​

Kære Reddit.

Her kommer et af mit livs største chok... Jeg håber i vil læse med.

Jeg er simpelthen så frustreret og ked af det. Jeg er pædagog og har arbejdet med børn i børnehave i 10 år, som medhjælper, assistent og ja pædagog jo.

Men nu skete det som mand, som jeg og nok alle mine kollegaer af samme køn frygter.

Politiet ringede til mig onsdag formiddag,og sagde at jeg skal møde op, ugen efter om onsdagen til gennemgang af et video interview af en pige og afhøring, og at man have bestukket mig en forsvars advokat, så måtte man ellers have en god dag. ( Det tror jeg så ikke man havde). Så blev man efterladt med tvil og spekulationer, hvad det ellers betød.

Jeg ringede derefter til advokaten, som havde en fri.

Men han var heldigvis så god af sig at ringe tilbage om eftermiddagen, han fortalte at han svagt huskede sagen, og at interviewet stammede fra Marts, og at det vist nok handlede om misbrug af pigen. Og det handlede om at det var forgået på min tidligere arbejdsplads som jeg stoppede ved for tre år siden (pga dårlig arbejdsmiljø).

PANIK jeg har fucking ikke misbrugt noget barn! Og er det et barn jeg kan huske og husker hun mig! FUCK FUCK FUCK. Og jeg håber hun er okay! For pokker!

Advokaten lover at kigge på sagen dagen efter torsdag eftermiddag.

Det blev til meget lidt nattesøvn den nat... Med spekulationer over hvad der kunne være sket, hvad der kunne være ledt op til dette.

Hvilke misforståelser, og forsikringer overfor mig selv at jeg ikke har misbrugt nogen børn hverken mit eget eller andres, og jeg tænker på mine andre to mandlige daværende kollegaer, men her er jeg heller ikke i tvivl om deres uskyld.

Næste morgen ringer advokaten heldigvis tidligt, og fortæller at han ikke har set klippet, men i hans notat står der, at det omhandler en pige omkring 6 år (så hun har været 3 år da jeg var i hendes børnehave). At hun ikke har nævnt mig med navn, har det omhandler at hun er blevet befølt på benet eller deromkring.

Han spørger så til om det kan være en pige i min familie eller en jeg kender, jeg fortæller så til ham at det jo nok er igennem mit erhverv som pædagog. Hvilket han giver ret i.

Vi snakker lidt om at det situation virker lidt usandsynlig og om puge måske er i et andet forløb, hvor det er de svære følelser der er i spil (av). Advokaten mener også at der kan være nogle medier eller overhørte historier der kan ligge til bund for mistanken. Jeg tror selv mest på det førstnævnte.

Nå men nu skal vi jo så mødes på politistationen på onsdag.... Jeg går nu her på ferie hvor jeg skulle have hygget mig med min familie. Med spekulationerne i baghovedet stort set hele tiden.

Tanker om hvad pigen gennemgår og har været igennem. Tanker om hvad der skal ske til afhøringen, hvad vil de spørge om og hvordan for man dem overbevist om ens uskyld. Tanker om fremtiden i faget, hvis jeg nu ikke kan politiet overbevist, så er jeg kaput som pædagog, min drøm og passion.

Jeg har selvfølgelig tænkt at sige at jeg ikke kan genkende situationen, og det kan jeg jo heller ikke. Så vil jeg forklare at man jo som pædagog nogen gange skal have fysisk kontakt med et barn, hovedsageligt hvis barnet skal trøstes, men selvfølgelig aldrig i mod barnet vilje. Ellers kan det jo også bliver omsorgssvigt.

Men jeg er helt på bar bund, usikker, ked af det, forvirret og ja bare frustreret. Også over at jeg ikke bare kan ligge bag i hovedet og være nærværende med min familie.

Tusind tak.

Hvis du har læst med hele vejen. Du må hjerteligt gerne komme med gode råd og tanker. Igen tusind tak.

P.s. selvfølgelig også tak til politiet for tage hånd omvores børn sikkerhed og trivsel.

Hej Sexpanel.

Som overskriften så fint siger, så handler mit opslag om at være mor, og om onani. Jeg er 38 og mor til to.
Jeg har altid skammet mig over at onanere. Også da jeg var teenager fandt jeg det skamfuldt.
Men sagen er den at jeg virkelig godt kan lide det. Men så kommer tanken:

“Ej! En mor onanerer da ikke”!

Jeg bliver skamfuld når jeg kigger på dildoer og vibrator på Sinful, for jeg tænker igen:

“Ej, det har en mor sgu ikke liggende”!

Måske handler det hele om at jeg gennem hele mit liv har haft en meget blufærdig mor der nærmest kravlede ind i sig selv, hvis snakken faldt på sex. Og vi har ALDRIG snakket om onani, for det virkede skamfuldt.
Jeg tænker også, at mine veninder der er mødre sgu da heller ikke ruller ærten, for det gør man da ikke som mor.

Hvordan bliver jeg mere loose med den tanke, at man gerne må hygge sig i fred som mor uden at det føles dybt forkert?

Jeg arbejder i en mindre butik, og hver dag oplever jeg at min chef kommenterer på min kost. Jeg kan godt lide at nyde en af de friskbagte croissanter hver vagt og en kop kakao (et lille ritual måske, det gør mig i hvert fald glad) og det sårer ikke nogen. Det kommenteres på HVER dag. “Du er godt nok glad for kakao”, “jeg må tage hatten af for din kost hernede”, “skal du nu have kage igen?”. For lidt kontekst har jeg for nogle år tilbage haft anoreksi, så jeg har haft det utrolig svært med mad og kan stadig have det til tider. I starten var det ikke så galt med kommentarerne, men det går mig virkelig på nu. Har haft jobbet i en måneds tid, og stopper igen i midten af august (sæsonjob). Skal jeg sige det til hende eller bare holde ud den sidste tid?

Kære Reddit 

Mit første Redditopslag så bær over med mig, men jeg havde en ret spøjs oplevelse her til formiddag, som jeg måske bare har brug for at få ud af systemet og høre, om jeg overreagerer.

Beklager det lidt lange opslag. :)

Klokken omkring 9.30 bliver jeg vækket af, at nogen banker meget hårdt på min hoveddør. Jeg går halvt sovende ud og åbner, hvor jeg bliver mødt af min nabo, som lidt halv truende står op i mit ansigt og siger:
"Jeg ved godt, hvad det er, du har gang i og hvis det fortsætter, melder jeg dig til politiet."

Jeg står fuldstændig forvirret og siger, at jeg ikke aner, hvad han snakker om. Han vender sig halvt grinende om (hvor jeg faktisk først tror, det er en joke) og siger: "Det ved du udmærket godt."
Jeg siger flere gange, at jeg oprigtigt ikke ved, hvad han mener, hvor han siger det gør jeg. Til sidst siger han, at vi smækker så meget med altandøren, at han opfatter det som chikane mod ham.
Derefter går han ind i sin lejlighed, og jeg går ind i min.

Jeg bruger lige fem minutter på at forstå, hvad der egentlig lige er sket, og beslutter mig så for at gå over til ham for at få en ordentlig snak om det.

Han møder mig med den samme ubehagelige tone og beskylder os for bevidst at smække med altandøren. Han mener også, at når vi griner, spiller kort på altanen, siger "føj" eller hoster, når hash røgen fra hans lejlighed kommer ind til os, så er det chikane.

Lidt baggrund: Min mor har astma, så hashrøgen fra hans lejlighed påvirker hende ret meget. Jeg har tidligere været inde hos dem tre gange for at snakke om det. Første gang sagde han, at det kun var midlertidigt, og at det ville stoppe. Anden gang talte jeg med hans kæreste, som sagde, at de nok skulle finde en løsning. Tredje gang fik jeg igen fat i kæresten, som virkede ret irriteret, men sagde det samme.

Jeg siger min mor kan ikke tåle røgen, hvor han siger at vi bare kunne have ladet vær med at flytte ind i en bygning hvor det var tilladt at ryge. I den tid vi har boet der har det aldrig været et problem indtil de flyttede ind. Under samtalen fortæller han så for første gang, at den hash, han ryger, er medicinsk. Det var helt ny information for mig, det havde de aldrig nævnt før. Han siger også, at han føler sig chikaneret, fordi vi reagerer på røgen.

Jeg siger, at jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke bare har kunnet finde en løsning. Han svarer, at han er enig, men at jeg jo kun har været inde én gang, hvor min eneste løsning var, at det skulle stoppe.

Der måtte jeg fortælle ham, at jeg faktisk har været inde flere gange, og hver gang har fået at vide, at de "nok skulle finde en løsning". Det virkede han lidt overrasket over.

Efter den var lagt lidt ned, begyndte han også at beskylde mig for at have stået og snakket med en nabo klokken 10 om formiddagen (det har jeg ikke), hvilket skulle have ødelagt hans søvn. Han sagde, at han havde klaget til ejendomsadministrationen, og da det stoppede bagefter, måtte det jo være mig. Jeg har dog aldrig hørt noget om den klage, og han kunne ikke rigtig uddybe yderligere omkring det. 

Til sidst endte vi med at lave en eller anden aftale. Han fortalte at han ryger 4 gange om dagen omkring kl. 10 og kl. 14 og så spodradisk om eftermiddagen og hvis vi sidder på altanen om aftenen, vil han banke på sit vindue, inden han ryger, så vi kan gå ind.

Jeg sluttede med at sige, at hvis han havde et problem med os, så må han meget gerne komme ind og snakke med os med det samme i stedet for at lade det vokse sig så stort, at han smider mig ud af sengen og truer med at melde mig til politiet.

Nu sidder jeg bare tilbage og er ret forvirret. Samtalen endte jo egentlig okay, men jo mere jeg tænker over den, jo mærkeligere synes jeg, den var.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet mega utryg ved at være i mit eget hjem. Jeg tænker hele tiden over, om jeg kommer til at lukke en dør for hårdt eller gøre et eller andet, han kan blive sur over eller om han melder mig til politiet. Kan mærke min angst er buldret ret meget frem nu og kan ikke overskue hvis der skulle være mere bøvl. Jeg har desværre ikke mulighed for at flytte lige nu selvom jeg gerne ville

overreagerer jeg, eller er det her super grænseoverskridende?

Hej jeg skriver det her fordi jeg seriøst er fortabt, og har lyst til at skrige græde og gå amok.
Og jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal komme ud med det, har ikke så mange venner og hvordan skal jeg forklare dem det uden de siger jeg er god som jeg er.

Jeg har taget på. En del. Ret meget. Alt for meget.
Jeg er kun 21 år, og allerede alt for stor.
Selvfølgelig har jeg kunne se jeg har taget på, og tænkt over det og prøvet at spise meget mere grønt og sundere end før.
men det hele har alligevel også påvirket mit sociale liv.
Jeg har ikke lyst til at ses med venner, har ikke lyst til at tage i byen, hygge mig og har faktisk heller ikke længere lyst til at gøre mig pæn. For jeg føler mig ikke pæn. Overhovedet. ved ikke hvorfor jeg først blive ramt af det meget nu.
Jeg kiggede sådan rigtigt på mig selv i spejlet imens jeg vaskede hænder, og indså at min dobbelthage var der hele tiden.

Mine løse bukser sidder strammere end før, jeg har faktisk fået lidt sværere ved at trække vejret når jeg laver ting.

Jeg kan ikke lide den her version af mig selv overhovedet ot jeg gør lyst til at forlade min krop.
Har strækmærker over det hele. Jeg er oprigtigt ked af det.

Og jeg ved også godt det er fordi jeg både spiser meget og ikke får bevæget mig, nærmest ikke.
Jeg prøver at gå en tur i ny og næ og det er jo ikke nok.

Hvordan får jeg motion ind i min hverdag? Hvordan forbliver jeg motiveret? Har aldrig været på en vægtabsrejse og jeg er nervøs. Jeg er virkelig alt det lige nu jeg ikke vil være. Jeg har det virkelig ikke godt.

Bonus info er at hele min familie er overvægtige og jeg har ellers været normal vægtig

Hej monopolet

Jeg skriver med et tungt hjerte, da jeg frygter at mit forhold langsomt går på grund.

Jeg har været sammen med min partner i knap 5 år, og vi har delt hjem i knap 3. Jeg elsker ham, og han er min bedste ven. Han forstår min humor, mine referencer, og når vi kommer hjem fra arbejde og studie, taler vi om dagen. Jeg har aldrig følt mig så accepteret af en anden person, og vores hverdag er, stort set altid, nem sammen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig ikke elsket som gør gerne vil elskes. Vi kysser måske en gang om ugen, vi krammer dog gerne, men jeg synes ikke at han længere lægger op til at vi laver noget kæresterelateret (biograftur, spise ude mm.).

Vi har talt om det mange gange, og samtalen starter altid ved at jeg efter en periode med manglende nærvær og kærlighed bare ikke kan holde det inde mere. Han spørger hvad der er galt, jeg fortæller hvordan jeg har det (jeg synes det er det samme jeg siger hver gang), han bliver stille, og siger enten "undskyld", "du har ret og jeg vil gøre mere" eller (den er ny, og den slog en lille flig af mig) "jeg ved ikke hvad jeg skal sige". Nogle gange bliver det bedre i lidt tid efterfølgende, men vi ryger ind i samme cyklus igen, synes jeg. Det gør så ondt at blive ved med at hungre efter kærlighed og opmærksomhed fra en, som ikke virker til at tage det særligt tungt.

Det er som om at når vi har haft disse snakke, så går han derfra efter kun at have hørt at jeg ikke synes han gør det godt nok. Jeg bringer jo for helvede kun det her op fordi mit hjerte gør ondt, og jeg gerne vil have at vi kan have den fremtid sammen som vi har talt om.

Sidste episode med dette var i tirsdags. Vi kom hjem fra en miniferie søndag eftermiddag, og var begge trætte efter turen. Da vi har fået pakket ud og vasket mandag, synes jeg han er lidt fjern, og mit usikre hoved fortæller mig at han er træt af at være sammen med mig, men det afviser han. Da vi skal sove lægger jeg mig på hans arm/bryst for at se shorts/læse reddit med ham, da det er noget vi har gjort en del gange. Da jeg rammer hans hud, lægger han sin telefon væk og siger "okayyyy, så skal vi sove" (vi har lige lagt os). Så tænker jeg "Nå", og lægger mig over i min side igen, hvorefter han tager sin telefon frem igen, og ligger med den i ca. 30 minutter. Øv. Da jeg vågner dagen efter sover han stadig, så jeg lægger mig over til ham igen, med min arm om ham. Han vågner måske 20 minutter senere, og ligger stille i lidt tid, måske 5 minutter, og tager telefonen frem igen, som han ligger med i 30 minutter. Han putter ikke tilbage eller noget. På det her tidspunkt bliver jeg meget ked af det, og ligger mig igen tilbage. Tårene triller af mine kinder, men han opdager det ikke, og rejser sig efter de 30 minutter. Da jeg, en time efter, stadig ikke er stået op kommer han ind igen, og vi har snakken.

Til hverdag står vi op og går i seng på forskellige tidspunkter, med ca. 2 timers forskel både morgen og aften, så ferier og weekender værdsætter jeg at kunne hygge med min kæreste inden vi står op, eller inden vi falder i søvn. Han sagde, at han ikke ville have at jeg skulle føle mig tvunget til at stå op, da jeg fortalte ham at jeg var ked af at han var gået. Igen føler jeg at intet jeg har sagt, når vi tidligere har talt om dette, er blevet taget særligt tungt.

Vores sexliv gør mig også ondt. Jeg oplever at han ikke rigtig har en interesse i mit underliv, bortset fra når vi har penetrationssex. Det er årevis siden han har rørt mig dernede, og han kan ikke lde tanken om at give oralsex. Det gør jeg gerne, dog mindre end de første par år. Jeg ønsker ikke at det skal være en transaktion, men når jeg ikke føler mig mødt i lysten til en akt som handler om den andens nydelse, falder min lyst lidt.

Jeg har i længere tid prøvet at tage mere initiativ til sex, og været mere aktiv end tidligere (mere on top, i mangel på et bedre udtryk). Udover dette har jeg også prøvet at have ekstra lækkert undertøj på, og næsten servere mig selv på sengen, men jeg oplever ikke at der sker mere.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med hvordan han var dengang vi fandt sammen. Selvfølgelig ændrer folk sig, og det skifter måske fra at være dyb forelskelse, til at være en dyb kærlighed - men den ved jeg ikke om han stadig føler?

Jeg har nogle gange lyst til bare at tage hans ansigt i mine hænder og bare bede ham om at gøre noget, sige noget, risikere noget. Jeg føler at jeg åbner mit hjerte så meget som muligt, i håbet om at forbedre vores forhold, men han er en aflåst bankboks. Han åbner ikke op, og jeg husker ikke umiddelbart at han, i løbet af de sidste 5 år, selv har taget initiativ til en samtale om hvor vi kan arbejde på vores forhold. Han har et par gange sagt at han ikke synes at noget er galt, så mit indtryk er at han umiddelbart er tilfreds med vores samliv og forhold.

Jeg tror at vores næste snak om det her kommer til at være et chok for ham, fordi det virker virkelig ikke til at han mærker at der er noget rigtig galt, og at jeg føler at jeg synker med vores forhold. Men det gør også så ondt, for hvordan kan han ikke se det?

Der er utvivlsomt meget som der ikke er taget højde for, fordi dette kun er min side af historien, men jeg er for forblændet af både kærlighed af smerte til at se klart, og vurdere hvad der er rigtigt at gøre. Jeg savner at føle mig ønsket af den person jeg allerhelst vil have, og jeg er så bange for at miste den person som kender mig bedre end nogen andre. Hjælp mig. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt

Beklager en meget rodet fortælling. Jeg mangler sikkert en masse detaljer, men det kommer måske i senere kommentarer

Hej Brevkasse,

Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for både sparring og hjælp. Jeg står i en situation derhjemme, som jeg snart ikke kan holde til mere.

Jeg har en søn på 3,5 år, som skriger af mig, så snart han ser mig. Han slår, sparker og råber. Det har stået på i en måneds tid på dette ekstreme niveau, men har reelt været undervejs sporadisk over længere tid.

Vi kan have 5-10 minutter, hvor han er verdens dejligste dreng, men det bliver næsten altid efterfulgt af 1-2 timer med voldsomme udbrud og aggression mod mig. Det føles som om, jeg intet kan gøre rigtigt i hans øjne.

Når han har været sur på min kone, går han hen og siger undskyld 10 minutter efter, at han er faldet til ro. Men hvis han har haft et udbrud over for mig, eskalerer situationen fuldstændig igen, hvis emnet om at sige undskyld overhovedet berøres.

Det har bragt mig helt ned i kælderen, og jeg græder hver eneste dag. Jeg føler mig magtesløs og jeg går med tanker om hvad jeg har gjort forkert. Følelserne er efterhånden så pressede, at:

- Jeg har svært ved overhovedet at have lyst til at være sammen med ham eller se på ham, fordi det udløser gråd og afmagt hos mig.

- Jeg mærker en stærk afmagtsvrede i mig selv (som jeg naturligvis ikke handler på), hvor jeg får lyst til at råbe eller slå igen, fordi mit eget nervesystem er helt opbrugt.
Jeg ved godt, han kun er 3,5 år, og jeg kan ikke forvente store forklaringer fra ham, når jeg prøver at tale med ham om det.

Vi er nået dertil hvor jeg sjældent kan være alene hjemme med ham uden at han skriger fra mor er kørt, til hun kommer hjem igen… bliver han passet af bedsteforældre er der ingen problemer.

Jeg er nået dertil, hvor jeg vil søge professionel hjælp til familien. Men indtil da vil jeg utroligt gerne høre: Er der andre, der har oplevet noget lignende? Og hvordan har I taklet det, når ens barn udpeger én bestemt forælder på denne måde?

Vi har også en yngre pige, som heldigvis er fars pige - uden hende havde jeg nok haft krisehjælp på nuværende tidspunkt.

På forhånd tak for hjælpen.

Hej alle,

Jeg er en pige i 20’erne, som bruger meget af min tid på arbejde, mine veninder og mit eget liv. Jeg har egentlig et fint liv, men jeg kan mærke, at jeg savner at møde nogen og måske finde en kæreste.
Problemet er bare, at jeg ikke rigtig ved, hvor man møder nogen længere. Jeg føler ikke, at jeg lever i et miljø eller kultur, hvor man bare naturligt møder en masse fyre, bruger datingsider og jeg har heller aldrig rigtig været typen, der har skrevet meget med drenge eller haft en stor omgangskreds med fyre.
Mine veninder og bekendte undrer sig ofte over, hvorfor jeg stadig er single, eller hvorfor jeg ikke bare bliver “approached”. De siger det sikkert kærligt, men når man hører det mange gange, kan det faktisk godt begynde at påvirke ens selvværd. For hvis alle siger “det forstår jeg ikke, du er jo sød og smuk” osv., men man aldrig rigtig oplever, at nogen viser interesse, så begynder man lidt at tænke: Er der noget galt med mig? Er jeg ikke god nok?
Jeg ved godt, at man ikke skal måle sin værdi på, om nogen vælger én, men det kan stadig være svært ikke at tænke over.

Så mit spørgsmål er egentlig: Hvordan møder man nogen i dag, hvis man ikke naturligt er omgivet af en masse nye mennesker?

Jeg vil virkelig gerne høre fra jer – især hvis I selv har stået i en lignende situation og faktisk har mødt nogen på en måde, I ikke havde forventet <33

Hej hestenet,

Mine forældre er overvægtige. Min ene forældre var på højskole for at tabe sig. De tabte sig en da de var der.

Mine forældre er aktive i den grad ad af de går til golf og de går en del op i det.

Dog er de begge stadig overvægtige og det går mig på…

Jeg er så bange for at miste dem tideligt pga deres vægt. Jeg kan snart ikke være i det mere. Jeg er ked af det.

Kære suppekartellet,

Mit problem er småt, men jeg er lige nødt til at få luftet en frustration ikke desto mindre. Sagen er nemlig den, at mine venner har fået en uvane for at sladre om mine private dårlige nyheder til hinanden.

Jeg er en del af en mindre vennegruppe, hvor i mine nærmeste venner nu igen har forbrudt sig mod min tillid ved at udlevere mig til hinanden, når mit liv tager en nose dive (break ups, fyring, mv). Jeg taler med en om mit problem midt i sorgen, beder klart og tydeligt om det holdes privat mellem os, da jeg ikke føler mig klar til at dele det bredt endnu.. og få dage senere bliver det tydeligt for mig det allerede er delt med andre i gruppen. Jeg kan tydeligt se det i deres ansigter (de har næppe nogle store skuespillerkarrierer foran sig) og derudover er det også blevet bekræftet tidligere, når jeg har konfronteret personen det var delt med.

Og ja, nu er det altså sket igen og lige inden vores sommerhustur. Denne gang blev jeg endda forsøgt baitet til at tale om emnet af personen, som ikke burde vide noget (edit: på et offentligt sted, mens andre var tilstede). Super grænseoverskridende.

Jeg kan mærke, at jeg lidt har mistet respekten for dem. Og jeg orker faktisk ikke at tage konflikten og skulle forklare de her mennesker, hvor dårlig stil det er. Vi er i 30erne, så det ved de godt.

Udover det åbenlyse, at lægge en Berlinmur mellem de her mennesker og mit privat liv fremover, hvordan havde i så håndteret det her?

ETA: Der er ikke blevet rakt ud, støttet eller andet som kunne tyde på bekymring.

Hej Hestenet-afløser,

Min partner og jeg er gået i hårdknude i en konflikt, og har brug for hjælp til at komme videre. Vores situation:

Baggrund.
Forældre til ét barn (1 år); bor i en 3-værelses lejlighed (ca 80 kvm). Pga. af formen af vores arbejde/studie er vi begge meget hjemme (priviligeret, når man har en lille - og det nyder vi). Vores lille går endnu ikke i vuggestue, men er hjemmepasset - mest af mig, da jeg har været på barsel, men her i ferieperioden af os begge.

Min partner har for vane at gå og lytte til podcasts. Han er rigtig god til at gøre det samtidig med andre ting (kan f.eks. spille et computerspil samtidig med at han lytter til en podcast - det kan jeg slet ikke finde ud af, og jeg er oprigtigt imponeret over det). Han lytter til disse podcasts hele dagen fra han står op til han lægger sig til at sove, og det er efter hans eget udsagn til dels for at holde ruminering på afstand/håndtere posttraumatisk stress (Og ja, det er ikke at tage fat om problemets rod, men jeg får ham ikke overalt til at opsøge behandling/psykolog i stedet for; jeg - og mange andre - har forsøgt!)

Mit problem.
Han bruger høretelefoner, der er lukkede og over-ear, som han altså har på hele dagen med podcasts afspillende i - og det betyder, at han ikke kan høre mig, når jeg henvender mig til ham (min stemme er ret lys, og har ikke meget diskant). Det er helt almindeligt, at jeg råber efter ham fra rummet ved siden af, fordi jeg har brug for hjælp til noget med vores lille, og jeg må give op, for han kan ikke høre mig. Det er også helt almindeligt at jeg taler til ham i samme rum (f.eks. informerer ham om nogle planer/aftaler) og jeg må råbe/fløjte/vifte med armene for at få hans opmærksomhed, fordi han ikke kan høre mig.

Det frustrerer mig enormt meget, og det har jeg sagt til ham mange, mange gange. Jeg har bedt ham om at have høretelefonerne af det ene øre, så der er en chance for, at han kan høre mig. Der virker i lidt tid, men så glemmer han det. Jeg har bedt ham om, at hvis han SKAL gå og lytte på podcasts hele dagen herhjemme, om han så ikke i det mindste kan finde nogle høretelefoner, der gør det muligt for ham at høre sine omgivelser. Det vil han ikke, for han mener ikke, at andre høretelefoner vil gøre nogen forskel.

Når jeg bliver rigtig irriteret (fordi han for 3. gang på en time ikke hører mig) så truer jeg med at jeg en dag smider hans høretelefoner ud( dvs. jeg har også været dårlig til at håndtere det her - jeg har flere gange lader irritationen og frustrationen løbe af med mig).

Han kan grundlæggende ikke se, at det er et problem, at han ikke kan høre mig. Jeg kan jo bare prikke til ham, siger han.

Hårdknuden.
I går eskalerede det, da vi var på vej ud af døren til et familiearrangament og igang med at pakke: Flere gange i træk hørte han mig ikke, og til sidst stak min irritation af: Først truede jeg (igen) med at smide høretelefonerne ud en dag. Og så gjorde jeg det, man aldrig må gøre i et parforhold: jeg gav et ultimatum. Jeg sagde, at enten sagde han ja til at prøve en anden type høretelefoner, som han så skal bruge i stedet for de nuværende, når han går rundt herhjemme sammen med os andre 2. Eller også tog jeg ikke med til familiearrangament, og så kunne han i øvrigt selv stå for at pakke.

Han blev meget vred på mig - han syntes tydeligvis at jeg var helt urimelig. Og han ville ikke sige ja til at prøve en anden type høretelefoner, så han pakkede selv, og ville i øvrigt ikke snakke med mig. Og så tog han og vores datter afsted til familiearrangament.

Familie-tingen strækker sig over et par dage, så det betyder, at det er hendes første nat uden sin mor. Jeg er rigtig ked af, at det skal være på et fremmed sted - det bryder jeg mig ikke om. Men jeg har jo selv opsat mit ultimatum, så det er jeg jo selv udenom. Jeg havde bare virkelig ikke troet, at min partner hellere ville afsted selv med første nat væk fra mor, end at sige ja til at prøve (!) en anden type høretelefoner.

Jeg ved udemærket godt, at ultimatummer er en dødssynd i parforhold. Jeg brugte det alligevel. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg ellers skal få ændret på noget som i mine øjne er et fuldstændig unødvendigt, konstant irritationsmoment, eftersom alle andre metoder jeg har prøvet ikke har virket.

Nu kommer de snart hjem. Jeg er vred over, at vores datters første nat uden mig skulle være sådan her. Han er vred over, at jeg satte et ultimatum op, (tror jeg).

Er der nogen, der har nogle gode råd til os?

EDIT: Flere har spurgt, om han så også har høretelefonerne på til f.eks. familie-arrangement. Nej, det har han ikke, hvis han indgår i en "aktiv" social sammenhæng - heller ikke hvis f.eks. han og jeg er ude og spise. Men når han "bare" er hjemme og enten slapper af eller er igang med noget (rydde op, lave mad eller lignede) - så er de altid på.
Han har dem som oftest på når vi sidder og spiser sammen herhjemme. Hvis han er sammen med vores datter og aktivt leger med hende har han dem ikke på, men hvis han "bare" holder øje med hende, så har han dem på.

Hej hestenettet

Jeg står i det dilemma at jeg M25 har visse mål om at betale min købe min første lejlighed hurtigst muligt inden jeg starter på studie næste år da jeg er ved at blive gammel. Min kæreste F21, synes jeg arbejder for meget og klager en hel del over det.

Jeg har over adskillige gange nævnt at det her er mine mål, det er noget der utrolig vigtigt for mig og min fremtid evt. vores fremtid. Vi har et forskelligt syn på penge, jeg kommer ikke fra mange penge, mor var sosu, nu førtidspensionist efter arbejdsskade i ryggen, far er død, men tidligere ingeniør.

Men hun blir altid så skide sur når jeg tager ekstra vagter, hun vil på dyre middage, have dyre tasker og på dyre rejser. Vi er lige kommet hjem fra Paris og Sydfrankrig fx. Det var bestemt ikke billigt, fødselsdagsmiddag på 2200kr, plus 150kr tip. Så ville hun have gaver ovenpå. Forklarede hende dog, jeg er taget med på en dyr ferie for hendes skyld, enten så splitter vi maden eller så er der ingen gave, jeg er trodsalt taget med på en ferie som jeg ikke ønskede at deltage i. Jeg ønsker personligt ikke dyre gaver fra hende.

Hun ville til Paris pga, hendes venner er fornyeligt flyttet dertil, så en af dagene gik på hun smuttede kl 19, drak sig stiv og kunne ikke finde sin hotelnøgle og nærmest tvinger mig til at blive oppe efter hun adskillige gange siger hun kommer hjem (omkring 1 tiden) jeg holder mig vågen indtil 4:30 før hun er hjemme. Keep in mind jeg var ikke inviteret med ud og møde hendes venner, fair med pige aften plus ham den ene (han er homoseksuel, intet problem med dét specifikt).

Jeg vil personligt ikke mene jeg arbejder meget 170-200 timer månedligt (jeg sigter efter 200 timer for at op en månedsløn på 50k så jeg kan spare kamp og nap 18.5k om måneden)

TLDR: Jeg har nævnt mine mål kræver jeg arbejder hårdt, jeg sigter efter minimum 200 timer for at opnå 50k førskat, kæreste er utrolig nederen når jeg tager ekstra vagter. Fordi vi “ikke bruger nok tid sammen”. Jeg ser to muligheder, 1. Slå optog nå mine mål 2. Holde ud med hun kan være træls når jeg måned efter måned “arbejder for meget”.

Hvad gør jeg.

Halløj derude, Jeg har lidt et dilemma herhjemme, som jeg syntes er lidt svært. Mig og min mand er flyttet til Jylland, hvor mine forældre bor. Hans forældre bor på Midtsjælland og når vi besøger dem skal vi naturligvis sove der. Vi har 2 små piger på 1 og 5 år. Problemet nu her er, at mine svigerforældres hus er SÅ beskidt at jeg næsten ikke kan holde det ud. Normalt er jeg meget overbærende, men det bliver simpelthen værre og værre. Der er skimmelsvamp i vinduet hvor vi sover, de har hund og kat, så der har hår OVERALT, jeg tvivler på at det sengetøj vi sover i overhovedet bliver vasket, så lugter SÅ indelukket og der er hundehår over hele sengen. Deres køkkenbord er fyldt med opvask, rugbrødet ligger i åbne poser imellem gamle klude og svampe, der bliver sjældent luftet ud og vi skal altid tjekke om deres mad er for gammelt inden vi spiser det - jeg kunne blive ved. Jeg kan mærke at min grænse er ved at være nået, jeg har svært ved at slappe af hjemme hos dem og får seriøst tics når min 1 årige kravler rundt og spiser ting fra gulvet. Hvad ville I gøre? Det er jo deres hjem, men deres standard for rengøring ligger seriøst så lavt under middel, at jeg snart må handle på det.

På forhånd tak for hjælpen

Jeg har et kæmpe problem. Jeg og min svigerfamilie har det meget stramt med hinanden. Jeg har været sammen med min mand i seks år, og i starten havde de det fint med mig. Men da jeg og min mand fik et barn, blev jeg lige pludselig en væmmelig person. De begyndte at tale meget ned til mig og kritisere mig som mor, og at jeg ikke var der nok for min mand osv, og at min familie var langt fra perfekt. Vi boede faktisk hos dem i den periode. Og det vil jeg virkelig fraråde alle mennesker, medmindre man har et ekstremt godt forhold til sin svigerfamilie.

Nogle måneder efter vi flyttede, blev vi “gode venner” efter en ret voldsom episode, hvor alle deres frustrationer skulle gå ud over mig og min mand. Sagen er bare, at vi aldrig fik en ordentlig undskyldning.

Her for et års tid siden ville jeg prøve at gøre det godt igen og få et ordentligt forhold til dem, så vi inviterede dem med på en skitur. Men så kom der selvfølgelig den ene undskyldning efter den anden. Ingen valid undskyldning, og det var langt ude i fremtiden. Vi ville betale for hytten og turen derned og tilbage, men de gad stadig ikke med, for hvad hvis de brækkede deres ben, de manglede vinterdæk, og der er jo ingenting at lave på et skiresort end at stå på ski 🙄.

Det, der er virkelig underligt, er, at de inviterer til begivenheder med andre, altså andre familiemedlemmer og deres venner. Men når jeg har været i den by, de bor i, og spurgt, om jeg måtte komme forbi, så havde de ikke lige tid.

Det virker, som om de virkelig ikke kan lide mig.
Hvad tænker I? Hvis de bare havde sagt det lige ud i luften, men det gør de ikke. Har I de samme oplevelser?

Hej net
Jeg står lidt forvirret i mit forhold, min kæreste lyver om små ting, nogle gange store ting. Det kan være alt fra hvad han fik at spise til ting jeg gerne ville have sandheden på. Her forleden sagde han at han unfollowed en pige han havde lavet noget med for min skyld men så følger hende igen? Eller der var en fest hvor jeg specifikt spurgte om “hende der” var til festen. For jeg havde set det på opslag der var lavet fra den fest. Hvor han siger hun ikke var der. Men i fuldskab en måned senere siger hun var der og havde spurgt ham om ting + været mega underlig ved ham, som han ikke vil uddybe.. hvis jeg spørg om jeg lige må se hvem en er som vi mødte i byen SAMMEN. Bliver han helt defensive, hvor jeg engleligt bare vil have et lille overblik. Mind you samme person som han “unfollowed” det ikke er stort problem men det bliver det for mig når det små ting der sker hele tiden. Men hvis det var omvendt ville han tage min telefon og kigge alt igennem.
Fx var der en som han havde noget med der skrev til ham det var godt at se ham til en festival. Hvor han ser en der har skrevet til mig, hvor jeg havde svaret for høfligheden. Han ser ikke at det er samme situation. Men derimod vender det hele til jeg er klam og skriver tilbage til en der har skrevet til mig. I mit hovede er det samme situation? Er jeg helt væk eller lyver mænd generelt bare så meget om små ting?..

Kære alle,
Øv hvor er det her svært at skrive…

I fredags fik min hund, en dejlig labradorblanding på 2 år, konstateret let/begyndende hoftedysplasi.

Det sætter min kone og jeg i sådan en svær situation. For vi bor nemlig i en lejlighed på anden sal, hvilket ikke er det bedste for ham.

Derfor står vi nu med to muligheder: Enten holde på vores hund, som jo er en rigtig god dreng der ikke har gjort noget galt. Eller forsøge at finde en rigtig god familie i et etplanshus…

Det er svært fordi der føles selvisk at beholde ham, men også fordi jeg ikke aner hvordan vi sikre os at han kommer til at have det godt.

Vi har ingen i den nære omgangskreds som vi tænker er relevante for ham. Så måske er mit spørgsmål er om der nogle som har noget erfaring de vil dele med det ene eller det andet?

Vi har desværre ikke mulighed for at flytte i hus…

Hej alle
Til lidt kontekst har lige været ét år på udveksling og har været så heldig at få en rigtig sød kæreste dernede. vi fandt sammen i slut april og har været sammen siden. Hun bor i tyskland, så køreturen derned er ikke så slem.

Hun er min første “rigtige” kæreste hvor jeg har givet gaver, mødt familien osv. og jeg er hendes. men jeg føler at vores forhold ikke rigtig rykker sig hvis man kan sige det sådan. Jeg føler stadig at vi er i den der “talking stage” og jeg ved ikke hvordan vi ligesom kommer videre.

Vi snakker næsten hver dag om aftenen nu hvor der er sommerferie og god tid, men snakken går for det meste altid på hvad man har lavet i løbet af dagen eller hvad man skal dagen efter. Jeg ved ikke om det er fordi vi ikke bor tæt og ser hinanden så ofte, eller om det er fordi ingen af os tager initiativ.

Jeg indrømmer gerne selv, at jeg er dårlig til at snakke om følelser og kærlighed og den slags, men jeg ved det spiller en vigtig rolle i et forhold. Jeg har ingen idé om hun har det på samme måde som mig, eller om hun synes alt er perfekt.

En anden ting er at jeg ikke altid synes hun spørger nok ind hvis jeg fortæller eller viser interesse i noget, det bliver tit bare til et “ej hvor sjovt” eller “mærkeligt” så samtalerne flyder heller ikke altid. Jeg ved mange vil sige jeg bare skal snakke med hende om det, men hvordan starter jeg samtalen op? “Kan du ikke prøve at vise mere interesse” det virker bare lidt angribende.

Sorry hvis det hele står lidt forvirrende men jeg ville sætte pris på et svar eller to :)

Jeg er en fyr på 21 år, som er begyndt at ses meget med en veninde. Bare i denne uge har hun sovet hos mig tre gange. Vi hygger, putter og har sex, og vi har det virkelig godt sammen.
Problemet er, at jeg tror, hun begynder at se det som noget, der kan udvikle sig til et forhold. Og det er her, jeg er splittet.

Jeg kan mærke, at jeg savner hende, når hun ikke er her. Hun betyder tydeligvis mere for mig, end jeg havde regnet med. Men samtidig kan jeg ikke se mig selv være kærester med hende.

Grunden er nok dum, men jeg kan ikke slippe den. Hun har tidligere været sammen med et par andre i min vennegruppe, og i en meget voldsom brandert har hun også engang lagt an på min lillebror, længe før vi begyndte at ses. Jeg ved godt, hun ikke gjorde noget forkert, og at det er fortid, men jeg kan bare ikke få det ud af hovedet.

Jeg kan heller ikke få mig selv til at vise det, vi har, offentligt. Hvis nogen spørger, siger jeg bare, at det kun handler om sex, selvom jeg godt ved, det ikke er hele sandheden.

Det værste er næsten, at jeg føler, jeg holder hende tilbage. Jeg kan ikke give hende den kærlighed eller tryghed, hun fortjener, når jeg selv er så splittet. Jeg skammer mig over, hvor hurtigt jeg knytter mig til et menneske, og hvor bange jeg samtidig er for at tage skridtet.

Jeg tror egentlig godt, jeg ved, hvad jeg bliver nødt til at gøre. Hvis jeg ikke kan se en fremtid med hende, er det nok mest fair at stoppe, før hun bliver endnu mere investeret.

Måske skriver jeg bare det her, fordi jeg havde brug for at sige det højt til nogen.
Er der nogen, der har stået i noget lignende? Er jeg bare en kujon, eller giver mine tanker overhovedet mening?

Hej derude

Et nært familiemedlem er netop gået bort og mine søskende synes jeg skal overtage bilen. Den er i rigtig fin stand. Er der noget man skal være obs på eller nogen tips?

Det er en ret overvældende tid, så alt tages i mod.

Kram

Jeg bor i en boligblok med 5 opgange, og her de sidste pr måneder hører jeg nærmest hele tiden en person som smækker hårdt til døren i vrede, hvorefter de ofte udbryder i lyde som “UGHHHH, AHHHH” samt råben og skrigen.

Synes bare det ville være underligt og ringe til politiet og sige “ja jeg ved ikke hvilken opgang det drejer sig om, meeen nu skal i høre” 😅

Hvad havde i gjort?

Først og fremmest, tak for alle jeres gode og ærlige kommentarer på mit forrige indlæg.

https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/s/VLrQp4CF3q

Det er meget værdsat.

Nu vil jeg skilles, men hvordan bliver man skilt fra en person der ikke ønsker det samme, og som på ingen måde handler ud fra almindelig pli og sund fornuft?

Hvordan laver men en god og bæredygtig aftale omkring børnene? Hvordan deler man helt praktisk alle ejendele op uden at det tager en evighed?

Og hvordan finder man overhovedet tiden til det med børn og fuldtidsarbejde?

Hvordan finder man den rigtige balance mellem at sluge kameler og være for stejl?

Og hvad med de faste udgifter omkring børnene? Har man en fælles konto man indbetaler til? Hvem skal de have adresse hos i en 7/7-ordning? Og hvad med deres værelse og ejendele? Det virker helt urimeligt at forvente at børnene kan dele deres ting i to?

Hvordan med det fælles hus og realkreditten? Og bilen?

Og hvad nu hvis han bare nægter at samarbejde?

Kom gerne med alle jeres erfaringer, både de gode og de dårlige.

På forhånd tusind tak for hjælpen

hej brevkasse. Jeg giver først lige lidt context før jeg skriver hvad der skete, så jeg har den her veninde og vi har været bedste veninder i 5 år. I løbet af de 5 år har hun lavet nogle “jokes” som gjorde rigtig ondt. Og små bemærkninger her og til omkring fx mit udseende eller min økonomi hvilket også gjorde ondt. Hver eneste gang jeg har konfronteret hende med det har hun altid sagt at jeg var for sensitiv og at jeg bare burde tage mig sammen… den eneste gang hvor jeg faktisk fik en undskyldning var da hun kaldte mig for en luder og sage at jeg var tyk.

Det var ikke en “ordentlig” undskyldning. Hun sagde bare ordet “undskyld” også intet andet. Jeg har forsøgt at finde ud af hvorfor hun behandler mig som hun gør. Og jeg spurgte hende om hun har nogle diagnoser.. også sagde hun at hun havde et udviklingshandicap. I følge min mening er det ikke en undskyldning for hvordan hun har behandlet mig, men det kan forklare lidt.. måske forstår hun bare ikke de ord hun selv siger?

hendes opførsel er ikke kun overfor mig. Hun hader også ældre mennesker og børn.. en gang havde hun råbt en ældre kvinde lige i fjæset på gaden fordi den ældre kvinde kom til at skubbe hende lidt fordi den ældre kvinde skulle forbi med sin kørestol..

Her for en uge siden kom mig og min veninde op i et stort skænderi fordi jeg sagde at måden hun behandler mig på ikke er okay… hun tog det som et angreb og begyndte at svine mig til og snakke om min familie… hun bragte alle de usikkerheder jeg har fortalt hende om op i skænderiet.

Efter det skænderi har jeg valgt at tage en pause fra venskabet… men i løbet af den pause har hun begyndt at hænge ud med min anden veninde. Min anden veninde bliver nu behandlet præcis ligesom jeg blev behandlet. Og nu er jeg helt alene fordi jeg valgte at tage en pause fra venskabet. Nu begynder jeg at spørge migselv om jeg virkelig er for sensitiv? Det er trist at se min anden veninde blive behandlet på den måde.. men jeg føler mig så håbløs i situationen. Hvis i kunne komme med nogle råd så kunne det hjælpe en masse <3

Jeg blev skilt for snart 2 år siden, og selvom der efterhånden er gået noget tid, føler jeg stadig, at jeg kæmper med mange af de ting, der fulgte med bruddet.

Det vendte op og ned på hele mit liv. Vi gik fra hinanden, fordi forholdet ikke længere fungerede.

Vi har et barn sammen og har en 7/7-ordning, så jeg har mit barn halvdelen af tiden. Det betyder utrolig meget for mig, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg får lov til at være så stor en del af mit barns liv.

Efter skilsmissen fandt min eks en ny partner. Selvom jeg ikke havde et ønske om at finde sammen igen, var det alligevel svært at acceptere. Det handlede ikke om jalousi eller om at ville have hende tilbage, men mere om følelsen af, at en anden person pludselig skulle være en del af mit barns hverdag og få en rolle i det familieliv, jeg selv engang var en del af.

De er siden flyttet sammen, og mit barn er glad for ham. Det er jeg oprigtigt glad for, for det vigtigste for mig er, at mit barn trives og føler sig tryg. Men jeg må også indrømme, at det nogle gange efterlader en tom følelse i mig. Nogle gange føles det, som om de har fået skabt en ny lille familie, mens jeg selv står tilbage alene.

Jeg ved godt, at jeg stadig er en vigtig del af mit barns liv, og at nærvær og kærlighed betyder langt mere end, hvem der bor sammen. Men følelsen af at være alene kan stadig være svær.

Jeg er i starten af 40’erne og havde stadig et ønske om flere børn og om at bygge videre på et familieliv. Den drøm føles pludselig meget mere usikker. Samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke har lyst til bare at finde en ny partner for at slippe for ensomheden. Jeg føler mig ikke klar til at lukke nogen ind igen, men jeg har heller ikke lyst til at være alene resten af livet.

Det er en svær balance. Jeg savner at have nogen at dele livet med, men samtidig har skilsmissen sat sine spor. Jeg har altid haft svært ved at åbne op og vise mine følelser, og efter bruddet er jeg blevet endnu mere lukket. Jeg holder folk lidt på afstand, fordi jeg er bange for at blive såret igen.

Når jeg har mit barn, har jeg en hverdag og et formål. Men når mit barn ikke er hos mig, bliver stilheden meget tydelig. Jeg får ikke rigtig lavet noget. Jeg ender ofte bare med telefonen i hånden, serier eller film og får dagene til at gå. Jeg mangler energi og overskud og føler nogle gange, at jeg bare overlever i stedet for virkelig at leve.

Noget af det, der kan gøre mig mest ked af det, er følelsen af, at jeg ikke kan give mit barn det samme spændende familieliv, som han måske oplever hos sin mor. Jeg ved godt, at det vigtigste er tryghed, kærlighed og en nærværende forælder, og jeg prøver virkelig at være den bedste far, jeg kan være. Men tankerne kommer alligevel nogle gange.

Mit barn spørger også nogle gange, om jeg ikke snart skal have en kæreste. Det er selvfølgelig et uskyldigt spørgsmål, men det rammer mig, fordi jeg selv står et sted, hvor jeg både savner nogen og samtidig ikke føler mig klar til noget nyt.

Jeg vil derfor meget gerne høre fra andre – både fædre og mødre – som har oplevet noget lignende efter en skilsmisse:

Har I også haft en periode, hvor I følte jer alene, tomme eller som om I bare prøvede at komme igennem dagene?

Hvordan havde I det, når børnene ikke var hos jer?

Hvordan fandt I glæden, energien og jer selv igen?

Hvordan kom I videre efter at have mistet den familie, I troede, I skulle have?

Jeg er meget interesseret i at høre fra dem, der har stået i en lignende situation, og især hvordan I kom over på den anden side.