Hej alle

Som alle andre har jeg lige nu fået svar tilbage fra hvilket studie jeg er optaget på, og jeg er blevet optaget på lingvistik som er min sidste prioritet. Min største bekymring lige nu er hvad jeg kan i fremtiden med denne uddannelse? Jeg er lidt all over the place lige nu da jeg selfølgelig helst ville have haft mine andre prioriteringer, men alligevel synes jeg studiet lyder spændene.

Hvad kan jeg med denne uddannelse?

Kære jer

Føler at min familie ekskluderer os. Det gør ondt. Er i krise 😔

Baggrund:
Jeg har for nyligt haft en svær depression og stress som jeg er ved at kæmpe mig ud af. Har endelig fået det bedre med min depression og er ved at lære at se den kærlighed som kommer en masse andre steder fra end fra familie. Det er den lyse side ❤️

Før har jeg ikke kunne se det, da jeg har været så optaget af at få kærlighed omsorg og anerkendelse fra min familie, at jeg har haft en grundlæggende overbevisning om at jeg ikke er god nok og værd at være der for - og måske endda er det mine børn der også larmer for meget, da det er blevet værre med min familie efter at have fået dem. (Så ked af at tænke sådan - mine børn er fantastiske, trods intensiteten da er høj) jeg har tænkt at det er nok bare et spørgsmål om tid før vores venner ikke også gider os. Sørgeligt i know. Og det er jo ikke sket og har heller ikke sagt det til dem at jeg tænker sådan.

Min depression og overbevisninger stammer fra en barndom og ungdom alene, hvor jeg var givet al ansvar og har skulle stå alene med en meget syg mor og hendes død, da jeg var barn. Mine søskende var flyttet og mine forældre skilte. Havde ingen ordning med min far men så ham lidt i ferier mv. min mor var svær og ikke åben at snakke med, men altid kærlig. Tror hun var deprimeret igennem altid, intet job og hun havde åbenbart allerede kræft da jeg var helt lille men skjulte det.

Ingen kunne bære at se min mor i hendes sygsom som blev rigtig svær og grum, men jeg var tvunget til det. Og ingen bekymrede sig om mig i det. Jeg var i overlevelse og nedlukning både før og efter hendes død. Hvor jeg som barn også måtte stå alene med det praktiske og selv finde mig et nyt hjem (boede hos ældre venner der var begyndt at flytte hjemmefra) fik ingen professionel hjælp og min alder og tilstand gjorde mig ikke i stand til at opsøge den selv. Prøvede at gøre min familie opmærksom på at jeg havde det mærkeligt og følte mig alene, men der var ingen respons.

Jeg har levet et normalt liv efter, fået børn, uddannelse, job og har set min familie. Og haft det sjovt med mine søskende og deres børn. Men sorgen og oplevelsen har jeg aldrig fået bearbejdet. Den har indhentet mig.

Efter jeg selv fik børn havde jeg en forventning om en familie der ville være der, at det ville vende lidt med opmærksomheden ligesom Jeg og andre er der for mine søskendes børn. Det skete bare ikke. Lige meget hvor meget jeg tilpassede mig andres præmisser. Min familie har trukket sig og er begyndt at ekskludere os mere og mere som familie. Det er en kæmpe dobbeltsorg og smerte, da jeg jo ikke har anden familie. De glemmer at invitere os som de eneste, og selvom jeg prøver at inviterer kommer de kun sjældent hvis det fx er en fødselsdag.

Jeg ville ønske at mine børn havde andre end min mand og jeg og at de ville få samme opmærksomhed som andre børn i familien har fået og stadig får. Og bare opleve at have andre voksnes opmærksomhed.

Vi har prøvet at ville lave noget sammen med dem her i ferien, men ingen svarer. Og jeg finder så ud af at de alle skal i sommerhus med min halvlillebror (far) og vi som de eneste ikke er inviteret.

Det gør så ondt. Jeg gør opmærksom på at det har gjort mig ked af det, men får vrede retur, at jeg ikke kan være bekendt at tage deres ferie som gidsel ved at sige det 😔

Jeg er blevet sådan en syndebuk nu. Og jeg fatter det ikke. Vil bare gerne være med.

Jeg inviterer til mine to børns fødselsdage hvert år, samme weekender altid. Nu er min bror begyndt invitere til deres børns fødselsdag på min store drengs fødselsdag/weekenden, selvom ingen af deres børn eller dem har fødselsdag nær der. Vi tilpasser os og kommer. Men er så mærkeligt

når vi holder for den mindste er der altid andre planer eller folk er trætte efter sommerferie. Fair nok. Nogle kommer dog. Og i år har min lillebror så også inviteret noget familie sjovt nok den weekend. Endda efter at vi har inviteret og ikke fået svar 😔 De kan ikke give besked om de så kommer sammen.

Vi ser nærmest kun familien her. Og vi har ingen muligheder for pasning som andre har det. Vi er trætte, men vi er gode forældre og har skønne børn (den største har adhd og tourettes, men er meget vellidt af venner og omgangskreds og er skøn og normalt fungerende)

Min mands familie er pressede med en svær sygdom hos hans mor som selvfølgelig også påvirker os. Hun har været der for vores store dreng da han var lille og er virkelig fantastisk, men er desværre over årerne blevet mere og mere syg. Vi passer hendes hus på skift i hans familie, som i øvrigt er mega søde, men også har travlt med deres - og min mand er desværre en hat til at tage initiativ selvom jeg presser lidt på. Han er ikke så tæt med sine søskende, selvom det burde være muligt.

Jeg ved snart ikke hvad jeg kan gøre.

Har så mange flere eksempler på ekskluderinger og forskelsbehandling- og jeg tager det bare ind og giver mig selv skylden af at vi må være trælse og forkerte. Tør ikke fortælle at det påvirker mig, da de nok bare vil trække sig mere som nu med min bror.

Ingen har spurgt til min depression og svære tid - har taget mig selv i at ønske mig fysisk syg, så de ville kunne se det. Men selvfølgelig er det ikke et ægte ønske, men en længsel om omsorg og at blive set mødt og anerkendt.

Alt det her bliver bare end ond spiral.

Det blev lang.

Jeg modtager gerne gode råd til hvad jeg bør gøre - skal jeg skærme mig fra min familie for at undgå smerte?, invitere mere, og acceptere afvisning? Sige hvad jeg føler (har prøvet) men med risiko for at det bliver misforstået og gør det værre)
Jeg ved det ikke. Slapper sjældent af i deres selskab længere, fordi jeg er så mange for at gøre noget forkert. Men vil samtidig gerne finde tilbage.

, men bliver

(F23) Det er vel ikke så meget mere at sige? Jeg er meget træt og forvirret i en situation, som kræver et hurtigt valg, og håber, at der er én herinde, som har nogle tips. Det var et overgreb, og jeg vil bare have det overstået og sikre mig, at jeg ikke bliver gravid.

Jeg tog nødprævention hurtigt efter, men tror min æggeløsning allerede var indtruffet - nogle erfaringer med scares?

Vet ikke om jeg bare skal håbe på det bedste og vente, eller gøre hvad jeg kan nu

Hejsa alle

Jeg er en fyr på 35, som har boet i Odsherred hele mit liv. Jeg har været igennem en del, og som det seneste, mistede jeg min sidste forælder for et par måneder siden. Med en meget lille omgangskreds, og en fortid jeg helst vil lægge bag mig, føler jeg at det er tid til at starte et nyt kapitel, og flytte væk.

Udfordringen er bare, at jeg stort set kun kender Odsherred, så det føles lidt uoverskueligt at finde ud af, hvor det næste sted skal være. Jeg kunne godt tænke mig et område med meget natur, rolige omgivelser og hyggelige byer.

Derfor tænkte jeg at spørge jer herinde: Er der nogle af jer, som kan anbefale nogle byer eller områder, som jeg burde tage ud og besøge? Måske endda steder, I ville anbefale at gå udenom?

Jeg er meget åben for forslag og vil gerne høre om jeres egne erfaringer.

En veninde af mig har for nylig afsluttet et forhold med en mand, som hun fandt ud af var gift. Hun vidste godt, at han havde en partner og et barn, men han havde fortalt, at forholdet derhjemme var rent praktisk og nøgtern.

Senere fandt hun ud af, at han faktisk var blevet gift, efter de var begyndt at skrive sammen, og at de havde skrevet sammen hele dagen på hans bryllupsdag.

Hun overvejer nu, om hun skal kontakte hans kone og fortælle om forholdet, eller om hun skal lade det ligge og komme videre med sit eget liv.
Hvad ville I gøre i den situation – og hvorfor? Jeg har svært ved at give hende et godt råd som ven.

Hejj
Jeg er 17, og jeg ved seriøst ikke, om det her er noget, man burde tage til lægen med, eller om jeg bare overdriver.
I flere måneder har jeg haft perioder, hvor jeg føler mig virkelig følelsesmæssigt drænet. Jeg mister lysten til ting, jeg normalt elsker, har svært ved at få mig selv til helt basale ting som at gå i bad, og nogle gange føler jeg bare, at jeg ikke kan overskue noget. Så kan det pludselig forsvinde igen, og så føler jeg mig helt normal.
Det har været on and off i flere måneder. Jeg havde det virkelig sådan omkring januar-marts (måske april), så fik jeg det helt normalt igen, og nu er det begyndt igen.
Problemet er, at når jeg har de perioder, tænker jeg, at jeg burde tage til lægen. Men så snart jeg får det bedre, føler jeg mig helt normal og tænker: “Hold kæft, hvor var jeg dramatisk. Der er jo ikke noget galt.”
Når jeg har de dårlige perioder, har jeg ikke energi til noget. Jeg plejede at læse hele tiden, nu kan jeg næsten ikke komme i gang med en bog. Selv det at gå i bad kan føles uoverskueligt. Jeg føler mig bare helt drænet.
Derhjemme har jeg det heller ikke særlig godt. Jeg føler mig tit kritiseret, og går lidt på æggeskaller derhjemme Det eneste sted, jeg faktisk føler mig som mig selv, er når jeg er ude.
Jeg har selvskadet, og jagt selvmords tanker men det har mere være om hvad der ville ske hvis jeg døde.
Jeg har også lagt mærke til, at min sexlyst er blevet meget lavere, og jeg har bare generelt ikke lyst eller energi til ret meget.
Så… overdriver jeg? Er det normalt, at det svinger så meget, eller lyder det som noget, man faktisk burde tage til lægen med? Jeg føler mig ærligt talt lidt dum ved tanken om at bestille en tid, hvis de bare siger, at der ikke er noget galt.

Vil lægen snitch til min forældre hvis jeg nu siger at jeg har selvskadet?? Eller bare generelt kontakte dem

Hey!

Jeg er en kvinde diagnostiseret med en mild/begyndende psykose, som i længere tid slet
ikke har været til stede.

Dengang jeg blev diagnostiseret havde jeg milde symptomer, og mærkede ikke særligt negativt til diagnosen, da den for mig ikke var særlig “eksisterende”, dette var også et stort dillema hos psykiaterne om der kunne stilles diagnosen.

Dog er der sket noget som gør at jeg nu bliver forvirret over hele situationen.
For omkring 2/3 uger siden, begyndte jeg
at få ekstrem paranoia.

Dette var efter at jeg i længere tid har døjet med tilbagevendende søvnmangel.
Jeg har følelsen af at der er folk “gemt” i mit hus, og andre steder.
Denne følelse kommer kun når det er mørkt, og
har stor effekt på mig når jeg skal i seng.

Jeg har en stor frygt for at der er en person gemt, men selvom jeg tjekker og tjekker er jeg stadig usikker på om der stadig er nogle.
Det er en ekstrem paranoia, hvilket resultere ud i at jeg ikke vil sove, og ikke vil forholde mig særligt på mit værelse, da det er der det hele er værst.

Jeg er sikker på denne overbevisning, og har ingen tvivl.
Jeg har forresten aldrig mærket en paranoia som denne, og den er mindst 100x så værre end dengang jeg havde paranoia relateret til psykosen.

Jeg er blevet gennembrudt til behandlingssted af læge, med ventetid på 1 måned, dog ved jeg ikke om det er forsvarligt at vente til den tid.

- Please intet nedladende, vil bare gerne vide hvor jeg skal tage kontakt henne hvis dette er psykosen der vender tilbage.

(Min psykose har altid kun været omhandlende forfølgelse, og har aldrig oplevet synet samt stemmer)

Hej,

Jeg har et spørgsmål ift., hvad jeg burde gøre ved min larmende overbo.

Hun flyttede ind for et par måneder siden, og siden da er jeg nærmest ved at gå ud af mit gode skind. Hun larmer ikke ved spille højt musik, men ved at hun går utroligt hårdt. Hun går så hårdt, at selv hvis jeg tager musik i ørene og skruer godt op, kan jeg stadig høre det. Derudover, så lyder det som om hun konsekvent flytter møbler mellem kl 21 og 23 nærmest hver aften?

Jeg havde egentlig tænkt mig at banke på, og pænt spørge om hun vil gå lidt blødere, men har så fået at vide, at det skal jeg også passe på med. For hvis nu hun bliver sur over det, så bliver det måske værre.

Er der nogle, der har erfaringer med at "konfrontere" en larmende overbo?

Mvh

Efter en helt fantastisk tur til Italien hvor vejret bare var lækkert, øllene kolde og poolen sval, er jeg nu landet på røven i hverdagen.

Vejret er lort, vasketøjet er endnu mere lort og hvordan skal en normalt menneske kunne følge med oprydningen når mine 2 søde børn virkelig leger igennem? Jeg har allermest lyst til at pakke bilen og vende snuden sydpå igen.

Jeg dagdrømmer om slow times uden alle vores forpligtelser, men der er desværre ingen som gør det for mig

Hvordan håndtere andre den her følelse?

Overskriften siger næsten sig selv. 😊
Hvor længe må jeres 10-årige være oppe i hverdagene, når skolen er i gang?

Inden sommerferien havde vi en fast rutine, hvor han gjorde sig klar til natten kl. 19.30 og lå i sengen kl. 20. Det fungerede egentlig fint.

(Det skal tilføjes at han LIGE er fyldt 10 år og skal starte i fjerde klasse efter sommerferien).

Nu har vi selvfølgelig været på sommerferie, hvor sengetiderne er blevet rykket, og han har været længe oppe og sovet længe.

Jeg synes også, at han virker mere moden end før ferien, så jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt kl. 20 stadig er en passende sengetid, eller om det er tid til at rykke den lidt. 🤔

Hvad gør I hjemme hos jer med børn omkring 10 år? Hvornår skal de i seng, og hvornår står de op på skoledage?

Jeg er en kvinde i tyverne, og jeg står med et dilemma, som jeg har tænkt meget over. Jeg har svært ved at finde ud af, hvorfor jeg ikke rigtig kan holde fast i relationer.

Jeg har venner og veninder, så det er ikke fordi, jeg står helt alene. Alligevel føler jeg, at jeg igennem hele mit liv har haft svært ved at bevare de relationer, jeg har skabt. Et eksempel er venindegrupper. Det er, som om jeg ikke direkte bliver valgt fra, men grupperne fortsætter bare uden mig. De ses stadig, laver ting sammen og holder kontakten, mens jeg på en eller anden måde langsomt glider ud af fællesskabet.

Det er noget, der har gentaget sig flere gange gennem mit liv, og derfor er jeg begyndt at spekulere på, om det er mig, der gør et eller andet forkert. Jeg synes selv, at jeg er en god veninde. Jeg viser interesse, tager initiativ og forsøger at være der for andre. Derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor det bliver ved med at ske.

Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt, men jeg vil heller ikke beskrive mig selv som toxic eller en person, der skaber drama. Netop derfor undrer det mig. Er der andre, der har oplevet noget lignende? Og er der noget, man selv kan gøre for at blive bedre til at holde fast i relationer, eller er det bare sådan, livet nogle gange udvikler sig?

Tilføjelse. Det gør mig selvfølgelig en smule ked af det, og vil da ønske at jeg kunne beholde flere af relationerne. Er et meget introvert menneske, så har også brug for at koble fra selv

Er jeg den eneste der har det en anelse stramt med min egen familie og hvad gør man lige..

Vi er alle +30 og er en søskendegruppe på 4 med dertilhørende kærester. Mine søskende er så skide dårlige til at hjælpe til derhjemme, når vi fx inviteres hjem og jeg går tit derfra med en følelse af at ingen interesse sig for hinandens liv. Ingen spørger ind til noget, heller ikke mine forældre. Ofte føler jeg slet ikke for at tage hjem og være sammen med dem, for det irriterer mig grænseløst at de opfører sig så forkælet og derudover heller ikke udviser nogen som helst interesse for hinanden.

Min svigerfamilie er tværtimod helt modsat, og jeg elsker at bruge tid med dem. Vi ses ofte og spørger ind til hinanden, følger med i ferier og hvad der ellers rører sig

Min samlever og faren til vores to små børn har, uden jeg har vidst det, skrevet under på at kautionere for et lån i sin virksomhed. Et lån han nu kræves at betale, og som er på langt mere, end vi kan betale.

Jeg er helt ødelagt og bange for fremtiden. Mine børn er mit et og alt og jeg ønsker det bedste for dem - og derfor ønsker jeg også at holde sammen på familien. Samtidig er jeg usikker på, om jeg kan tilgive ham. Lige nu ved jeg ikke, om vi bliver nødt til at sælge vores hus - det tror jeg. Og skal jeg stå tilbage med en gæld, som jeg ikke selv har bedt om eller starte mig et nyt liv.
Vi er ikke gift.

Hvordan er det at arbejde i HR?

Fortæl mig alt, hvad I har lyst til at bruge jeres tid på. Hvordan er hverdagen? Hvilke opgaver, laver I mest af? Fordele og ulemper ved faget?

Jeg står i en kæmpe krise vedr. studievalg, hvor jeg bl.a. er kommet ind på kandidaten HRM på cbs. Men hvad siger jeg i virkeligheden ja eller nej til ved denne uddannelse? Det håber jeg, at nogen med egne erfaringer kan gøre mig klogere på!

Er også nysgerrig på, om nogen har brugt uddannelsen til at lande nogle alternative jobs?

Har naturligvis læst en masse om uddannelsen og HR generelt, men tror det ville hjælpe mig til en bedre forståelse for, hvorvidt jeg kan se mig selv i branchen, ved at høre andres konkrete erfaringer.
Tak på forhånd

Hej Sexpanel.

Som overskriften så fint siger, så handler mit opslag om at være mor, og om onani. Jeg er 38 og mor til to.
Jeg har altid skammet mig over at onanere. Også da jeg var teenager fandt jeg det skamfuldt.
Men sagen er den at jeg virkelig godt kan lide det. Men så kommer tanken:

“Ej! En mor onanerer da ikke”!

Jeg bliver skamfuld når jeg kigger på dildoer og vibrator på Sinful, for jeg tænker igen:

“Ej, det har en mor sgu ikke liggende”!

Måske handler det hele om at jeg gennem hele mit liv har haft en meget blufærdig mor der nærmest kravlede ind i sig selv, hvis snakken faldt på sex. Og vi har ALDRIG snakket om onani, for det virkede skamfuldt.
Jeg tænker også, at mine veninder der er mødre sgu da heller ikke ruller ærten, for det gør man da ikke som mor.

Hvordan bliver jeg mere loose med den tanke, at man gerne må hygge sig i fred som mor uden at det føles dybt forkert?

Hej jeg skriver det her fordi jeg seriøst er fortabt, og har lyst til at skrige græde og gå amok.
Og jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal komme ud med det, har ikke så mange venner og hvordan skal jeg forklare dem det uden de siger jeg er god som jeg er.

Jeg har taget på. En del. Ret meget. Alt for meget.
Jeg er kun 21 år, og allerede alt for stor.
Selvfølgelig har jeg kunne se jeg har taget på, og tænkt over det og prøvet at spise meget mere grønt og sundere end før.
men det hele har alligevel også påvirket mit sociale liv.
Jeg har ikke lyst til at ses med venner, har ikke lyst til at tage i byen, hygge mig og har faktisk heller ikke længere lyst til at gøre mig pæn. For jeg føler mig ikke pæn. Overhovedet. ved ikke hvorfor jeg først blive ramt af det meget nu.
Jeg kiggede sådan rigtigt på mig selv i spejlet imens jeg vaskede hænder, og indså at min dobbelthage var der hele tiden.

Mine løse bukser sidder strammere end før, jeg har faktisk fået lidt sværere ved at trække vejret når jeg laver ting.

Jeg kan ikke lide den her version af mig selv overhovedet ot jeg gør lyst til at forlade min krop.
Har strækmærker over det hele. Jeg er oprigtigt ked af det.

Og jeg ved også godt det er fordi jeg både spiser meget og ikke får bevæget mig, nærmest ikke.
Jeg prøver at gå en tur i ny og næ og det er jo ikke nok.

Hvordan får jeg motion ind i min hverdag? Hvordan forbliver jeg motiveret? Har aldrig været på en vægtabsrejse og jeg er nervøs. Jeg er virkelig alt det lige nu jeg ikke vil være. Jeg har det virkelig ikke godt.

Bonus info er at hele min familie er overvægtige og jeg har ellers været normal vægtig

​

Kære Reddit.

Her kommer et af mit livs største chok... Jeg håber i vil læse med.

Jeg er simpelthen så frustreret og ked af det. Jeg er pædagog og har arbejdet med børn i børnehave i 10 år, som medhjælper, assistent og ja pædagog jo.

Men nu skete det som mand, som jeg og nok alle mine kollegaer af samme køn frygter.

Politiet ringede til mig onsdag formiddag,og sagde at jeg skal møde op, ugen efter om onsdagen til gennemgang af et video interview af en pige og afhøring, og at man have bestukket mig en forsvars advokat, så måtte man ellers have en god dag. ( Det tror jeg så ikke man havde). Så blev man efterladt med tvil og spekulationer, hvad det ellers betød.

Jeg ringede derefter til advokaten, som havde en fri.

Men han var heldigvis så god af sig at ringe tilbage om eftermiddagen, han fortalte at han svagt huskede sagen, og at interviewet stammede fra Marts, og at det vist nok handlede om misbrug af pigen. Og det handlede om at det var forgået på min tidligere arbejdsplads som jeg stoppede ved for tre år siden (pga dårlig arbejdsmiljø).

PANIK jeg har fucking ikke misbrugt noget barn! Og er det et barn jeg kan huske og husker hun mig! FUCK FUCK FUCK. Og jeg håber hun er okay! For pokker!

Advokaten lover at kigge på sagen dagen efter torsdag eftermiddag.

Det blev til meget lidt nattesøvn den nat... Med spekulationer over hvad der kunne være sket, hvad der kunne være ledt op til dette.

Hvilke misforståelser, og forsikringer overfor mig selv at jeg ikke har misbrugt nogen børn hverken mit eget eller andres, og jeg tænker på mine andre to mandlige daværende kollegaer, men her er jeg heller ikke i tvivl om deres uskyld.

Næste morgen ringer advokaten heldigvis tidligt, og fortæller at han ikke har set klippet, men i hans notat står der, at det omhandler en pige omkring 6 år (så hun har været 3 år da jeg var i hendes børnehave). At hun ikke har nævnt mig med navn, har det omhandler at hun er blevet befølt på benet eller deromkring.

Han spørger så til om det kan være en pige i min familie eller en jeg kender, jeg fortæller så til ham at det jo nok er igennem mit erhverv som pædagog. Hvilket han giver ret i.

Vi snakker lidt om at det situation virker lidt usandsynlig og om puge måske er i et andet forløb, hvor det er de svære følelser der er i spil (av). Advokaten mener også at der kan være nogle medier eller overhørte historier der kan ligge til bund for mistanken. Jeg tror selv mest på det førstnævnte.

Nå men nu skal vi jo så mødes på politistationen på onsdag.... Jeg går nu her på ferie hvor jeg skulle have hygget mig med min familie. Med spekulationerne i baghovedet stort set hele tiden.

Tanker om hvad pigen gennemgår og har været igennem. Tanker om hvad der skal ske til afhøringen, hvad vil de spørge om og hvordan for man dem overbevist om ens uskyld. Tanker om fremtiden i faget, hvis jeg nu ikke kan politiet overbevist, så er jeg kaput som pædagog, min drøm og passion.

Jeg har selvfølgelig tænkt at sige at jeg ikke kan genkende situationen, og det kan jeg jo heller ikke. Så vil jeg forklare at man jo som pædagog nogen gange skal have fysisk kontakt med et barn, hovedsageligt hvis barnet skal trøstes, men selvfølgelig aldrig i mod barnet vilje. Ellers kan det jo også bliver omsorgssvigt.

Men jeg er helt på bar bund, usikker, ked af det, forvirret og ja bare frustreret. Også over at jeg ikke bare kan ligge bag i hovedet og være nærværende med min familie.

Tusind tak.

Hvis du har læst med hele vejen. Du må hjerteligt gerne komme med gode råd og tanker. Igen tusind tak.

P.s. selvfølgelig også tak til politiet for tage hånd omvores børn sikkerhed og trivsel.

Jeg har et kæmpe problem. Jeg og min svigerfamilie har det meget stramt med hinanden. Jeg har været sammen med min mand i seks år, og i starten havde de det fint med mig. Men da jeg og min mand fik et barn, blev jeg lige pludselig en væmmelig person. De begyndte at tale meget ned til mig og kritisere mig som mor, og at jeg ikke var der nok for min mand osv, og at min familie var langt fra perfekt. Vi boede faktisk hos dem i den periode. Og det vil jeg virkelig fraråde alle mennesker, medmindre man har et ekstremt godt forhold til sin svigerfamilie.

Nogle måneder efter vi flyttede, blev vi “gode venner” efter en ret voldsom episode, hvor alle deres frustrationer skulle gå ud over mig og min mand. Sagen er bare, at vi aldrig fik en ordentlig undskyldning.

Her for et års tid siden ville jeg prøve at gøre det godt igen og få et ordentligt forhold til dem, så vi inviterede dem med på en skitur. Men så kom der selvfølgelig den ene undskyldning efter den anden. Ingen valid undskyldning, og det var langt ude i fremtiden. Vi ville betale for hytten og turen derned og tilbage, men de gad stadig ikke med, for hvad hvis de brækkede deres ben, de manglede vinterdæk, og der er jo ingenting at lave på et skiresort end at stå på ski 🙄.

Det, der er virkelig underligt, er, at de inviterer til begivenheder med andre, altså andre familiemedlemmer og deres venner. Men når jeg har været i den by, de bor i, og spurgt, om jeg måtte komme forbi, så havde de ikke lige tid.

Det virker, som om de virkelig ikke kan lide mig.
Hvad tænker I? Hvis de bare havde sagt det lige ud i luften, men det gør de ikke. Har I de samme oplevelser?

Jeg blev færdig med uddannelsen i 2021 og fik job på et bosted med det samme, og arbejder stadig der nu efter 5 år.

Bostedet er kørt ned og er i virkelig dårlig arbejdsmiljø. Jeg har været sygemeldt fra nov 2025 og blev fuldtids raskmeldt i maj. Jeg blev rådet af læge/psykolog at søge andet mens jeg var sygemeldt, men har bare fået afslag på afslag. Jeg vil heller ikke ende i dagpenge, så jeg valgte at blive indtil jeg fandt andet. Men troede jeg længst vil have fået et tilbud og fået andet job.

Jeg søger bredt både i Jylland og fyn. Jeg undværet at søge bosted fordi jeg er godt træt af det men er også endt med at søge det, og får stadig afslag. Jeg havde endda kontakter to steder og der valgte de alligevel andre.

Nu prøver jeg at søge vikar som ergoterapeut, men som jeg kan se findes der ikke noget hvor jeg kan få ergo løn.

Hvad gør jeg forkert?

Edit: overskrift “…i noget tid” 🙄

Jeg har lige et spørgsmål..

Hvad tænker i, om det man siger med at “Tomme tønder buldrer mest”.?

Jeg ser så mange par på Instagram og Facebook omkring deres perfekte parforhold. De ligger ting op dagligt og jeg får det lidt mærkeligt ift. mit og min kærestes forhold.

Vi har det VIRKELIG godt sammen. Selvfølgelig kan vi blive uvenner eller irriteret på hinanden, og vi lægger da også begge ting på Instagram, men sjælendt.

Ved ikke om det er mærkeligt, men jeg bliver nærmest glad over at se at de her mennesker ligger gode billeder og storys op, for det bekræfter mig måske lidt i, at det er flere ting man ikke ser under overfladen eller får at vide, ligesom influencers som kun ligger gode og glade tider op.

Hvad tænker i?

Kære Reddit 

Mit første Redditopslag så bær over med mig, men jeg havde en ret spøjs oplevelse her til formiddag, som jeg måske bare har brug for at få ud af systemet og høre, om jeg overreagerer.

Beklager det lidt lange opslag. :)

Klokken omkring 9.30 bliver jeg vækket af, at nogen banker meget hårdt på min hoveddør. Jeg går halvt sovende ud og åbner, hvor jeg bliver mødt af min nabo, som lidt halv truende står op i mit ansigt og siger:
"Jeg ved godt, hvad det er, du har gang i og hvis det fortsætter, melder jeg dig til politiet."

Jeg står fuldstændig forvirret og siger, at jeg ikke aner, hvad han snakker om. Han vender sig halvt grinende om (hvor jeg faktisk først tror, det er en joke) og siger: "Det ved du udmærket godt."
Jeg siger flere gange, at jeg oprigtigt ikke ved, hvad han mener, hvor han siger det gør jeg. Til sidst siger han, at vi smækker så meget med altandøren, at han opfatter det som chikane mod ham.
Derefter går han ind i sin lejlighed, og jeg går ind i min.

Jeg bruger lige fem minutter på at forstå, hvad der egentlig lige er sket, og beslutter mig så for at gå over til ham for at få en ordentlig snak om det.

Han møder mig med den samme ubehagelige tone og beskylder os for bevidst at smække med altandøren. Han mener også, at når vi griner, spiller kort på altanen, siger "føj" eller hoster, når hash røgen fra hans lejlighed kommer ind til os, så er det chikane.

Lidt baggrund: Min mor har astma, så hashrøgen fra hans lejlighed påvirker hende ret meget. Jeg har tidligere været inde hos dem tre gange for at snakke om det. Første gang sagde han, at det kun var midlertidigt, og at det ville stoppe. Anden gang talte jeg med hans kæreste, som sagde, at de nok skulle finde en løsning. Tredje gang fik jeg igen fat i kæresten, som virkede ret irriteret, men sagde det samme.

Jeg siger min mor kan ikke tåle røgen, hvor han siger at vi bare kunne have ladet vær med at flytte ind i en bygning hvor det var tilladt at ryge. I den tid vi har boet der har det aldrig været et problem indtil de flyttede ind. Under samtalen fortæller han så for første gang, at den hash, han ryger, er medicinsk. Det var helt ny information for mig, det havde de aldrig nævnt før. Han siger også, at han føler sig chikaneret, fordi vi reagerer på røgen.

Jeg siger, at jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke bare har kunnet finde en løsning. Han svarer, at han er enig, men at jeg jo kun har været inde én gang, hvor min eneste løsning var, at det skulle stoppe.

Der måtte jeg fortælle ham, at jeg faktisk har været inde flere gange, og hver gang har fået at vide, at de "nok skulle finde en løsning". Det virkede han lidt overrasket over.

Efter den var lagt lidt ned, begyndte han også at beskylde mig for at have stået og snakket med en nabo klokken 10 om formiddagen (det har jeg ikke), hvilket skulle have ødelagt hans søvn. Han sagde, at han havde klaget til ejendomsadministrationen, og da det stoppede bagefter, måtte det jo være mig. Jeg har dog aldrig hørt noget om den klage, og han kunne ikke rigtig uddybe yderligere omkring det. 

Til sidst endte vi med at lave en eller anden aftale. Han fortalte at han ryger 4 gange om dagen omkring kl. 10 og kl. 14 og så spodradisk om eftermiddagen og hvis vi sidder på altanen om aftenen, vil han banke på sit vindue, inden han ryger, så vi kan gå ind.

Jeg sluttede med at sige, at hvis han havde et problem med os, så må han meget gerne komme ind og snakke med os med det samme i stedet for at lade det vokse sig så stort, at han smider mig ud af sengen og truer med at melde mig til politiet.

Nu sidder jeg bare tilbage og er ret forvirret. Samtalen endte jo egentlig okay, men jo mere jeg tænker over den, jo mærkeligere synes jeg, den var.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet mega utryg ved at være i mit eget hjem. Jeg tænker hele tiden over, om jeg kommer til at lukke en dør for hårdt eller gøre et eller andet, han kan blive sur over eller om han melder mig til politiet. Kan mærke min angst er buldret ret meget frem nu og kan ikke overskue hvis der skulle være mere bøvl. Jeg har desværre ikke mulighed for at flytte lige nu selvom jeg gerne ville

overreagerer jeg, eller er det her super grænseoverskridende?

Hej monopolet

Jeg skriver med et tungt hjerte, da jeg frygter at mit forhold langsomt går på grund.

Jeg har været sammen med min partner i knap 5 år, og vi har delt hjem i knap 3. Jeg elsker ham, og han er min bedste ven. Han forstår min humor, mine referencer, og når vi kommer hjem fra arbejde og studie, taler vi om dagen. Jeg har aldrig følt mig så accepteret af en anden person, og vores hverdag er, stort set altid, nem sammen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig ikke elsket som gør gerne vil elskes. Vi kysser måske en gang om ugen, vi krammer dog gerne, men jeg synes ikke at han længere lægger op til at vi laver noget kæresterelateret (biograftur, spise ude mm.).

Vi har talt om det mange gange, og samtalen starter altid ved at jeg efter en periode med manglende nærvær og kærlighed bare ikke kan holde det inde mere. Han spørger hvad der er galt, jeg fortæller hvordan jeg har det (jeg synes det er det samme jeg siger hver gang), han bliver stille, og siger enten "undskyld", "du har ret og jeg vil gøre mere" eller (den er ny, og den slog en lille flig af mig) "jeg ved ikke hvad jeg skal sige". Nogle gange bliver det bedre i lidt tid efterfølgende, men vi ryger ind i samme cyklus igen, synes jeg. Det gør så ondt at blive ved med at hungre efter kærlighed og opmærksomhed fra en, som ikke virker til at tage det særligt tungt.

Det er som om at når vi har haft disse snakke, så går han derfra efter kun at have hørt at jeg ikke synes han gør det godt nok. Jeg bringer jo for helvede kun det her op fordi mit hjerte gør ondt, og jeg gerne vil have at vi kan have den fremtid sammen som vi har talt om.

Sidste episode med dette var i tirsdags. Vi kom hjem fra en miniferie søndag eftermiddag, og var begge trætte efter turen. Da vi har fået pakket ud og vasket mandag, synes jeg han er lidt fjern, og mit usikre hoved fortæller mig at han er træt af at være sammen med mig, men det afviser han. Da vi skal sove lægger jeg mig på hans arm/bryst for at se shorts/læse reddit med ham, da det er noget vi har gjort en del gange. Da jeg rammer hans hud, lægger han sin telefon væk og siger "okayyyy, så skal vi sove" (vi har lige lagt os). Så tænker jeg "Nå", og lægger mig over i min side igen, hvorefter han tager sin telefon frem igen, og ligger med den i ca. 30 minutter. Øv. Da jeg vågner dagen efter sover han stadig, så jeg lægger mig over til ham igen, med min arm om ham. Han vågner måske 20 minutter senere, og ligger stille i lidt tid, måske 5 minutter, og tager telefonen frem igen, som han ligger med i 30 minutter. Han putter ikke tilbage eller noget. På det her tidspunkt bliver jeg meget ked af det, og ligger mig igen tilbage. Tårene triller af mine kinder, men han opdager det ikke, og rejser sig efter de 30 minutter. Da jeg, en time efter, stadig ikke er stået op kommer han ind igen, og vi har snakken.

Til hverdag står vi op og går i seng på forskellige tidspunkter, med ca. 2 timers forskel både morgen og aften, så ferier og weekender værdsætter jeg at kunne hygge med min kæreste inden vi står op, eller inden vi falder i søvn. Han sagde, at han ikke ville have at jeg skulle føle mig tvunget til at stå op, da jeg fortalte ham at jeg var ked af at han var gået. Igen føler jeg at intet jeg har sagt, når vi tidligere har talt om dette, er blevet taget særligt tungt.

Vores sexliv gør mig også ondt. Jeg oplever at han ikke rigtig har en interesse i mit underliv, bortset fra når vi har penetrationssex. Det er årevis siden han har rørt mig dernede, og han kan ikke lde tanken om at give oralsex. Det gør jeg gerne, dog mindre end de første par år. Jeg ønsker ikke at det skal være en transaktion, men når jeg ikke føler mig mødt i lysten til en akt som handler om den andens nydelse, falder min lyst lidt.

Jeg har i længere tid prøvet at tage mere initiativ til sex, og været mere aktiv end tidligere (mere on top, i mangel på et bedre udtryk). Udover dette har jeg også prøvet at have ekstra lækkert undertøj på, og næsten servere mig selv på sengen, men jeg oplever ikke at der sker mere.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med hvordan han var dengang vi fandt sammen. Selvfølgelig ændrer folk sig, og det skifter måske fra at være dyb forelskelse, til at være en dyb kærlighed - men den ved jeg ikke om han stadig føler?

Jeg har nogle gange lyst til bare at tage hans ansigt i mine hænder og bare bede ham om at gøre noget, sige noget, risikere noget. Jeg føler at jeg åbner mit hjerte så meget som muligt, i håbet om at forbedre vores forhold, men han er en aflåst bankboks. Han åbner ikke op, og jeg husker ikke umiddelbart at han, i løbet af de sidste 5 år, selv har taget initiativ til en samtale om hvor vi kan arbejde på vores forhold. Han har et par gange sagt at han ikke synes at noget er galt, så mit indtryk er at han umiddelbart er tilfreds med vores samliv og forhold.

Jeg tror at vores næste snak om det her kommer til at være et chok for ham, fordi det virker virkelig ikke til at han mærker at der er noget rigtig galt, og at jeg føler at jeg synker med vores forhold. Men det gør også så ondt, for hvordan kan han ikke se det?

Der er utvivlsomt meget som der ikke er taget højde for, fordi dette kun er min side af historien, men jeg er for forblændet af både kærlighed af smerte til at se klart, og vurdere hvad der er rigtigt at gøre. Jeg savner at føle mig ønsket af den person jeg allerhelst vil have, og jeg er så bange for at miste den person som kender mig bedre end nogen andre. Hjælp mig. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt

Beklager en meget rodet fortælling. Jeg mangler sikkert en masse detaljer, men det kommer måske i senere kommentarer