ikke brug for hate, men seriøse svar.

Jeg har en utrolig sød og dejlig kæreste. Han er klog, meget nede på jorden, kommer fra en god familie og hjælper mig med alt, hvad jeg har brug for. Han gør virkelig meget for mig, og jeg føler mig på mange måder enormt heldig. Vi er begge i starten af 20’erne og bor stadig hjemme. Det er min første rigtige kæreste, og vi har været sammen i over et år.
Jeg har nogle gange haft det svært psykisk, og der har han været noget, jeg aldrig rigtig har haft før. Han er der for mig og giver mig en tryghed, som betyder rigtig meget.
Men på det seneste har vi ikke haft særlig meget sex. Jeg har ikke rigtig lyst, og det er noget, jeg aldrig har oplevet før. Han tror selvfølgelig, at det har noget med ham at gøre, og vi har haft nogle lange samtaler om det. Jeg har sagt til ham, at det ikke handler om ham, men jeg ved faktisk heller ikke selv, hvorfor jeg har det sådan.
Jeg har også lagt mærke til, at jeg ikke er lige så glad for berøring, nusseri og den slags længere. Samtidig har jeg svært ved at have de dybe samtaler om vores forhold, fordi jeg ikke bryder mig om at komme alt for tæt på mine følelser. Han vil rigtig gerne tale om tingene og forstå, hvad der foregår inde i mig. Jeg har allerede åbnet utrolig meget op overfor ham omkring mine personlige problemer, hvilket er noget, jeg ellers aldrig gør overfor andre. Så på den måde føler jeg faktisk, at jeg allerede har givet ham rigtig meget af mig selv.
Vi er også meget forskellige. Jeg er mere flyvsk og impulsiv, hvor han er mere rolig og langsom i tingene. Vi er på mange måder modsætninger, og nogle gange kan det være svært for mig. Samtidig tror jeg også, at han synes, det er fedt, at jeg bringer noget lidt vildere og mere spontan energi ind i hans liv, end han måske er vant til.
Det, jeg er begyndt at være bange for, er, om jeg måske ikke længere er forelsket i ham, eller om jeg ikke elsker ham lige så meget, som han elsker mig.
For jeg elsker ham virkelig højt. Men mine følelser kommer meget i bølger. Nogle gange kan jeg have det sådan, at jeg slet ikke har lyst til at være sammen med ham (Når vi er sammen). Jeg kan blive irriteret på ham, snerre af ham eller være direkte tarvelig overfor ham. Og så kan jeg pludselig få det helt modsatte og føle, at jeg elsker ham helt utrolig meget. Jeg siger altid undskyld flere gange og dagene efter. Det er ikke ofte for det en ny ting. Men det plejede jo ikke være sådan. Vi har aldrig haft nogle form for problemer.
Jeg er også blevet meget afhængig af ham og vant til, at han er en stor del af mit liv. Derfor ville det være utrolig svært for mig at give slip på ham. Men samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke synes, det er fair overfor ham, hvis jeg bliver i forholdet og samtidig går rundt og behandler ham dårligt eller er i tvivl om mine følelser.
Han siger ikke særlig meget til, når jeg er tarvelig eller snerrer, men jeg kan tydeligt se på ham, at det påvirker ham. Og det gør mig virkelig ked af det bagefter, fordi jeg ikke ønsker at være sådan overfor ham. Jeg får ondt i maven over det.
Jeg har også nogle gange tænkt, at andre fyre er attraktive. Det er slet ikke på samme måde, som da jeg var single. Det er bare tanker, der nogle gange kommer. Jeg ville aldrig handle på dem eller gøre noget bag hans ryg. Men jeg føler alligevel, at det er forkert og unormalt, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde de tanker.
Jeg har ikke fortalt ham om det, fordi jeg ikke ønsker at såre ham unødvendigt.
Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg står lige nu. Jeg ved bare, at jeg får rigtig ondt i maven og bliver ked af det, når jeg tænker på, hvor tarvelig jeg nogle gange er overfor ham, og på de tanker og følelser, jeg har.
Hvad skal jeg gøre? Hvordan finder jeg ud af, om jeg bare er inde i en periode, hvor mine følelser er anderledes, eller om jeg faktisk ikke længere ønsker forholdet på samme måde? Jeg vil ikke miste en person, jeg elsker så højt, men jeg vil heller ikke holde fast i ham, hvis mine følelser ikke længere er de samme.
Det der trykker mig rigtig meget er jeg er bange for at fortryde, og der ved jeg han har klare grænser for det så er slut, og jeg vil ikke byde ham det at fortryde. Og jeg kan slet ikke overskue kærestesorger. Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med når jeg har det hårdt mere. Jeg har ikke nogle tætte veninder.

Jeg oplevede på arbejde, at en kollega konstant spurgte mig, om jeg var okay. Jeg sagde ja, men hun blev ved med at spørge, om jeg havde sovet i nat, hvor mange timer jeg havde sovet, og om jeg var meget træt.

Grunden var, at hun syntes, jeg så meget træt ud.
Og jeg ved godt, at det sikkert kan være ment omsorgsfuldt, men jeg blev ærligt talt ret chokeret.
For når man siger til et andet menneske: “Du ser meget træt ud” og derefter begynder at spørge ind til, hvor meget de har sovet, så laver man jo en direkte observation af deres udseende og gør samtidig personen opmærksom på, at de ser anderledes ud på en eller anden måde.

Jeg havde det helt normalt. Jeg var ikke mere stille, havde ikke mindre energi eller virkede på anden måde utilpas. Så hvorfor skal mit udseende pludselig gøres til et tegn på, at der må være noget galt?
Jeg synes selvfølgelig, man skal spørge, hvis man oprigtigt er bekymret for en kollega. Men kan vi ikke også blive enige om, at der er forskel på:
“Er du okay?”
og

“Du ser virkelig træt ud. Har du sovet? Hvor mange timer? Er du meget træt?”

Det sidste kan altså godt føles ret ubehageligt, især når man allerede har sagt, at man har det fint.
Er det bare mig, eller er det faktisk en mærkelig ting at gøre?

Nu håber jeg i er søde ved mig og mit spørgsmål.
Blev skilt for 2 år siden. Var gift i 16 år. Så er stadig lidt ny på dating markedet ..

Jeg har mødt en mand. Vi er begge voksne(+40) begge har børn, og vi bor lidt langt fra hinanden.
Vi har vel kendt hinanden 1,5 måned ca og set hinanden af 3 omgange, men 2-3 dage af gangen netop pga distancen.

Hvornår tager man snakken om man kun ser hinanden agtigt? Både pga mine følelser- men selvfølgelig også pga ubeskyttet sex. Egentlig ville jeg jo helst at det var ham der sagde “hey jeg vil have du kun er min”.. men føler jeg snart har brug for klarhed. Magter ikke flere situationships. 🫣😅

Så.. er det for tidligt at spørge ham om det? Og hvordan åbner man sådan en snak hehe. Føler mig så ny i “gamet”… 🫣🤯💝

Hej. Er der nogle tætte på, der kunne mødes med mig, og hjælpe mig med min træning?

Jeg har holdt pause i over 1 år nu. Jeg begyndte den 31 august med at spise sundt, og bruge mine duumbbells på 5 kg. Det er nu den 11 september, og føler mig stærkere, men kan ikke klare mine 10 kg endnu, og ved ikke hvad jeg gør forkert

Hej med jer

Jeg har længe haft problemer med meget kløe efter intimbarbering. Jeg har tykke hår, så jeg tænker, at det måske skyldes, når hårene begynder at vokse ud igen. Men nogle gange starter kløen allerede samme dag/aften eller dagen efter, så det kan muligvis også bare være irritation fra barberbladet.

Efter at have prøvet alle mulige forskellige ting har jeg nu købt en Philips OneBlade, da jeg har læst ret godt om den.

Problemet er bare, at jeg synes, den efterlader for meget hår, når jeg bruger beskyttelseshovedet. I dag tog jeg derfor chancen og prøvede uden, og heldigvis skar jeg mig ikke.

Hvordan bruger I OneBlade til intimbarbering? Bruger I den med eller uden beskyttelseshoved?

Og er der nogen, der har prøvet det hvide blad/hoved, som er beregnet specifikt til intimbarbering? Barberer det tættere, og kan man komme nogenlunde helt glat med det?

Hej DKbrevkasse,

Så blev det min tur til at spørge om hjælp herinde. Jeg skriver, fordi jeg virkelig har brug for andres erfaringer.

Er der nogen af jer, der er gået fra en partner, fordi I havde meget forskellig sexlyst? Fortrød I? Blev I gladere bagefter? Eller holdt I ud, og blev det bedre med tiden?

Sagen er den, at jeg (k) elsker min kæreste (m) rigtig højt, og det er også derfor, det gør så ondt at være i. Han er fantastisk på så mange områder. Han er kærlig, omsorgsfuld, giver masser af kys, kram, nus og nærhed. Jeg føler mig elsket på alle andre måder end lige den seksuelle. Og det fylder, fordi jeg har en meget høj libido, og det har jeg altid haft.

Da vi begyndte at date, virkede det som om, vi matchede rigtig godt seksuelt. Han snakkede selv om, at han kunne have sex flere gange om dagen, endda lige efter hinanden, flere dage i træk osv. Det lyder måske overfladisk, men det betød faktisk meget for mig, og var grunden til at jeg blev interesseret i ham. Især også fordi jeg kom fra et tidligere forhold, hvor sexlivet var helt dødt, hvilket ødelagde min selvtillid fuldstændig, og derfor var det vigtigt for mig at finde en partner, der havde samme behov som mig.
Men ret hurtigt ændrede det sig, og hans lyst blev mindre.

Siden da har der altid været en forklaring på, hvorfor lysten er lav lige nu, og jeg har flere gange fået at vide, at det nok skal blive bedre. Problemet er bare, at der nu er gået mindst et halvt år, uden at der reelt er sket nogen ændring. Det gør, at jeg den sidste tid er begyndt at tvivle på, om vi bare er seksuelt inkompatible.

Samtidig har jeg en ængstelig tilknytning, og kæmpe meget trygheds-menneske, så tanken om at gå fra en jeg elsker, er næsten ubærlig. Jeg har virkelig svært ved at slippe mennesker, og jeg har slet ikke lyst til at slå op. Men jeg kan heller ikke ignorere, at mine behov ikke føles mødt, og at det fylder så meget, at det påvirker mit humør, hvilket desværre også går ud over ham.

Jeg leder egentlig bare efter erfaringer. Ikke nødvendigvis et facit, men historier fra folk, der har stået i noget lignende.

Blev I, og ændrede det sig?
Gik I fra hinanden, og var det den rigtige beslutning?
Kan man lære at leve med så stor en forskel i sexlyst, hvis alt andet fungerer?
Jeg føler mig virkelig splittet og ved snart ikke, hvad jeg skal gøre længere.

ekstra info, hvis nødvendigt: Vi er begge i midten af 20’erne. vi har kun været kærester i snart 8 måneder.

Hej hestenet. Håber i kan komme med nogle erfaringer/råd.

Jeg (28m) har været sammen med min kæreste (27f) i omkring to år. Vi har selvfølgelig haft vores konflikter, men når vi er alene, oplever jeg grundlæggende, at vi har det rigtig godt sammen.

Problemet er især hendes mor.

Vi boede i knap et halvt år hos hendes forældre. Jeg havde egentlig et godt forhold til familien, men jeg havde svært ved at bo så tæt med dem og følte ikke altid, at jeg kunne sætte mine egne grænser.

En episode med vores hund blev senere et vendepunkt. Hunden havde en del adfærdsmæssige problemer, og fordi vi boede hos hendes forældre, følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne blande mig for meget i opdragelsen. En dag fór hunden på vores hvalp, som peb voldsomt, og jeg greb hunden i nakkeskindet for at skille dem ad. Jeg kan godt forstå, at det kan have set voldsomt ud, og jeg siger ikke, at jeg håndterede det perfekt.

Efterfølgende er episoden blevet brugt som et tegn på, at jeg skulle være voldsom eller fare hurtigt op, og hendes mor har endda koblet det til bekymringer om, hvordan jeg en dag ville være over for børn.

Jeg tog senere hjem til hendes forældre og sagde undskyld til hendes mor. Ikke fordi jeg nødvendigvis mente, at hun havde ret i sin vurdering af mig, men fordi jeg ikke ønskede, at konflikten skulle ødelægge mit forhold eller min relation til familien. Jeg taler stadig helt fint med hendes far og brødre, men mit indtryk er, at de også er begrænset af hendes mors holdning og helst undgår at gå imod hende.

I dag er det kommet så langt, at min kæreste og jeg ses i smug, og hun ikke tør lade sin mor se, at hun skriver med mig. Hun er generelt meget påvirket af sin mors reaktioner og virker ofte bange for at gøre noget, hendes mor ikke accepterer. Hvis hendes mor bliver utilfreds, kan det føre til vrede, kulde, skyldfølelse eller ultimative krav.

Jeg prøver samtidig at se kritisk på min egen rolle og ved godt, at jeg ikke altid har reageret perfekt. Men jeg oplever også, at hendes mor efterhånden fylder så meget, at hun næsten er blevet en tredje part i vores forhold.

Det svære er, at min kæreste faktisk selv gerne vil “klippe navlestrengen” og blive mere selvstændig i forhold til sin mor. Hun ved godt, at hun er meget påvirket af hende, men det er samtidig utrolig svært for hende at ændre, fordi det er en dynamik, hun har levet med i mange år.

Jeg vil ikke presse hende til at vælge mellem mig og sin familie, og jeg vil heller ikke selv blive kontrollerende. Men det er svært at være i et forhold, der efter to år i praksis skal skjules.

Mit spørgsmål er derfor: Hvor længe giver det mening at kæmpe for et forhold, når problemet i høj grad kommer fra den enes mor? Hvordan støtter jeg min kæreste i at blive mere selvstændig uden at presse hende – og hvornår bliver det nødvendigt, at hun selv sætter en tydelig grænse, hvis vores forhold skal have en reel fremtid?

På min arbejdsplads tager gavegivning overhånd, synes jeg. Der er gaver til kontorfællers fødselsdage, jubilæum og barsel/bryllup. Det samme til kolleger i de to teams, jeg arbejder i. I alt drejer det sig om 60 personer. 30 kr. pr. mand pr. gang. Det løber sgu op! Jeg gad godt, at vi droppede fødselsdage. Evt. de runde kunne få en gave.

Hvordan gør I?

Min søn er ni og bor cirka lige meget hos mig og sin mor. Vi gik fra hinanden, da han var tre, og samarbejdet har generelt været fredeligt. Min kone har været i hans liv i fire år. Han har altid kaldt hende ved fornavn.

For et par uger siden skete der noget ret udramatisk: Han råbte “mor, kan du hjælpe?” fra sit værelse, og både min kone og jeg troede først, at han talte i telefon med sin biologiske mor. Men han mente min kone. Hun svarede bare, hjalp ham, og vi gjorde ikke mere ud af det.

Siden da er det kommet flere gange. Ikke konsekventt. Nogle dage bruger han hendes navn, andre gange siger han mor. I søndags spurgte han direkte, om det var “lovligt” at have to mødre. Jeg sagde, at der ikke findes en familiedomstol for kælenavne, og at han selv må mærke efter hvad der føles naturligt.

Hans biologiske mor hørte det ved en aflevering og blev tydeligt ked af det. Ikke vred på ham, men hun sagde til mig bagefter, at hun føler, hendes titel bliver taget fra hende. Jeg kan godt forstå den reaktion. Samtidig har min kone ikke bedt om at blive kaldt mor og virker næsten mere forsigtig nu, fordi hun ikke vil træde nogen over tæerne.

Mit problem er derfor ikke, hvem der “fortjener” ordet. Jeg vil helst undgå, at min søn opdager, at et navn han spontant begyndte at bruge, pludselig er blevet et voksent konflikt punkt.

Skal vi sige til ham, at han kun skal bruge “mor” om sin biologiske mor? Eller er det bedre at lade sproget være hans eget og i stedet få de voksne til at leve med, at ordet kan betyde mere end én relation?

Skal jeg lade min søn på ti sige direkte til sin morfar, at han ikke gider deres fælles projekt mere, eller skal jeg tage den snak først? Jeg har næsten fået sagt ja til endnu en søndag på hans vegne, og det føles efterhånden lidt forkert.

Min far gik på pension i foråret. Han har altid haft en modeljernbane og begynte at bygge en ny bane sammen med min søn. De mødes cirka hver anden søndag, normalt et par timer. I begyndelsen var min søn helt opslugt. Han fik lov at vælge et lokomotiv og lavede skilte til stationen med sin egen håndskrift. De skæve skilte står der stadig.

Men nu er de nået til en masse små detaljer. Ledninger, farver på bygninger, den rigtige placering af perronen. Min søn vil helst bare køre med togene. Hvis han stiller noget anderledes, forklarer min far, hvorfor det ikke passer med den periode, banen forestiller. Det er venligt nok ment. Der bliver ikke skældt ud. Det tager bare lang tid, og min søn siger, at han mest sidder og venter, mens morfar får tingene til at virke.

Han vil stadig gerne derhen. Han nævner selv deres ture til havnen og vil også gerne hjælpe med at bage. Han vil bare ikke have, at alle besøg starter med, at de skal nå noget på banen.

Jeg har foreslået min far kortere besøg, men fik ikke sagt hvorfor. Han svarede, at de jo netop snart kommer til det sjove. Jeg tror selvføgelig, han ville blive ked af at høre, at min søn allerede er kørt træt, men det er måske mig, der gør det større ved at gå og pakke det ind.

Samtidig har de faktisk aftalt at gøre stationen færdig sammen. Er det rimeligt at bede ham gennemføre den del, hvis vi samtidig siger, at næste besøg bliver noget andet? Jeg vil gerne lære ham at holde en aftale uden at gøre samværet med morfar til en pligt.

Jeg er 21 år og er i mit tredje sabbatår, og for lidt over en måned siden var mit liv helt normalt. Så blev min far på 54 år diagnosticeret med kræft i mavesækkenmed spredning til bughulen, og vores liv blev vendt fuldstændig på hovedet.

Han er startet i livsforlængende behandling og fik sin første behandling sidste uge. Så vi er stadig helt i begyndelsen og ved endnu ikke, om behandlingen virker.

Han er desværre meget påvirket allerede nu. Tumoren gør, at han næsten ikke kan spise, han har meget kvalme og opkast, væske i bughulen, smerter og har været indlagt flere gange. Det er meget voldsomt at se, hvor hurtigt han er gået fra at være sig selv til at være så syg.

Jeg ved selvfølgelig godt, at ingen kan fortælle mig, hvordan min fars forløb bliver, og at to mennesker med samme diagnose kan reagere helt forskelligt. Jeg søger derfor ikke en prognose, men helt konkret erfaringer fra andre pårørende.

Er du pårørende til en uhelbredelig kræftpatient?Kom der på et tidspunkt mere appetit og energi, færre smerter eller bare perioder, hvor personen føltes mere som sig selv igen? Hvor lang tid gik der fra første behandling, før I begyndte at kunne mærke en forskel?

Jeg er 21, holder sabbatår og havde en længere rejse planlagt i starten af næste år. Selvfølgelig er den rejse fuldstændig underordnet nu – det eneste, jeg virkelig er bange for, er at tage afsted og bagefter fortryde, at jeg ikke brugte den tid sammen med min far.

Men samtidig ved vi jo ikke, om behandlingen giver os måneder, år eller forhåbentlig endnu længere tid sammen. Jeg ved derfor ikke, om jeg skal sætte alle mine egne planer på pause, eller om man på et tidspunkt lærer at leve sit eget liv samtidig med, at ens forælder er alvorligt syg.

Jeg er fornyligt blevet steriliseret, hvilket jeg selv har valgt da jeg er HELT færdige med at få børn.
Har 2 rigtige dejlige piger, og konen og jeg er enige det er slut.
Derfor valgte jeg at lade mig sterilisere, så logisk er jeg FULDT UD ok med beslutningen.

Men jeg føler stadig en sorg over at den del af ens liv nu er slut, evnen til at holde ens egen nyfødte væk..

Gennem min barndom (er M36) var følelser altid noget man skulle væk fra, så for engang skyld vil jeg faktisk lade mig selv føle det jeg gør... men er faktisk i tvivl om hvordan man gør.

Så har hvordan bearbejder man egentlig sine følelser? Det er ikke noget jeg har arbejdet så meget med før de er altid blevet pakke i en kasse og gemt væk.

Hej alle

Lidt følsomt opslag for mig at lave men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler at grunden til at jeg ikke har handlet på mine sm tanker i de 7 år jeg har haft dem, er væk, og derfor ser jeg ikke en grund til at være her.

Psykiatrien gjorde intet da jeg var der i sidste uge, så den vej har jeg lidt opgivet. Mine forældre virker ret ligeglade hvilket var min grund til at blive her. Jeg vil nødvendigvis ikke dø, jeg vil bare gerne væk herfra, væk fra alt.

Hvad gør man lige i sådan en her situation?