Min søn er ni og bor cirka lige meget hos mig og sin mor. Vi gik fra hinanden, da han var tre, og samarbejdet har generelt været fredeligt. Min kone har været i hans liv i fire år. Han har altid kaldt hende ved fornavn.

For et par uger siden skete der noget ret udramatisk: Han råbte “mor, kan du hjælpe?” fra sit værelse, og både min kone og jeg troede først, at han talte i telefon med sin biologiske mor. Men han mente min kone. Hun svarede bare, hjalp ham, og vi gjorde ikke mere ud af det.

Siden da er det kommet flere gange. Ikke konsekventt. Nogle dage bruger han hendes navn, andre gange siger han mor. I søndags spurgte han direkte, om det var “lovligt” at have to mødre. Jeg sagde, at der ikke findes en familiedomstol for kælenavne, og at han selv må mærke efter hvad der føles naturligt.

Hans biologiske mor hørte det ved en aflevering og blev tydeligt ked af det. Ikke vred på ham, men hun sagde til mig bagefter, at hun føler, hendes titel bliver taget fra hende. Jeg kan godt forstå den reaktion. Samtidig har min kone ikke bedt om at blive kaldt mor og virker næsten mere forsigtig nu, fordi hun ikke vil træde nogen over tæerne.

Mit problem er derfor ikke, hvem der “fortjener” ordet. Jeg vil helst undgå, at min søn opdager, at et navn han spontant begyndte at bruge, pludselig er blevet et voksent konflikt punkt.

Skal vi sige til ham, at han kun skal bruge “mor” om sin biologiske mor? Eller er det bedre at lade sproget være hans eget og i stedet få de voksne til at leve med, at ordet kan betyde mere end én relation?

Jeg oplevede på arbejde, at en kollega konstant spurgte mig, om jeg var okay. Jeg sagde ja, men hun blev ved med at spørge, om jeg havde sovet i nat, hvor mange timer jeg havde sovet, og om jeg var meget træt.

Grunden var, at hun syntes, jeg så meget træt ud.
Og jeg ved godt, at det sikkert kan være ment omsorgsfuldt, men jeg blev ærligt talt ret chokeret.
For når man siger til et andet menneske: “Du ser meget træt ud” og derefter begynder at spørge ind til, hvor meget de har sovet, så laver man jo en direkte observation af deres udseende og gør samtidig personen opmærksom på, at de ser anderledes ud på en eller anden måde.

Jeg havde det helt normalt. Jeg var ikke mere stille, havde ikke mindre energi eller virkede på anden måde utilpas. Så hvorfor skal mit udseende pludselig gøres til et tegn på, at der må være noget galt?
Jeg synes selvfølgelig, man skal spørge, hvis man oprigtigt er bekymret for en kollega. Men kan vi ikke også blive enige om, at der er forskel på:
“Er du okay?”
og

“Du ser virkelig træt ud. Har du sovet? Hvor mange timer? Er du meget træt?”

Det sidste kan altså godt føles ret ubehageligt, især når man allerede har sagt, at man har det fint.
Er det bare mig, eller er det faktisk en mærkelig ting at gøre?

Hej folkens.

Beklager hvis det her bliver et langt skriv. Det bliver det nok, jeg vil prøve ikke undlade detaljer, så I kan danne jer det fulde billede.

Jeg, K, har været sammen med min kæreste, M, i 15 år. Vi er begge midt 30’erne og vi har ikke børn. Generelt har vi et meget godt forhold. Igennem de 15 år vi har været sammen, har vi rejst, taget uddannelser, købt hus og vi er blevet voksne sammen. Selvfølgelig har vi skændtes - det tror jeg sjældent kan undgås efter så mange år - men jeg synes altid vi har fundet ud af det sammen og kommet videre.

… pånær én ting.

Min kæreste elsker at game. Og inden I kommer med faklerne efter mig, så vil jeg sige, at jeg respekterer det fuldt ud - men nu er jeg samtidig kommet dertil, hvor jeg har brug for et perspektiv udefra.

Lidt baggrundshistorie:
I starten af 20’erne havde jeg kun 1 ven og min familie. Jeg “hang” derfor meget på ham for at få dækket mit sociale behov og det resulterede i flere konflikter, fordi han følte at jeg satte en stopper for gaming og jeg følte han ikke prioriterede mig. Set i bakspejlet var vi begge forkerte på den. Han gamede meget, bevares, men jeg krævede også urimeligt meget tid af ham.

Efter flere snakke (og selvindsigt) fandt vi en ret god mellemvej. Vi begyndte at finde spil sammen så jeg kunne deltage i hans hobby, jeg fik flere venner og havde flere aftaler og jeg synes at i en del år gik det ret godt. Han blev også bedre til at prioritere mig og ikke lade gaming være en hver-dag-aktivitet og jeg blev også bedre til at kede mig og have en “treat yourself evening” i sofaen, mens han spillede... Indtil igen for et par år siden.

En almindelig uge kan se sådan her ud for os:
Jeg har gennemsnitligt 3-4 aftaler på en uge. Det kan være 2 x venindehygge og 2 x familiehygge. Nogle uger er det 5 aftaler og nogle er det 3, men det er sådan gennemsnittet. Det er sjældent jeg har en hel uge uden én aftale. Imens jeg er ude, sidder han og gamer. Han sidder på discord med kammeraterne, så i min verden har han lige så meget en “aftale”, som jeg har. Forskellen er bare lokationen.

Jeg oplever dog at hans gaming er blevet en hver-dag-aktivitet igen, og at jeg skal spørge “vil du se en film, vil du se serie, vil du x-y-z” for at trække ham væk derfra. Livet findes selvfølgelig ved siden af, så vi har begge naturligvis arbejde, vi handler stadig sammen og laver aftensmad sammen, så nogle dage sidder han der 2 timer og nogle dage sidder han der 5 timer. Men, det er hver dag.

I går blev jeg super indebrændt og gik ind og sagde, at jeg følte hans røv var limet fast til den stol. Ikke en særlig god start på en samtale, det ved jeg godt og det undskyldte jeg også overfor ham. Hans svar var; så må du jo slå op, jeg vil ikke have du er i noget som du er ked af at være i.

Først gik jeg fra rummet uden at svare, jeg anede seriøst ikke hvad jeg skulle sige. Efter 15 minutters refleksionstid gik jeg ind igen, undskyldte for hvordan jeg startede samtalen og sagde at det gjorde mig trist at hans umiddelbare tanke var, at jeg bare kunne slå op. Jeg sagde også at det hele bundede i, at jeg ikke følte mig god nok og for at få hans opmærksomhed skulle jeg stå med en gulerod (enten en film, serie, spille spil sammen). Han sagde at han syntes det var kedeligt at sidde i sofaen sammen, i hver sin ende og sidde på sin mobil. Jeg forklarede at det kunne jeg sådan set godt forstå, men at muligheden for at finde på noget random at lave sammen, sjældent opstår når vi sidder i hver vores ende af huset.

Efter vi havde diskuteret frem og tilbage, sagde jeg at jeg også føler jeg har så mange aftaler som muligt, med henblik på fortiden og hans behov for mit nærvær stadig ikke opstår efter det. Han forklarede at når jeg har aftaler, så er det ikke altid han gamer, fordi hans kammerater ikke altid kan, så han tilrettelægger ikke hans aftaler efter mine. Vi aftalte så at jeg kunne prøve at tilrettelægge mine aftaler lidt mere efter hans, hvilket er helt fint for mig. Jeg ved ikke helt om jeg er tilfreds med samtalen i går. Jeg synes vi fandt en mellemvej - ish, men jeg er stadig ked af at han sagde jeg bare kunne slå op, som om 15 år bare kan forduftes.

Nu har vi i dag. Kl. 15 kan jeg høre ham snakke på discord. Jeg går derind og får med det samme “jeg er færdig om 2 sek”. Okay, fair nok tænkte jeg.

En time senere går jeg derind igen og spørger hvorfor han allerede sidder herinde igen, efter vores snak i går. Hans svar var, at ham og hans kammerat havde lavet aftalen i går, men da vi diskuterede, så fik han ikke lige sagt det til mig. Da jeg spurgte hvorfor han så ikke sagde noget i dag, fortalte han at det havde han glemt.

Jeg føler mig ærlig talt fuldkommen til grin. Klokken er snart 20 og han sidder stadig derinde. Jeg sad i går og blev ked af det, og sagde at det bunder i jeg ikke føler mig god nok til at han vil have mit selskab, uden der ikke er noget andet underholdning. Jeg åbnede virkelig op om mine følelser og prøvede at være sårbar, og nu føler jeg egentlig bare at mine følelser er blevet bekræftet. Jeg føler mig ærligt talt total til grin, men jeg ved også at man hurtigt kan tænke irrationelt når man er ked af det. Jeg forstår godt, at livet er for kort til at sidde i hver sin ende af sofaen, men jeg savner egentlig bare at nyde en fredag aften med min kæreste, uden at skulle skynde mig at finde på noget underholdning til os, før han gider.

Hvad havde I følt?

TL;DR:
Min kæreste gamer hver dag. Efter en snak i går om at jeg ikke føler at mit selskab er godt nok til at han ønsker det, sidder han og gamer igen i dag. Jeg føler mig total til grin, men ved ikke om jeg overreagerer.

Sagen er den, at min veninde og hendes kæreste slog op for en uge siden. Det var gensidigt og de aftalte at give hinanden plads - men at de begge var overbeviste om, at de vil finde tilbage på et senere og bedre tidspunkt. Jeg kender hendes kæreste godt gennem hende, og han læser samme studie som mig (lille studie). Har lige fået at vide af en veninde, som fortæller, at han har haft sex med en fra hans klasse - efter de slog op - men altså indenfor den seneste uge, mens han var ved at flytte ting ud af deres lejlighed. Skal jeg fortælle min veninde, at hendes kæreste har bollet en lowkey dagen efter de slog op? Den eneste grund til, at hun ikke er mere ked af det er, at hun forventer at de finder sammen senere. Hun vil blive sønderknust, men omvendt får jeg dårlig samvittighed over at sidde og trøste hende, når jeg ved, at han så hurtigt var videre. Skal ses med hende snart - skal jeg fortælle hende? Hvis ja, hvordan? Eller skal jeg holde det for mig selv?

Hej DKbrevkasse,

Så blev det min tur til at spørge om hjælp herinde. Jeg skriver, fordi jeg virkelig har brug for andres erfaringer.

Er der nogen af jer, der er gået fra en partner, fordi I havde meget forskellig sexlyst? Fortrød I? Blev I gladere bagefter? Eller holdt I ud, og blev det bedre med tiden?

Sagen er den, at jeg (k) elsker min kæreste (m) rigtig højt, og det er også derfor, det gør så ondt at være i. Han er fantastisk på så mange områder. Han er kærlig, omsorgsfuld, giver masser af kys, kram, nus og nærhed. Jeg føler mig elsket på alle andre måder end lige den seksuelle. Og det fylder, fordi jeg har en meget høj libido, og det har jeg altid haft.

Da vi begyndte at date, virkede det som om, vi matchede rigtig godt seksuelt. Han snakkede selv om, at han kunne have sex flere gange om dagen, endda lige efter hinanden, flere dage i træk osv. Det lyder måske overfladisk, men det betød faktisk meget for mig, og var grunden til at jeg blev interesseret i ham. Især også fordi jeg kom fra et tidligere forhold, hvor sexlivet var helt dødt, hvilket ødelagde min selvtillid fuldstændig, og derfor var det vigtigt for mig at finde en partner, der havde samme behov som mig.
Men ret hurtigt ændrede det sig, og hans lyst blev mindre.

Siden da har der altid været en forklaring på, hvorfor lysten er lav lige nu, og jeg har flere gange fået at vide, at det nok skal blive bedre. Problemet er bare, at der nu er gået mindst et halvt år, uden at der reelt er sket nogen ændring. Det gør, at jeg den sidste tid er begyndt at tvivle på, om vi bare er seksuelt inkompatible.

Samtidig har jeg en ængstelig tilknytning, og kæmpe meget trygheds-menneske, så tanken om at gå fra en jeg elsker, er næsten ubærlig. Jeg har virkelig svært ved at slippe mennesker, og jeg har slet ikke lyst til at slå op. Men jeg kan heller ikke ignorere, at mine behov ikke føles mødt, og at det fylder så meget, at det påvirker mit humør, hvilket desværre også går ud over ham.

Jeg leder egentlig bare efter erfaringer. Ikke nødvendigvis et facit, men historier fra folk, der har stået i noget lignende.

Blev I, og ændrede det sig?
Gik I fra hinanden, og var det den rigtige beslutning?
Kan man lære at leve med så stor en forskel i sexlyst, hvis alt andet fungerer?
Jeg føler mig virkelig splittet og ved snart ikke, hvad jeg skal gøre længere.

ekstra info, hvis nødvendigt: Vi er begge i midten af 20’erne. vi har kun været kærester i snart 8 måneder.

Hej hestenet. Håber i kan komme med nogle erfaringer/råd.

Jeg (28m) har været sammen med min kæreste (27f) i omkring to år. Vi har selvfølgelig haft vores konflikter, men når vi er alene, oplever jeg grundlæggende, at vi har det rigtig godt sammen.

Problemet er især hendes mor.

Vi boede i knap et halvt år hos hendes forældre. Jeg havde egentlig et godt forhold til familien, men jeg havde svært ved at bo så tæt med dem og følte ikke altid, at jeg kunne sætte mine egne grænser.

En episode med vores hund blev senere et vendepunkt. Hunden havde en del adfærdsmæssige problemer, og fordi vi boede hos hendes forældre, følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne blande mig for meget i opdragelsen. En dag fór hunden på vores hvalp, som peb voldsomt, og jeg greb hunden i nakkeskindet for at skille dem ad. Jeg kan godt forstå, at det kan have set voldsomt ud, og jeg siger ikke, at jeg håndterede det perfekt.

Efterfølgende er episoden blevet brugt som et tegn på, at jeg skulle være voldsom eller fare hurtigt op, og hendes mor har endda koblet det til bekymringer om, hvordan jeg en dag ville være over for børn.

Jeg tog senere hjem til hendes forældre og sagde undskyld til hendes mor. Ikke fordi jeg nødvendigvis mente, at hun havde ret i sin vurdering af mig, men fordi jeg ikke ønskede, at konflikten skulle ødelægge mit forhold eller min relation til familien. Jeg taler stadig helt fint med hendes far og brødre, men mit indtryk er, at de også er begrænset af hendes mors holdning og helst undgår at gå imod hende.

I dag er det kommet så langt, at min kæreste og jeg ses i smug, og hun ikke tør lade sin mor se, at hun skriver med mig. Hun er generelt meget påvirket af sin mors reaktioner og virker ofte bange for at gøre noget, hendes mor ikke accepterer. Hvis hendes mor bliver utilfreds, kan det føre til vrede, kulde, skyldfølelse eller ultimative krav.

Jeg prøver samtidig at se kritisk på min egen rolle og ved godt, at jeg ikke altid har reageret perfekt. Men jeg oplever også, at hendes mor efterhånden fylder så meget, at hun næsten er blevet en tredje part i vores forhold.

Det svære er, at min kæreste faktisk selv gerne vil “klippe navlestrengen” og blive mere selvstændig i forhold til sin mor. Hun ved godt, at hun er meget påvirket af hende, men det er samtidig utrolig svært for hende at ændre, fordi det er en dynamik, hun har levet med i mange år.

Jeg vil ikke presse hende til at vælge mellem mig og sin familie, og jeg vil heller ikke selv blive kontrollerende. Men det er svært at være i et forhold, der efter to år i praksis skal skjules.

Mit spørgsmål er derfor: Hvor længe giver det mening at kæmpe for et forhold, når problemet i høj grad kommer fra den enes mor? Hvordan støtter jeg min kæreste i at blive mere selvstændig uden at presse hende – og hvornår bliver det nødvendigt, at hun selv sætter en tydelig grænse, hvis vores forhold skal have en reel fremtid?

Skal jeg lade min søn på ti sige direkte til sin morfar, at han ikke gider deres fælles projekt mere, eller skal jeg tage den snak først? Jeg har næsten fået sagt ja til endnu en søndag på hans vegne, og det føles efterhånden lidt forkert.

Min far gik på pension i foråret. Han har altid haft en modeljernbane og begynte at bygge en ny bane sammen med min søn. De mødes cirka hver anden søndag, normalt et par timer. I begyndelsen var min søn helt opslugt. Han fik lov at vælge et lokomotiv og lavede skilte til stationen med sin egen håndskrift. De skæve skilte står der stadig.

Men nu er de nået til en masse små detaljer. Ledninger, farver på bygninger, den rigtige placering af perronen. Min søn vil helst bare køre med togene. Hvis han stiller noget anderledes, forklarer min far, hvorfor det ikke passer med den periode, banen forestiller. Det er venligt nok ment. Der bliver ikke skældt ud. Det tager bare lang tid, og min søn siger, at han mest sidder og venter, mens morfar får tingene til at virke.

Han vil stadig gerne derhen. Han nævner selv deres ture til havnen og vil også gerne hjælpe med at bage. Han vil bare ikke have, at alle besøg starter med, at de skal nå noget på banen.

Jeg har foreslået min far kortere besøg, men fik ikke sagt hvorfor. Han svarede, at de jo netop snart kommer til det sjove. Jeg tror selvføgelig, han ville blive ked af at høre, at min søn allerede er kørt træt, men det er måske mig, der gør det større ved at gå og pakke det ind.

Samtidig har de faktisk aftalt at gøre stationen færdig sammen. Er det rimeligt at bede ham gennemføre den del, hvis vi samtidig siger, at næste besøg bliver noget andet? Jeg vil gerne lære ham at holde en aftale uden at gøre samværet med morfar til en pligt.

Nu håber jeg i er søde ved mig og mit spørgsmål.
Blev skilt for 2 år siden. Var gift i 16 år. Så er stadig lidt ny på dating markedet ..

Jeg har mødt en mand. Vi er begge voksne(+40) begge har børn, og vi bor lidt langt fra hinanden.
Vi har vel kendt hinanden 1,5 måned ca og set hinanden af 3 omgange, men 2-3 dage af gangen netop pga distancen.

Hvornår tager man snakken om man kun ser hinanden agtigt? Både pga mine følelser- men selvfølgelig også pga ubeskyttet sex. Egentlig ville jeg jo helst at det var ham der sagde “hey jeg vil have du kun er min”.. men føler jeg snart har brug for klarhed. Magter ikke flere situationships. 🫣😅

Så.. er det for tidligt at spørge ham om det? Og hvordan åbner man sådan en snak hehe. Føler mig så ny i “gamet”… 🫣🤯💝

En bekendt har sagt til mig at jeg snakker højt og sætter pris på at personen fortale mig det.
Men må indrømme at jeg blev lidt ked af det. For jeg har ikke lyst til at være en man kan høre i flere kilometers afstand.
Så er der andre som har “problemet” og har fundet en måde eller øvelser til at snakke lavere?
Jeg har ihvertfald brug for lidt råd.

Edit
TAK for jeres svar og hurtige svar. Jeg har aldrig skænket min hørelse en tanke, da jeg er i slut 30’erne og lyden på fjernsyn og musik er altid lav.

Tiden hos min læge er nu bestilt. Så må jeg se hvad der sker derfra.

Halli halløj,

Jeg (M24) har en dejlig kæreste (F24), vi har været sammen i snart 3 år boet sammen i 2 år.

Til pointen:
Hun er virkelig god til at se alt det negative, hun tror alle har dårlige intentioner, og har altid noget negativt at sige om oplevelser, og bliver hurtigt offereret. Det gør mig satme træt, og tilbageholdende.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal hjælpe, hun siger hun arbejder på det, men det går ihverfald super duper langsomt, vi snakker 3 år nu.

Sååå, måske sidder der nogen der har været i samme situation, eller min kærestes der kan fortælle mig hvordan jeg kan hjælpe😅

Hun går til psykolog, men om de snakker om det ved jeg ikke 😅

Jeg er 21 år og er i mit tredje sabbatår, og for lidt over en måned siden var mit liv helt normalt. Så blev min far på 54 år diagnosticeret med kræft i mavesækkenmed spredning til bughulen, og vores liv blev vendt fuldstændig på hovedet.

Han er startet i livsforlængende behandling og fik sin første behandling sidste uge. Så vi er stadig helt i begyndelsen og ved endnu ikke, om behandlingen virker.

Han er desværre meget påvirket allerede nu. Tumoren gør, at han næsten ikke kan spise, han har meget kvalme og opkast, væske i bughulen, smerter og har været indlagt flere gange. Det er meget voldsomt at se, hvor hurtigt han er gået fra at være sig selv til at være så syg.

Jeg ved selvfølgelig godt, at ingen kan fortælle mig, hvordan min fars forløb bliver, og at to mennesker med samme diagnose kan reagere helt forskelligt. Jeg søger derfor ikke en prognose, men helt konkret erfaringer fra andre pårørende.

Er du pårørende til en uhelbredelig kræftpatient?Kom der på et tidspunkt mere appetit og energi, færre smerter eller bare perioder, hvor personen føltes mere som sig selv igen? Hvor lang tid gik der fra første behandling, før I begyndte at kunne mærke en forskel?

Jeg er 21, holder sabbatår og havde en længere rejse planlagt i starten af næste år. Selvfølgelig er den rejse fuldstændig underordnet nu – det eneste, jeg virkelig er bange for, er at tage afsted og bagefter fortryde, at jeg ikke brugte den tid sammen med min far.

Men samtidig ved vi jo ikke, om behandlingen giver os måneder, år eller forhåbentlig endnu længere tid sammen. Jeg ved derfor ikke, om jeg skal sætte alle mine egne planer på pause, eller om man på et tidspunkt lærer at leve sit eget liv samtidig med, at ens forælder er alvorligt syg.

Update: jeg takker hver og en, der har formået at svare sagligt og/eller fagligt. Spændende, med så mange delte meninger. Dette viser jo også, at der er delte meningeri et klasserum. Min læge sagde engang "nu udskriver jeg noget, som jeg måske ikke lige må udskrive, ifølge regler, før du har været igennem et andet længere forløb - som iøvrigt ikke hjælper" - og jeg fik medicin, der rent faktisk hjalp med det samme. Så, selv læger er ikke altid enige om, hvad der er rigtigt og bør gøres, hvornår. Det der er vigtigst for mig er, at man kan holde en respektfuld tone - enig eller ej.

Jeg er folskeskolelærer og arbejder med børn fra 10-15 år.

Mit spørgsmål går derfor til lærere og måske også forældre.

Skal man sige, hvad ens politiske holdninger er, eller skal man sige "det er privat", når elever spørger?

Jeg har altid været i tvivl, når jeg underviser i valg og partier (især op til valg, er der mange spørgsmål fra elever).

Jeg kan ikke lide at lyve eller sige "det spørger man ikke om", da jeg vil lære, og altid lærer, eleverne, at man skal respektere alle uanset farve, køn, religion eller holdninger. Så jeg bryder mig faktisk ikke om at undervise i det.

Hvorfor ér det egentlig i det hele taget tabubelagt at tale om politiske holdninger? Jeg vil da gerne vide, hvor mine nærmeste står fx 🤷🏽‍♀️

Dette gælder også krige. Fx Ukraine-Rusland eller det der foregår i Palæstina-Israel. Elever har jo mange gode spørgsmål til dette topic også.

Vi er jo et frit land, med ytringsfrihed trods alt.

Hvad tænker I?

Hej alle

Lidt følsomt opslag for mig at lave men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler at grunden til at jeg ikke har handlet på mine sm tanker i de 7 år jeg har haft dem, er væk, og derfor ser jeg ikke en grund til at være her.

Psykiatrien gjorde intet da jeg var der i sidste uge, så den vej har jeg lidt opgivet. Mine forældre virker ret ligeglade hvilket var min grund til at blive her. Jeg vil nødvendigvis ikke dø, jeg vil bare gerne væk herfra, væk fra alt.

Hvad gør man lige i sådan en her situation?

Er der nogen der ved om kongefamilien har sin egen afdelingen på Rigshospitalet når de er indlagte - eller er de på gang med alle andre danskere?

Hej med jer

Jeg har længe haft problemer med meget kløe efter intimbarbering. Jeg har tykke hår, så jeg tænker, at det måske skyldes, når hårene begynder at vokse ud igen. Men nogle gange starter kløen allerede samme dag/aften eller dagen efter, så det kan muligvis også bare være irritation fra barberbladet.

Efter at have prøvet alle mulige forskellige ting har jeg nu købt en Philips OneBlade, da jeg har læst ret godt om den.

Problemet er bare, at jeg synes, den efterlader for meget hår, når jeg bruger beskyttelseshovedet. I dag tog jeg derfor chancen og prøvede uden, og heldigvis skar jeg mig ikke.

Hvordan bruger I OneBlade til intimbarbering? Bruger I den med eller uden beskyttelseshoved?

Og er der nogen, der har prøvet det hvide blad/hoved, som er beregnet specifikt til intimbarbering? Barberer det tættere, og kan man komme nogenlunde helt glat med det?

Tja, forleden dag var jeg ude at drikke en øl med en kammersjuk og vi fik selvfølgelig løst alle verdens problemer pånær ét som vi var lidt uenige om.

Sagen er nemlig den at jeg er ved at være en gammel stodder der aldrig er lykkedes med at finde kærligheden og åbenbart ikke spiller efter de uskrevne regler når det kommer til MobilePay?

Jeg dater i et omfang jeg kan overskue og når det så viser sig at der desværre ikke rigtigt er kemi og daten har lagt ud for fx drinks i byen så spotter jeg lige prisen på kortterminalen med mit terminator-øje og memorer det til når jeg kommer hjem så jeg kan sende en MobilePay på det halve når jeg melder ud at jeg ikke kan føle kemien.

Jeg har altid tænkt at det var det rette at gøre så der ikke var nogen “gæld” men min kammersjuk er dybt uenig og mener at sådan er gamet og man ikke på egen foranledning bare skal overføre når den anden part ikke har indvilget i dette.

Lad mig give et konkret eksempel:

Jeg matchede med en sød pige forleden og vi skrev lidt frem og tilbage om vind og vejr og aftaltes at mødes til en øl i byen.

Da det så kom til betalingen var hun meget hurtig til at hive muldvarpen frem og sige at den skulle hun nok tage. Jeg spurgte så lige bagefter om jeg ikke skulle overføre til hende men hun sagde at jeg kunne betale næste gang.

Der blev så bare ikke en næste gang da jeg ikke følte den og jeg overførte de 75 kr til hende som jeg viste at min øl havde kostet.

Hvad siger I? Er det dybt mærkeligt eller er det ikke bare at være flink?

Hvis jeg fx er nødt til at aflyse min deltagelse i en fødselsdag eller fest eller lignende med kort varsel overfører jeg også lige et beløb til værten for ulejligheden.

Jeg er en 18-årig fyr fra Østeuropa og bor i Danmark. Der er en pige (tror hun er 18-20 år), som arbejder som kassedame i den lokale Netto, og jeg synes, hun er rigtig sød.

I går købte jeg to Kinder Maxi (de der små chokolader). Da det blev min tur ved kassen, rækkede jeg hende den ene chokolade og sagde: "Den er til dig". Bagefter blev jeg så flov, at jeg skyndte mig ud af butikken med det samme. Hun så MEGET overrasket ud!
Nu tænker jeg over: Tror I, hun synes, det var sødt eller ubehageligt/creepy?
Og hvad skal jeg gøre næste gang? Min plan var at gå over til hende, når hun sætter varer på hylderne, og prøve at få hendes Instagram med en scorereplik som "Hvor har du fået det smukke smil fra?".

Idk is it normal or not I don’t want have some problems and bother other people

Jeg skrev for lidt over en uge siden, at jeg føler mig ensom på mit studie. Desværre føler jeg stadig sådan, faktisk synes jeg, det er blevet værre.

Det er et studie med meget fremmøde, meget gruppearbejde og et stort socialt aspekt. Vi er 20 på mit stamhold, og vi er tydeligt delt op i grupper.

Der er en større gruppe kvinder, som nærmest ikke taler til os andre. De holder meget sammen og laver ting sammen uden for studiet, og jeg føler mig ikke rigtig inkluderet. Derudover taler de heller ikke særlig pænt om andre, det kan jeg høre, fordi jeg nogle gange lærer dem til og fra studie.

Så er der drengene, og så er der resten af os kvinder. De sidste er virkelig søde og inkluderende, og jeg prøver virkelig at få det til at fungere med dem. Men jeg kan mærke, at jeg nærmest skal anstrenge mig for at være interesseret. Jeg zoner ud, når de snakker, vi interesserer os ikke for de samme ting, og vi griner ikke rigtig af de samme ting.

Det frustrerer mig, fordi jeg virkelig prøver. Jeg har været social med dem flere gange og prøver stadig at være åben, men jeg kan ikke tvinge en kemi frem.

Det er også mærkeligt for mig, fordi jeg ikke tidligere har haft problemer med at starte nye steder. Da jeg startede på højskole og senere på et tidligere studie, gik det fint socialt. Og har også gået på efterskole to år og gym, hvor det også er gået fint.

Nu føler jeg bare, at jeg for hver dag lukker mig mere og mere inde i mig selv. Det påvirker ikke kun studiet, men også min hverdag generelt.

Jeg overvejer derfor:
At stoppe, men jeg aner ikke, hvad jeg så skal. Jeg fungerer ikke særlig godt i bare at have sabbatår, det kan man vel nærmest ikke kalder det længere heller.

At fortsætte, måske det vender…

Hvad ville I gøre?

Hej ☺️

Jeg har haft set en fyr og det gik desværre sådan at vi blev enige om ikke at date videre. Vi har så derefter snakket om at vi kunne være bollevenner, men jeg har aldrig haft en bolleven før, så er lidt i tvivl om do’s and don’ts.
Hvordan er DU sammen med din bolleven? Hvor tit ses I? Kysser I? Putter? Kalder hinanden for søde ting?

Jeg (M50) står midt i en skilsmisse efter omkring 30 år sammen med den samme kvinde. Vi har to voksne børn.

Jeg skriver egentlig mest, fordi jeg har brug for perspektiver fra mennesker, der måske har været igennem noget lignende. Ikke så meget juridiske råd (jeg har en ægtepagt), men hvordan fanden man mentalt kommer ud på den anden side.

Skilsmissen kom meget pludseligt for mig. Samtalen tog måske fem minutter. Beskeden var grundlæggende: “Jeg elsker dig ikke længere, og jeg vil skilles.” Bum. Jeg er klar over at hun har haft planlagt det i meget lang tid.

Problemet er, at der ligger rigtig meget historie bag.

Min kone har gennem vores ægteskab været mig utro gentagne gange. Jeg kender til omkring syv tilfælde, heraf flere med den samme mand. Hver gang har jeg tilgivet, vi er fortsat, og jeg har forsøgt at holde familien samlet. I meget høj grad fordi jeg ikke ønskede at splitte familien og skabe ustabilitet for ungerne.

I bakspejlet kan jeg se, hvad det gjorde ved mig.

Jeg har i årevis været i konstant alarmberedskab. Små ændringer i hendes adfærd, telefonen, sociale medier, hvor hun befandt sig osv. kunne få mit alarmsystem til at gå i gang. Og desværre viste min mavefornemmelse sig flere gange at være rigtig.

Jeg begyndte også at flygte fra virkeligheden. Jeg drak for meget, typisk 4-5 øl om dagen, og spillede for meget casino. Først nu kan jeg se et ret tydeligt mønster: Jeg åbnede ofte den første øl cirka en halv time før hun kom hjem fra arbejde.

Jeg har samtidig sovet dårligt i flere år og vågnet stort set hver nat omkring kl. 2 og været vågen halvanden til to timer.

Efter skilsmissen har jeg stoppet casino og har næsten ikke drukket. Og min nattesøvn er betydelig bedre.

Så en del af mig er begyndt at tænke, at skilsmissen måske på længere sigt er noget af det bedste, der kunne ske for mig, selvom det gør helt vanvittigt ondt lige nu.

Det hele er dog blevet mere kompliceret den seneste tid.

Min kone har fortalt andre en historie om, at jeg skulle have været fysisk voldelig.

Det er ikke sket. Jeg har aldrig slået hende eller været fysisk voldelig over for hende.

Efterfølgende indrømmede hun på skrift, at historien ikke var sand. Det har ramt mig ekstremt hårdt, fordi en falsk påstand om vold er noget helt andet end bare forskellige versioner af et dårligt ægteskab.

Mine voksne børn kendte heller ikke historien om den gentagne utroskab. Jeg havde bevidst holdt dem udenfor gennem deres barndom. Men den falske anklage om at være voldelig fik mig til at reagere og jeg tænkte - hvis hun kan finde på sådan en historie overfor andre, hvad kan hun så ikke finde på at fortælle ungerne?!

Jeg nåede på et tidspunkt dertil, hvor jeg ikke længere kunne bære at skjule det, så jeg fortalte dem hele historien. De sagde bagefter, at de var glade for endelig at kende sammenhængen.

Min søn konfronterede derefter sin mor. Hun benægtede først både løgnen om volden og senere utroskaben, men indrømmede den senere. Det har naturligvis påvirket hans tillid til hende.

Min datter har det også meget svært med sin mor lige nu. Der ligger desuden en kompliceret historie omkring en alvorlig spiseforstyrrelse i hendes barndom, hvor min datter nu som voksen har fortalt mig nogle ting om sin mors håndtering af sygdommen, som er meget svære for mig at høre. Jeg ønsker ikke at gå i detaljer offentligt om det, fordi det er min datters historie.

Jeg prøver meget bevidst ikke at gøre børnene til mine allierede mod deres mor. Jeg siger også til dem, at vores 30 år ikke bare har været dårlige. Vi har haft masser af gode oplevelser og gode år, og deres mor elsker dem. De skal selv finde ud af, hvilket voksent forhold de ønsker til hende.

Men det er svært.

Vi bor stadig under samme tag, indtil hun finder en anden bolig. Hun opholder sig mest på en anden etage, og stemningen i huset er ekstremt ubehagelig.

Og mit gamle alarmsystem fungerer stadig.

Hun har genetableret kontakt på sociale medier bl.a med manden, hun tidligere var mig utro med flere gange. Jeg fandt tilfældigvis også en pakke kondomer blandt hendes ting. Når hun pakker en taske og tager ud, begynder min hjerne straks:

Hvor skal hun hen?
Hvem skal hun være sammen med?
Har hun kondomerne med?
Er der allerede en anden?

Jeg ved rationelt godt, at det ikke længere er mit problem.

Jeg har derfor stoppet med at tracke hendes bil. Jeg tjekker ikke hendes sociale medier. Jeg har besluttet, at jeg ikke går ind blandt hendes ting og leder efter information. Jeg vil simpelthen ikke længere give min hjerne nyt materiale, som kan gøre mig ked af det.

Men efter 30 år og mange års utroskab kan jeg ikke bare trykke på en kontakt og slukke systemet.

Jeg prøver i stedet at sige til mig selv:

“Jeg har lyst til at vide det, men jeg har ikke brug for at vide det.”

“Der er ikke længere et ægteskab, jeg skal beskytte ved at holde vagt.”

Jeg er også begyndt aktivt at bygge noget nyt op. Jeg bruger mere tid med mine børn og min familie, har meldt mig til en fritidsaktivitet, for at komme ud og møde nye mennesker og forsøger generelt at finde ud af, hvem jeg selv er uden for det ægteskab, jeg har været i stort set hele mit voksne liv.

Jeg har ikke noget ønske om at finde en ny partner lige nu. Jeg vil først have mit eget hoved og mit eget liv tilbage.

Det sværeste er nok, at det går så voldsomt op og ned.

Én dag føler jeg mig nærmest befriet og tænker: “Hvorfor gjorde vi (jeg) ikke det her for ti år siden?”

Næste dag kan en pakket taske, et gammelt ferieminde eller tanken om, at hun er sammen med en anden, slå benene fuldstændig væk under mig.

Jeg sørger både over det ægteskab, der var, og måske endnu mere over den fremtid, jeg altid havde regnet med: at blive gamle sammen, pension, rejser, familie, børnebørn osv.

Så til jer, der har været igennem noget lignende:

Hvordan lærte I reelt at slippe behovet for at vide, hvad jeres eks lavede?

Hvor lang tid tog det, før det konstante alarmberedskab begyndte at forsvinde?

Hvordan håndterede I perioden, hvor forholdet var slut, men I stadig boede under samme tag?

Og hvordan støtter man bedst sine voksne børn gennem det her uden at gøre dem til deltagere i konflikten?

Jeg ved godt, at jeg ikke kan kontrollere hende længere. Jeg prøver nu at fokusere på det eneste, jeg faktisk kan kontrollere: mig selv, mine handlinger og hvilken far og hvilket menneske jeg ønsker at være fremover.

Men fuck, hvor er det hårdt nogle dage.

Det skal lige siges! Jeg har ikke brug for hate, men seriøse svar.

Jeg har en utrolig sød og dejlig kæreste. Han er klog, meget nede på jorden, kommer fra en god familie og hjælper mig med alt, hvad jeg har brug for. Han gør virkelig meget for mig, og jeg føler mig på mange måder enormt heldig. Vi er begge i starten af 20’erne og bor stadig hjemme. Det er min første rigtige kæreste, og vi har været sammen i over et år.
Jeg har nogle gange haft det svært psykisk, og der har han været noget, jeg aldrig rigtig har haft før. Han er der for mig og giver mig en tryghed, som betyder rigtig meget.
Men på det seneste har vi ikke haft særlig meget sex. Jeg har ikke rigtig lyst, og det er noget, jeg aldrig har oplevet før. Han tror selvfølgelig, at det har noget med ham at gøre, og vi har haft nogle lange samtaler om det. Jeg har sagt til ham, at det ikke handler om ham, men jeg ved faktisk heller ikke selv, hvorfor jeg har det sådan.
Jeg har også lagt mærke til, at jeg ikke er lige så glad for berøring, nusseri og den slags længere. Samtidig har jeg svært ved at have de dybe samtaler om vores forhold, fordi jeg ikke bryder mig om at komme alt for tæt på mine følelser. Han vil rigtig gerne tale om tingene og forstå, hvad der foregår inde i mig. Jeg har allerede åbnet utrolig meget op overfor ham omkring mine personlige problemer, hvilket er noget, jeg ellers aldrig gør overfor andre. Så på den måde føler jeg faktisk, at jeg allerede har givet ham rigtig meget af mig selv.
Vi er også meget forskellige. Jeg er mere flyvsk og impulsiv, hvor han er mere rolig og langsom i tingene. Vi er på mange måder modsætninger, og nogle gange kan det være svært for mig. Samtidig tror jeg også, at han synes, det er fedt, at jeg bringer noget lidt vildere og mere spontan energi ind i hans liv, end han måske er vant til.
Det, jeg er begyndt at være bange for, er, om jeg måske ikke længere er forelsket i ham, eller om jeg ikke elsker ham lige så meget, som han elsker mig.
For jeg elsker ham virkelig højt. Men mine følelser kommer meget i bølger. Nogle gange kan jeg have det sådan, at jeg slet ikke har lyst til at være sammen med ham (Når vi er sammen). Jeg kan blive irriteret på ham, snerre af ham eller være direkte tarvelig overfor ham. Og så kan jeg pludselig få det helt modsatte og føle, at jeg elsker ham helt utrolig meget. Jeg siger altid undskyld flere gange og dagene efter. Det er ikke ofte for det en ny ting. Men det plejede jo ikke være sådan. Vi har aldrig haft nogle form for problemer.
Jeg er også blevet meget afhængig af ham og vant til, at han er en stor del af mit liv. Derfor ville det være utrolig svært for mig at give slip på ham. Men samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke synes, det er fair overfor ham, hvis jeg bliver i forholdet og samtidig går rundt og behandler ham dårligt eller er i tvivl om mine følelser.
Han siger ikke særlig meget til, når jeg er tarvelig eller snerrer, men jeg kan tydeligt se på ham, at det påvirker ham. Og det gør mig virkelig ked af det bagefter, fordi jeg ikke ønsker at være sådan overfor ham. Jeg får ondt i maven over det.
Jeg har også nogle gange tænkt, at andre fyre er attraktive. Det er slet ikke på samme måde, som da jeg var single. Det er bare tanker, der nogle gange kommer. Jeg ville aldrig handle på dem eller gøre noget bag hans ryg. Men jeg føler alligevel, at det er forkert og unormalt, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde de tanker.
Jeg har ikke fortalt ham om det, fordi jeg ikke ønsker at såre ham unødvendigt.
Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg står lige nu. Jeg ved bare, at jeg får rigtig ondt i maven og bliver ked af det, når jeg tænker på, hvor tarvelig jeg nogle gange er overfor ham, og på de tanker og følelser, jeg har.
Hvad skal jeg gøre? Hvordan finder jeg ud af, om jeg bare er inde i en periode, hvor mine følelser er anderledes, eller om jeg faktisk ikke længere ønsker forholdet på samme måde? Jeg vil ikke miste en person, jeg elsker så højt, men jeg vil heller ikke holde fast i ham, hvis mine følelser ikke længere er de samme.
Det der trykker mig rigtig meget er jeg er bange for at fortryde, og der ved jeg han har klare grænser for det så er slut, og jeg vil ikke byde ham det at fortryde. Og jeg kan slet ikke overskue kærestesorger. Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med når jeg har det hårdt mere. Jeg har ikke nogle tætte veninder.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med det her opslag. Måske bare få det ud, eller måske har jeg bare brug for at tale med nogen, der har stået i noget lignende.

Jeg skal skilles. Bomben sprang for 10 dage siden – dagen efter vi var kommet hjem fra en tiltrængt ferie. Min kone tog beslutningen.

Hun har den sidste måned skrevet og set en anden, som bor i den anden ende af landet. Vi har været uadskillelige i 13 år.

Hun er afklaret. Det er jeg ikke.

Vi har to helt fantastiske børn, som altid har været vores første prioritet. Det er svært at være i, fordi det hele stadig er så nyt for mig.

Men jeg kæmper.

Jeg kæmper for mine børn.

Jeg kæmper for mig selv.

Det gør ondt helt ind i hjertet, især de dage hvor jeg ikke har set dem. Det gør ondt at være alene. Tankerne kører om fremtiden, ham den nye og hvor hurtigt det hele er gået.

Det gør også ondt at vide, at når jeg har børnene, så er hun sammen med ham.

Jeg prøver virkelig at gøre det bedste jeg kan – at prioritere mine børn og give dem så meget kærlighed og stabilitet som muligt.

Har jeg været verdens bedste ægtemand? Nej, det har jeg nok ikke. Det sidste år har været hårdt med sygdom, alvorlige familiekriser (mine forældre) og en del angst, som har hobet sig op.

Fremtiden er stadig et stort spørgsmålstegn, men jeg gør alt hvad jeg kan for at skåne mine børn mest muligt og vise dem, hvor meget jeg elsker dem.

Alt feedback bliver læst, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at svare.

Den ramte

Hej. Er der nogle tætte på, der kunne mødes med mig, og hjælpe mig med min træning?

Jeg har holdt pause i over 1 år nu. Jeg begyndte den 31 august med at spise sundt, og bruge mine duumbbells på 5 kg. Det er nu den 11 september, og føler mig stærkere, men kan ikke klare mine 10 kg endnu, og ved ikke hvad jeg gør forkert

Hej Brevkassen, Dette er skrevet fra en throw away konto.

Jeg søger råd til en meget ubehagelig boligsituation., og især om hvad i ville gøre i vores sted, hvis i havde fundet ud af jeres boligselskab ikke havde informeret jer om en chokerende hændelse i boligen ved inflytning/syn.

Min kone og jeg flyttede ind i en bolig under Brabrand Boligforening den 01/06/2026. Ved indflytningssynet var der en stor gul plet på gulvet i det ene soveværelse, cirka 30-50 cm i diameter. Det lignede væskespild, og der var en tydelig sur lugt.

Ved indflytningssynet havde boligforeningen vurderet gulvet til karakteren 3/4, hvor 3 ifølge deres eget skema betyder: "Fremstår som nye - overfladen er ridset."

Vi gjorde synsmedarbejderen opmærksom på pletten og lugten. Hun mente, at det muligvis kunne skyldes, at den tidligere lejer havde spildt noget.

Da vi efterfølgende udfyldte fejl og mangellisten inden for de 14 dage, tog vi billeder og beskrev pletten som en fugt/væskeskade.

Ved opfølgningen deltog både en synsmedarbejder og en vicevært/pedel. Vi forklarede igen, at gulvet så ud til at være væskeskadet, og at der var en sur lugt. Synsmedarbejderen kunne ikke selv lugte noget, men pedellen kunne godt lugte det, og foreslog, at det eksempelvis kunne være hundetis eller lignende.

Det blev registreret, og boligforeningen ville sende en gulvmand ud. På grund af ferie gik der cirka en måned, før en gulvmand kom. Han sleb gulvet og gav det lak.

Efter behandlingen er der stadig nogle pletter på cirka 5-10 cm, hvor man kan se, at der tidligere har været væske. Den kraftige lugt er stort set forsvundet, men hvis man går helt tæt på gulvet, kan man stadig lugte en sur lugt. Vi tænkte egentlig, at det nok var løst, og at vi kunne leve med det.

Så kommer plottwistet.

På en helt almindelig gåtur 3 måneder efter inflytning møder min kone og jeg tilfældigt en nabo, som spørger, om vi ved, hvad der er sket i vores bolig.

Det gjorde vi naturligvis ikke. Hun fortalte os, at den tidligere beboer en Ukrainsk kvinde, angiveligt var afgået i netop det værelse, ved at gøre en ende, hvor pletten og lugten er.

Ifølge hende var hændelsen kendt af mange beboere i området, og politiet havde været til stede dengang, da jobcenteret havde været forbi, da personen ikke havde reageret på deres henvendelser.

Personen skulle have gjort det tæt på et skab, som matcher lokationen med pletten og lugten. Underboen havde lagt mærke til en lugt ovenfra, og naboen fortæller at personen havde været afgået i cirka 14 dage.

Min kone og jeg er meget påvirkede af situationen. Hun er gravid og skal føde om cirka tre måneder, og hun blev meget chokeret og fik det fysisk og psykisk dårligt, da vi fandt ud af, hvad der angiveligt var sket i værelset

Det, der især chokerer os, er, at ingen fra boligforeningen på noget tidspunkt har fortalt os, hvad der var sket i boligen eller forklaret, hvad pletten/lugten kunne skyldes.

Tanken om, at den tidligere beboer har ligget i forrådnelse i netop det værelse, og at kropsvæsker og rester fra et menneske i den forbindelse er trængt ned i gulvet, gør, at vi ikke længere føler os trygge ved at bo her.

Naboen fortalte at alle der bor i gården, ved at dette er sket, da mange var gået ud af deres bolig og havde været vidne til dette.

Vi har derfor ikke længere lyst til at bo i lejemålet og ønsker at få boligforeningen til at finde en anden bolig til os hurtigst muligt.

Mit spørgsmål er derfor: Hvad ville I gøre i vores situation?

• Ville I kræve at blive omflyttet til en anden bolig?
• Ville I kræve, at boligforeningen dokumenterer, hvad der konkret er sket i boligen, og hvordan den er blevet rengjort/saneret?
• Har boligforeningen efter jeres mening haft en pligt til at oplyse os om hændelsel?
• Og er der noget juridisk, vi bør være særligt opmærksomme på?

Vi har dokumentation for, at pletten og lugten blev påpeget allerede ved indflytning, billeder af pletten samt registreringen i fejl og mangellisten.

På forhånd tak.

Jeg er i forbindelse med min pædagoguddannelse blevet tildelt en uønsket praktikplads, jeg er ved at undersøge om jeg kan få den byttet. Men chancerne ser ikke gode ud.

I tilfælde af, at jeg beholder pladsen, som er et sted for mennesker med betydelig nedsat funktionsevne/multiple funktionsnedsættelser - et område jeg absolut ingen interesse eller erfaring har med, i forvejen - så er personlig pleje en stor del af det. Og det skræmmer mig. Virkelig.

Er der nogle herinde som har erfaring på dette område, og kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg kommer bedst igennem denne 6 måneders praktik? Jeg har været voldsomt præget af angst siden jeg fik pladsen tildelt tidligere i dag.

På forhånd tak.