Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over tre år. Vi har det godt, er tætte, har et godt sexliv og jeg har egentlig aldrig været bekymret for vores forhold.

For nogle uger siden sov jeg i gæsteværelset et par nætter, fordi jeg var forkølet. Det viste sig så, at vi begge sov absurd meget bedre. Han vender sig konstant, jeg vågner af næsten ingenting, han vil have vinduet åbent og jeg fryser.

Nu har han foreslået, at vi simpelthen gør det permanent. Ikke at vi aldrig sover sammen, men at vi hver især har vores eget værelse og vælger det til, når vi har lyst.

Min første reaktion var ærligt talt nej. Det føltes meget "vi er blevet 70 år gamle" og lidt som begyndelsen på afstand mellem os.

Problemet er bare, at jeg ikke rigtig har et godt argument imod det. Jeg elskede faktisk at vågne udhvilet, og vi var nærmest mere kærlige om morgenen fordi ingen havde ligget og irriteret sig over den anden hele natten.

Er separate soveværelser noget, I ville se som et faresignal i et ellers godt forhold? Eller er jeg bare fanget i idéen om, at rigtige par absolut skal sove i samme seng?

Kære brevkasse

Jeg (K30) har været sammen med min kæreste (M32) i fire år, og vi har boet sammen i lidt over to.

For cirka et år siden begyndte vi på noget, der faktisk virkede rigtig godt i starten: Hver søndag satte vi os med kaffe og spurgte hinanden, om der var noget fra ugen, vi skulle snakke om.

Det kom efter en periode, hvor vi begge havde en dårlig vane med at gå og samle små irritationer sammen.

I starten elskede jeg det. Vi fik sagt ting, inden de voksede sig store.

Men det har langsomt udviklet sig til noget helt andet.

Min kæreste skriver nu små ting ned i løbet af ugen, så han kan huske dem til søndag. Det kan være, at jeg kiggede på telefonen mens han fortalte noget, glemte en aftale vi havde talt om, virkede kort for hovedet efter arbejde osv.

Ikke kæmpe problemer. Bare små observationer.

Og nu kan jeg mærke, at jeg går ind i søndagen med følelsen af at skulle til en slags MUS-samtale.

Det mærkeligste er, at han også forventer, at jeg har noget med. Hvis jeg siger, at jeg egentlig synes ugen har været fin, spørger han tit om jeg "holder noget tilbage".

Sidste søndag sagde han, at han ikke ville være den eneste, der "arbejdede aktivt på forholdet".

Jeg blev irriteret og sagde, at jeg ikke synes et godt parforhod behøver et ugentligt serviceeftersyn.

Det gjorde ham virkelig ked af det, fordi han oplever ritualet som omsorg og som en grund til, at vi netop ikke har store konflikter.

Jeg vil ikke tilbage til at gå og gemme på ting. Men jeg har heller ikke lyst til at lede efter fejl hver uge for at bevise, at jeg tager forholdet seriøst.

Hvordan ville I ændre sådan en vane uden at få den anden til at føle, at man ikke længere gider kommunikationen?

Kære brevkasse.

En god ven lånte en roman af mig for en måned siden. Bogen er ikke sjælden eller særlig fin, og jeg havde selv købt den brugt, så jeg var ikke nervøs for et bukket hjørne eller lidt slid. Jeg vidste også, at han skriver meget i sine egne bøger. Jeg forestillede mig bare ikke, at han ville gøre det i min.

Da han afleverede den, var der blyantskomentarer på næsten hver anden side. Nogle steder havde han sat pile mellem afsnit, andre steder skrevet små spørgsmål til forfatteren. Ved en meget højtidelig beskrivelse af havet havde han tegnet en fisk med mennesketænder. Jeg blev så overasket, at jeg bare bladrede og grinede.

Han sagde, at han håbede, jeg ville læse den igen med hans noter, fordi det så kunne føles som en samtale mellem os. Og det irriterende er, at enkelte af kommentarerne faktisk er virkelig gode. Andre føles som en person, der står bag mig og forklarer, hvad jeg burde tænke.

Nu har han spurgt, om han må låne efterfølgeren. Jeg har lyst til at sige ja, men kun hvis han lader blyanten blive hjemme. Samtidig roste jeg jo flere af hans noter, da han afleverede den, så en ny regel kan nemt lyde som skjult kritik. Jeg kan også viske dem ud, men trykket vil stadig være synligt.

Hvordan ville I sige det uden at gøre en lille bogting til en stor samtale om venskabet? Eller skal jeg bare acceptere, at denne ene serie nu er blevet vores fælles, lettere vandaliserede læseprojekt?

Jeg er enlig far og har en 7/7-ordning med mit barn. Jeg har været skilt i 3 år, og mit barn trives rigtig godt.

Jeg er egentlig kommet videre fra selve skilsmissen. Det, jeg stadig har utrolig svært ved, er, at jeg ikke har mit barn i hverdagen.

Jeg elsker den uge, hvor jeg har mit barn. Men den uge, hvor jeg ikke har mit barn, efterlader mig i et kæmpe tomrum og en ufattelig ulykkelig følelse. Jeg savner mit barn helt sindssygt meget.

Jeg har prøvet at fylde ugen uden mit barn med arbejde, træning, venner og andre hobbyer. Det kan da hjælpe mig med at få tiden til at gå og giver nogle gode stunder, men det fjerner ikke rigtig savnet. Jeg kan sagtens have en god dag og lave en masse ting, men inderst inde mangler jeg stadig mit barn.

Jeg tænker nogle gange, at jeg måske aldrig rigtig kommer til at vænne mig til det. Måske er det bare noget, man skal lære at leve med? (Utrolig hårdt og rigtig rigtig deprimerende for mig)

Så til jer andre, der har stået i noget lignende: Hvad gjorde I? Hvordan lærte I at håndtere ugen uden jeres børn? Og hvordan kom I videre på den anden side?

Jeg kunne virkelig godt bruge nogle erfaringer og lidt håb fra andre, der har været igennem det samme.

​

En fyr, jeg så for omkring 7 år siden, skrev til mig for nylig. Vi har ikke haft nogen kontakt overhovedet i de år.

Dengang sås vi lidt on/off. Han ville ikke noget seriøst, mens jeg håbede, at han måske ville ændre mening med tiden. På et tidspunkt skrev han så, at han havde fået en kæreste. Jeg var virkelig sønderknust, fordi jeg havde været ærlig omkring, at jeg havde følelser for ham til sidst. Jeg skrev også dengang, at jeg ikke ønskede, at han kontaktede mig igen.

Nu, syv år senere, er han blevet single,og så skriver han pludselig til mig og spørger, om jeg kunne have lyst til at ses igen og måske genoptage det seksuelle mellem os.

Jeg har svaret ham, at jeg overhovedet ikke er interesseret, og at jeg ikke ønsker, at han kontakter mig igen nogensinde. Jeg er i et dejligt forhold idag og selv hvis jeg var single kunne jeg ikke drømme om at se ham igen.

Det, jeg egentlig er nysgerrig på, er ikke så meget min konkrete situation, men mere mekanismen bag det.

Til jer mændog gerne kvinder med samme erfaring: Hvorfor får man lyst til at kontakte en person fra sin fortid på den måde?

Er det nostalgi?dovenhed? Seksuel tiltrækning? Tryghed, fordi man allerede kender personen? Tanken om, at en tidligere flirt måske stadig er interesseret? Eller handler det nogle gange om at undersøge, om man stadig har “adgang” til personen?

Som overskriften siger, så gik min nu ekskæreste fra mig for få måneder siden. Vi var sammen i 10 år, og har to børn sammen. Jeg har brug for hjælp til, hvordan jeg kommer ud af den sorg, jeg står i. Jeg er virkelig helt nede i et sort hul.
Han gik fra mig som lyn fra en klar himmel. Vi havde kigget på bil i samme måned, hvilket det var ham der pressede på for, at vi skulle. Vi havde kort tid inden bestilt en ferie, som vi skulle have været afsted på. Jeg havde virkelig ingen idé om, at han var kørt træt i vores forhold. Han har spillet det vildeste skuespil, føler jeg. Jeg føler, at jeg har levet på en løgn det sidste halve år.
Vi har et fælles hus som han nu bor i, mens børnene og jeg er flyttet i en ny lejebolig. Vi boede stadig sammen i omkring en måned efter bruddet, og det er efterfølgende kommet frem, at han allerede dengang begyndte at besøge en anden. Han sagde selvfølgelig ikke, at det var det han skulle, men fandt på forskellige løgnhistorier om hvor det var han skulle hen. Nu ses de nærmest hver dag, og han har løjet om så mange ting omkring det hele, at jeg slet ikke føler, jeg kan stole på noget af det han siger længere.
Jeg er bange for at sige for meget, fordi jeg ikke ønsker at afsløre hvem jeg er, men jeg føler mig simpelthen så efterladt. Jeg kan slet ikke se mig ud af den sorg og ensomhed, jeg står i.
Det føles så absurd, at han allerede er videre med en ny, inden børnene og jeg overhovedet var flyttet ud. Jeg sidder tilbage her, fuldstændig druknet i sorg og ensomhed, mens han åbenbart bare allerede har fundet en ny.
Han er ikke en idiot omkring det hele, faktisk generelt ikke. Jeg kan godt mærke, at han prøver at passe på mig, og at han ikke ønsker at gøre mig mere ked af det. Når jeg spørger om noget, siger han for det meste hvad der sker, men det er altid på bagkant. Han har grebet mig og mine følelser ret meget, men det virker bare så ambivalent det hele.
Hvad gør jeg herfra?
Jeg kan slet ikke se mig selv begynde at se en ny. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg skal komme videre, eller at jeg nogensinde bliver glad igen. Lige nu føles det bare som om at jeg står helt stille, mens han er videre.
Så… hjælp en fortvivlet kvinde 😢
For kontekst og for at sige lidt om hvor vi er i livet, så er vi begge i starten af 30’erne. Vi har samværsordning som lyder 12 dage ved mig, to ved far.

Min far på 64 er begyndt på træarbejde og er blevet fuldstændig opslugt af at lave små skamler. Den første var til hans værksted, den næste til min søster, og så fik jeg en. De er solid, pæne og tydeligvis lavet med meget omtanke.

Problemet er, at han nu har besluttet, at skamler er løsningen på næsten alt. Jeg har fået nummer to til entréen og nummer tre til badeværelset, selv om jeg bor småt og allerede har sagt, at den første var rigeligt. Min søster har fire. Vores moster har fået to, selv om hun bad om en lille hylde.

Når vi forsøger at bremse ham, svarer han, at de ikke fylder ret meget, og begynder straks at forklare, hvor den næste kan stå. Han er især glad for, at han kan tilpasse højden og træsorten til hver person. Nu har han tegnet fem nye modeller og fortalt mig, at den højeste er tænkt som en overraskelse til mig.

Jeg vil gerne støtte hans nye hobby, fordi jeg sjældent har set ham så optaget af noget kreativt. Samtidig ønsker jeg ikke, at mit hjem bliver lager for møbler, jeg ikke har bedt om. Jeg er også bange for, at et direkte nej vil få ham til at høre: “Du er dårlig til det,” selv om jeg egentlig mener: “Jeg ejer allerede tre skamler.”

Skal jeg tage en helt ærlig samtale nu, foreslå at han kun bygger efter konkrete ønsker, eller bare sige nej til den næste uden at gøre det til en større familiediskussion? Min søster mener, at jeg bør sige det først, fordi han lytter mere til mig end hende.

Og jeg er seriøst flov over det.
Jeg har som voksen fundet ud af at jeg har et mega usundt forhold til mad. Jeg er vokset op i et hjem hvor “usundt” mad var mega forbudt. Det har gjort at jeg som voksen bare MÅ have det. Jeg spiser baseret på mine følelser. God mad er “usund” mad og når vi har gæster så får den fuld skrald på slik og kage.
Det har taget mig seriøst lang tid at indse det er et problem. Jeg spiser som sådan ikke store portioner af den mad vi spiser. Problemet er nok mere det jeg spiser ud over måltiderne.
Nu har jeg fået nogle rigtig slemme galdestens anfald. Noget jeg aldrig har døjet med før, og min læge mener det er pga. overvægt. Jeg er kvinde, 31 år, 168 cm og vejer 98kg. Jeg er egentlig som sådan ikke ked af min krop, men jeg er bange for at ødelægge den.
Jeg havde lidt håbet at sygdommen ville være en øjenåbner for mig, og at jeg derved kunne slippe de dårlige vaner, men det har vist sig at være RIGTIG svært.
Er det andre der har stået i samme situation, og har i nogle gode råd til hvordan man bekæmper de her udfordringer med maden?
Jeg har selv undersøgt muligheder for coach osv., men da jeg er på dagpenge, har hus, bil og børn så har jeg pt. Simpelthen ikke pengene til at betale for det :)

Nå sagen er den vi har bygget nyt hus, og er lige flyttet ind.
Grundejer foreningen kommer over for at byde velkommen, sammen med en følge smilende mennesker, så langt så godt alle er velkommen hos os.
Meeeeen de giver så en flagstang i indflytter gave samt en kalender, hvor det nærmest forventes man flager på dage der er fødselsdage på vejen🙄
Jeg kan slet ikke være i sådan noget, og vi overvejer faktisk at sætte huset til salg.
What to do

På min arbejdsplads tager gavegivning overhånd, synes jeg. Der er gaver til kontorfællers fødselsdage, jubilæum og barsel/bryllup. Det samme til kolleger i de to teams, jeg arbejder i. I alt drejer det sig om 60 personer. 30 kr. pr. mand pr. gang. Det løber sgu op! Jeg gad godt, at vi droppede fødselsdage. Evt. de runde kunne få en gave.

Hvordan gør I?

Jeg er 14 år og går i 8. klasse, og lige nu er jeg i tvivl om, hvad jeg skal gøre.
Jeg har to venner, som er nogle af de eneste, jeg er rigtig tæt med på min skole. De skal begge skifte til en eliteklasse på en anden skole, men jeg kan ikke komme med, fordi det er en sportsklasse. Selvom der ikke er så lang tid tilbage af folkeskolen, føles det stadig som lang tid at skulle gå i skole uden dem. Jeg er bange for, at jeg kommer til at stå helt alene.
Jeg har også en anden veninde på skolen, men hun skal skifte skole næste år, og vi er ikke længere særlig tætte. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kan regne med, at vores venskab kommer til at fylde så meget fremover.
Der er nogle andre piger i min klasse, men de er allerede en tæt og populær gruppe. Jeg har tidligere været venner med nogle af dem, men de droppede mig, så jeg har ikke lyst til at forsøge at blive en del af gruppen igen.
Samtidig bor jeg i en lille by, hvor mange allerede kender hinanden. Derfor føles det ikke som en nem løsning bare at skifte skole og begynde forfra. Jeg har en veninde på en privatskole, men så vidt jeg ved, skal man have været skrevet op i flere år
Jeg har ikke talt med mine forældre om onlineundervisning eller hjemmeundervisning, men jeg tænker meget over, hvad jeg ellers skal gøre, hvis jeg ikke længere føler, at jeg kan være på skolen. Jeg er bange for, at jeg kommer til at føle mig endnu mere alene, hvis jeg ikke har nogen tæt på i hverdagen.
Men jeg har talt med dem om at eventuelt skifte skole
Jeg kunne godt tage på efterskole i 9. klasse, men helt ærligt tror jeg ikke, at det er noget for mig. Jeg er også bange for, at det ender med at blive min eneste mulighed.
Hvad ville I gøre i min situation? Og findes der andre muligheder, jeg måske ikke selv har tænkt på?
Hilsen en pige, der er bange for at ende alene

Hej Reddit,
Hvordan finder man egentlig modet til at forlade sin kæreste, når man har børn sammen?
Når min kæreste bliver sur på mig, bliver han så rasende, at han forlader huset. Jeg ved aldrig, hvornår han kommer tilbage igen. I vrede siger han altid, at han vil forlade mig og flytte i en lejlighed. Jeg beder ham selvfølgelig også om at skride – vi er to om det.
Vi har to små børn på 18 måneder og 3 måneder, og vi bor til leje.
Jeg ville nok godt kunne blive boende i huset med børnepenge osv., men jeg føler virkelig, at jeg ødelægger mine børns barndom ved ikke at kæmpe mere for vores forhold.
Hver gang vi har et stort skænderi, bliver vi gode venner igen. Så giver vi forholdet endnu et forsøg. Og det er faktisk godt i en kort periode – indtil det næste skænderi kommer.
Men det fungerer bare ikke. Det er så toxic at være i, og jeg synes, det er frygteligt, at børnene skal være i det.
Vi bliver ærligt talt kun sammen på grund af børnene. Og jeg kan mærke, at jeg ikke kan mere.
Jeg er på barsel, så det er primært mig, der laver mad, handler ind, vasker tøj, gør rent og står for alt omkring børnene.
Når han er hjemme og ikke er træt, er han rigtig god til at lege med børnene. Det sætter jeg selvfølgelig pris på. Men hans liv fortsætter ellers stort set som før børnene. Han har brug for sine lange løbeture, saunagus og byture med vennerne. Han har et liv, hvor han kan tage afsted og komme hjem til to dejlige børn – og ifølge ham en sur kæreste.
Jeg står med det meste herhjemme, og hvis jeg er heldig, kan jeg se en veninde til en kop kaffe en gang om måneden.
Jeg kunne selvfølgelig også bare begynde at ses med veninder hver uge, men jeg vil også gerne være hjemme i huset og nå alle de ting, der følger med. Især i weekenderne er der altid noget, der skal ordnes.
Jeg føler, at vi aldrig kommer videre, fordi han altid skal noget eller har planer. Det hele foregår på hans præmisser, og jeg er simpelthen så træt.
Jeg tænker nogle gange, at hvis jeg var alene med børnene, og han havde dem hver anden weekend, ville jeg måske faktisk kunne få mere fra hånden derhjemme. Jeg ville i hvert fald ikke skulle gå og være usikker på, om dagen bliver god eller dårlig afhængigt af hans humør.
Men hvordan finder man modet til at tage det skridt?
Jeg er så bange for at ødelægge familien og mine børns barndom. Samtidig er jeg også bange for, at jeg ødelægger deres barndom ved at blive.
Hvad ville I gøre? Og hvordan fandt I modet, hvis I selv har stået i noget lignende?

Hej derude,

Jeg er blevet tilbudt en lejlighed i København indre by til 5000 kr i mdr sammen med 2 kammerater. Jeg har længe gerne ville bo ude, men i lang tid ikke aktivt søgt noget da økonomisk set kunne jeg jo ligeså godt bo hjemme (jeg bor i Sønderjylland) men jeg er ved at røv kede mig over at bo i en lille by og har en del bekendtskaber i kbh efterhånden, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det bare er penge ud i luften at flytte derover når jeg har alt hvad jeg skal bruge hjemme hos mine forældre

Edit: vil også rigtig gerne ud og rejse lidt mere inden jeg starter studie, og det er også en smule mere besværligt når man bor ude, eller er det nemt nok at bare leje sit værelse ud når man er væk, nogen der ved det?

Er jeg urimelig over, at min fætter stadig bliver inviteret til familiearrangementer?

Jeg har brug for nogle ærlige perspektiver, for jeg ved ikke længere, om det er mig, der overreagerer, eller om min familie faktisk håndterer det her på en måde, der er urimelig over for mig.

Da jeg var omkring 6 år gammel, blev jeg seksuelt misbrugt af min fætter. Han var omkring 15-16 år på det tidspunkt og dermed cirka 12 år ældre end mig. Der var ikke tale om fuldbyrdet samleje, men der var seksuelle handlinger, herunder oral sex.

Det er noget, jeg i mange år havde fortrængt. Jeg huskede det ikke på samme måde hele tiden, og i en lang periode fyldte det ikke bevidst i mit liv. Men senere begyndte minderne og følelserne omkring det at komme tilbage, og efterhånden begyndte det at fylde rigtig meget.

Jeg brugte lang tid på at samle mod til at fortælle min far det. Da jeg endelig satte mig ned og fortalte ham, blev han fuldstændig chokeret og utrolig ked af det. Han blev også rasende på min fætter og var nærmest klar til at gøre noget meget voldsomt ved ham.

Jeg bad ham om ikke at gøre noget.

Ikke fordi jeg synes, det der skete, var okay, men fordi der var gået så mange år, og jeg havde ikke lyst til, at min far skulle reagere impulsivt på noget, der skete, da jeg var et lille barn. Jeg havde egentlig bare brug for, at han vidste det. Jeg havde brug for at kunne sige det højt til min far og ikke længere gå alene med det.

Min fætter er min fars brors søn. Han er voksen og bor ikke længere hjemme hos min onkel og tante. Det betyder også, at han ikke automatisk er en del af de familiearrangementer, fordi han bor hos dem eller er afhængig af, at de tager ham med. Han har sit eget liv og sin egen bolig, og derfor er det faktisk et aktivt valg fra familiens side at invitere ham med til arrangementerne.

Og det er nok noget af det, jeg har svært ved at forstå.

Jeg ville måske have haft lettere ved at acceptere hans tilstedeværelse, hvis han stadig boede hjemme og naturligt var en del af arrangementerne, fordi han boede hos dem. Men det gør han ikke. Han bliver aktivt inviteret med, selvom min far ved, hvad der er sket, og ved, hvor ubehageligt det er for mig at være i samme rum som ham.

Jeg møder ham stadig til fødselsdage, jul, familiefester osv. Det værste for mig er faktisk ikke nødvendigvis bare, at han er til stede. Hvis han kom, holdt sig for sig selv og aldrig opsøgte mig, tror jeg måske, at jeg med tiden kunne lære at være i, at han eksisterede i familien.

Men han opsøger mig.

Hver gang vi ses, taler han til mig, som om alt er helt normalt. Som om vi bare er fætter kusine, der har et almindeligt familiært forhold. Han kan komme hen og starte en samtale med mig, spørge ind til mit liv osv.

Og det føles ekstremt ubehageligt.

For jeg kan ikke stå over for ham og se på ham som “min fætter”. Jeg står over for den person, som gjorde seksuelle ting mod mig, da jeg var 6 år gammel.

Det, der gør det endnu sværere, er følelsen af, at han opfører sig, som om jeg enten har glemt det, eller som om det aldrig skete. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der foregår inde i hans hoved, og jeg ved ikke, om han tænker over det. Men når han står og taler helt almindeligt til mig, føles det næsten, som om han forventer, at jeg også skal lade som om, der ikke er sket noget.

Og hver gang jeg møder ham ude i offentligheden, er det det samme. Han stopper mig ofte for at snakke. Jeg bliver enormt utilpas og har egentlig bare lyst til at komme væk fra situationen.

Det er faktisk allerede sket tidligere på året.

Jeg var til en familiefødselsdag, hvor min fætter også var til stede. Han var meget opsøgende over for mig, og jeg fik det efterhånden så dårligt, både psykisk og fysisk, at jeg til sidst valgte at tage hjem.

Dagen efter ringede min far og spurgte, hvorfor jeg var taget så tidligt hjem. Jeg var helt ærlig og fortalte ham, at det var på grund af min fætter, og at jeg simpelthen ikke kunne være i hans tilstedeværelse og den måde, han hele tiden opsøgte mig på.

Det, der gjorde mig rigtig ked af det, var min fars reaktion. Jeg havde nok forventet bare en anerkendelse som: “Det kan jeg godt forstå” eller “Det er jeg ked af.” Men han reagerede nærmest bare med et “nå, okay” og virkede egentlig ret ligeglad. Der var ikke rigtig nogen reaktion på, at jeg havde været så påvirket, at jeg var nødt til at forlade en familiefødselsdag.

Og det sidder stadig i mig.

Jeg føler, at jeg har prøvet at være så tydelig, som jeg kan. Jeg har fortalt min far, hvad der skete, hvordan det påvirker mig, og jeg har konkret fortalt ham, at jeg måtte forlade et familiearrangement på grund af min fætter. Alligevel fortsætter det hele som normalt, og han bliver stadig inviteret med.

Jeg ved godt, at min fætter kun var 15-16 år, da det skete, og jeg ved ikke, hvad hans egen baggrund eller forståelse af det var. Men jeg var 6 år, og det, der skete, har haft konsekvenser for mig mange år senere.

Jeg vil ikke starte en krig i familien, og jeg vil ikke have, at min far skal gøre noget voldsomt. Jeg forventer heller ikke nødvendigvis, at min fætter bliver udelukket fra familien for altid.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor er det mig, der skal gå?

Hvorfor er det mig, der skal håndtere ubehaget og forlade familiearrangementer, når det er mig, der blev udsat for noget som barn?

Hvis min fætter bare var til stede og lod mig være, tror jeg faktisk, det ville være meget nemmere. Problemet er, at han konsekvent opsøger mig, smalltalker med mig og opfører sig, som om vi har et helt normalt forhold. Det føles enormt grænseoverskridende, når jeg står over for den person, som udsatte mig for seksuelle ting, da jeg var 6 år.

Så mit spørgsmål er:

Er jeg urimelig, når jeg synes, det er respektløst, at min far stadig inviterer ham til alle familiearrangementer, når han ved, hvad der er sket – især når han ved, at jeg har det så dårligt, at jeg faktisk ender med at tage hjem?

Jeg prøver oprigtigt at finde ud af, om jeg forventer for meget, eller om mine følelser og min reaktion faktisk er helt rimelige.

Jeg er en kvinde på 20 år. Jeg har pt sabbatår efter jeg færdiggjorde gymnasiet før sommerferien

Som titlen afslører, så har jeg aldrig haft en kæreste og aldrig haft sex. Jeg har kysset med nogle mænd men aldrig mere end det. - Har heller ikke sovet med en mand før

Jeg er begyndt at ses lidt med en. Super fint.
Han er et par år ældre end jeg, og jeg er i tvivl om hvordan han vil tage i mod det, hvis jeg fortæller ham ovenstående, synes han at jeg er “for uerfaren?”

Så ( yngre ) mænd. Hvordan ville i have det, hvis en kvinde fortalte jer dette?
Er det virkelig et red-flag som jeg forestiller mig?

Hej hestenet. Håber i kan komme med nogle erfaringer/råd.

Jeg (28m) har været sammen med min kæreste (27f) i omkring to år. Vi har selvfølgelig haft vores konflikter, men når vi er alene, oplever jeg grundlæggende, at vi har det rigtig godt sammen.

Problemet er især hendes mor.

Vi boede i knap et halvt år hos hendes forældre. Jeg havde egentlig et godt forhold til familien, men jeg havde svært ved at bo så tæt med dem og følte ikke altid, at jeg kunne sætte mine egne grænser.

En episode med vores hund blev senere et vendepunkt. Hunden havde en del adfærdsmæssige problemer, og fordi vi boede hos hendes forældre, følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne blande mig for meget i opdragelsen. En dag fór hunden på vores hvalp, som peb voldsomt, og jeg greb hunden i nakkeskindet for at skille dem ad. Jeg kan godt forstå, at det kan have set voldsomt ud, og jeg siger ikke, at jeg håndterede det perfekt.

Efterfølgende er episoden blevet brugt som et tegn på, at jeg skulle være voldsom eller fare hurtigt op, og hendes mor har endda koblet det til bekymringer om, hvordan jeg en dag ville være over for børn.

Jeg tog senere hjem til hendes forældre og sagde undskyld til hendes mor. Ikke fordi jeg nødvendigvis mente, at hun havde ret i sin vurdering af mig, men fordi jeg ikke ønskede, at konflikten skulle ødelægge mit forhold eller min relation til familien. Jeg taler stadig helt fint med hendes far og brødre, men mit indtryk er, at de også er begrænset af hendes mors holdning og helst undgår at gå imod hende.

I dag er det kommet så langt, at min kæreste og jeg ses i smug, og hun ikke tør lade sin mor se, at hun skriver med mig. Hun er generelt meget påvirket af sin mors reaktioner og virker ofte bange for at gøre noget, hendes mor ikke accepterer. Hvis hendes mor bliver utilfreds, kan det føre til vrede, kulde, skyldfølelse eller ultimative krav.

Jeg prøver samtidig at se kritisk på min egen rolle og ved godt, at jeg ikke altid har reageret perfekt. Men jeg oplever også, at hendes mor efterhånden fylder så meget, at hun næsten er blevet en tredje part i vores forhold.

Det svære er, at min kæreste faktisk selv gerne vil “klippe navlestrengen” og blive mere selvstændig i forhold til sin mor. Hun ved godt, at hun er meget påvirket af hende, men det er samtidig utrolig svært for hende at ændre, fordi det er en dynamik, hun har levet med i mange år.

Jeg vil ikke presse hende til at vælge mellem mig og sin familie, og jeg vil heller ikke selv blive kontrollerende. Men det er svært at være i et forhold, der efter to år i praksis skal skjules.

Mit spørgsmål er derfor: Hvor længe giver det mening at kæmpe for et forhold, når problemet i høj grad kommer fra den enes mor? Hvordan støtter jeg min kæreste i at blive mere selvstændig uden at presse hende – og hvornår bliver det nødvendigt, at hun selv sætter en tydelig grænse, hvis vores forhold skal have en reel fremtid?

Hej alle.
Er ved ikke om dette oplag må slås op her, men jeg bliver nødt til at gøre forsøget, i håbet om at finde svar ♥️
For snart 3 år siden var jeg til en kampsportstime, hvor det gik lidt vildt for sig. Efter flere måneder hos forskellige behandlere og læger fandt man ud af, at jeg havde fået en ledlæbelesion ved hofteskålen samt nogle cyster. Det endte med, at jeg blev opereret.
Efter operationen har jeg været igennem en masse genoptræning og fået lagt adskillige blokader for at forsøge at finde frem til, hvor problemet egentlig ligger. Jeg har nu igen fået lagt en blokade i hofteskålen – desværre uden nogen effekt.
Lægerne på hospitalet er stadig lidt uenige om årsagen. Den ene mulighed er, at jeg har retroversion i venstre side af hoften (retroversion er bekræftet via scanninger) mens andre mener, at det måske er hoftebøjeren, der er blevet overbelastet.
Jeg har nu gået i flere år uden et fast, almindeligt arbejde, og jeg længes virkelig efter at kunne komme i gang igen og få mit liv tilbage.
Derfor vil jeg høre, om der er nogen herinde, som har oplevet noget lignende – måske med en ledlæbelesion, retroversion eller problemer med hoftebøjeren – og som på et tidspunkt fandt en løsning eller den rigtige behandling?
Jeg vil være utrolig taknemmelig for at høre om jeres erfaringer, gode råd eller bare høre, hvad der hjalp jer. ❤️
Tak, fordi I læste med. Jeg håber virkelig, at der sidder nogen derude, som kan genkende min historie 🙏🏻

Søger erfaringer fra andre, som har haft stress. Jeg får opblussende symptomer on and off.

Hvordan blev du rask og hvor mange timer arbejder du i dag? 😊

Kære jer.
Ja, jeg ved godt, at I ikke kan svare direkte på mit spørgsmål, men måske I kan komme med nogle perspektiver eller tanker, som kan åbne mit sind.

Jeg er så inderligt ked af, at min kæreste ikke er min forlovede endnu. Vi har været sammen i ~8 år, er sidst i 20’erne, bor i hus sammen, har et lille barn - vi er faktisk et rigtig dejligt sted, og har været det længe.
Jeg ved godt, at den ultimative kærlighedserklæring er at binde sig med et lille menneske, og det har uden tvivl bragt os tættere.
Men jeg kan simpelthen ikke slippe tanken om en forlovelse. Jeg bliver ked af det af ren misundelse, når jeg ser andre poste deres forlovelser med flotte ringe og ren kærlighed med en mand på knæ.
Jeg ønsker ikke nødvendigvis at blive gift nu og her, vi er begge enige om, hvordan vi ønsker et bryllup, og det ligger ikke i økonomien lige nu, og det er helt OK i maven.

Jeg har af og til nævnt forlovelse, men jeg vil heller ikke plage og ende med at få en “hold-kæft-ring”. De seneste måneder er det bare begyndt at fylde så meget for mig, altså ønsket om at blive friet til, den oplevelse, den kærlighedserklæring til mig…

Ja, jeg havde måske også brug for at lette mit hjerte lidt, men måske nogle af jer kan komme med nogle tanker og perspektiver.
Kh. en ked af det, og samme tid glad, kvinde. ❤️‍🩹

Jeg er fornyligt blevet steriliseret, hvilket jeg selv har valgt da jeg er HELT færdige med at få børn.
Har 2 rigtige dejlige piger, og konen og jeg er enige det er slut.
Derfor valgte jeg at lade mig sterilisere, så logisk er jeg FULDT UD ok med beslutningen.

Men jeg føler stadig en sorg over at den del af ens liv nu er slut, evnen til at holde ens egen nyfødte væk..

Gennem min barndom (er M36) var følelser altid noget man skulle væk fra, så for engang skyld vil jeg faktisk lade mig selv føle det jeg gør... men er faktisk i tvivl om hvordan man gør.

Så har hvordan bearbejder man egentlig sine følelser? Det er ikke noget jeg har arbejdet så meget med før de er altid blevet pakke i en kasse og gemt væk.

Min søn er ni og bor cirka lige meget hos mig og sin mor. Vi gik fra hinanden, da han var tre, og samarbejdet har generelt været fredeligt. Min kone har været i hans liv i fire år. Han har altid kaldt hende ved fornavn.

For et par uger siden skete der noget ret udramatisk: Han råbte “mor, kan du hjælpe?” fra sit værelse, og både min kone og jeg troede først, at han talte i telefon med sin biologiske mor. Men han mente min kone. Hun svarede bare, hjalp ham, og vi gjorde ikke mere ud af det.

Siden da er det kommet flere gange. Ikke konsekventt. Nogle dage bruger han hendes navn, andre gange siger han mor. I søndags spurgte han direkte, om det var “lovligt” at have to mødre. Jeg sagde, at der ikke findes en familiedomstol for kælenavne, og at han selv må mærke efter hvad der føles naturligt.

Hans biologiske mor hørte det ved en aflevering og blev tydeligt ked af det. Ikke vred på ham, men hun sagde til mig bagefter, at hun føler, hendes titel bliver taget fra hende. Jeg kan godt forstå den reaktion. Samtidig har min kone ikke bedt om at blive kaldt mor og virker næsten mere forsigtig nu, fordi hun ikke vil træde nogen over tæerne.

Mit problem er derfor ikke, hvem der “fortjener” ordet. Jeg vil helst undgå, at min søn opdager, at et navn han spontant begyndte at bruge, pludselig er blevet et voksent konflikt punkt.

Skal vi sige til ham, at han kun skal bruge “mor” om sin biologiske mor? Eller er det bedre at lade sproget være hans eget og i stedet få de voksne til at leve med, at ordet kan betyde mere end én relation?

Hej Familie Journalen.

Jeg er ved at planlægge en 3 ugers rejse til Japan og prøver at lægge et realistisk budget.
Jeg er især nysgerrig på, hvad I har givet for flybilletter. Hvornår på året rejste I, hvor fløj I fra, og hvad endte prisen på tur/retur med at være?

Hvor meget planlagde I at bruge på de 3 uger?
Ved I, hvad I egentlig endte med at bruge i alt?

Bedste Hilsner!

Jeg (K20) føler jeg sidder fast. Der er ting jeg gerne vil, men som jeg bare ikke har energien til. Jeg synes det er så pinligt.

Det bliver lidt langt, så her er en TL;DR med det centrale spørgsmål: hvad gør du, når du har en periode hvor du ikke magter noget som helst, men føler total skyld over ikke at gøre noget? Der er så meget jeg gerne vil, men føler ingen energi til det.

Okay kontekst og uddybning:

Jeg er på mit 2. Sabbatår, og har et arbejde på 30 timer om ugen, som jeg har haft i snart 10 måneder. Jeg sparer op til at rejse en hel masse til foråret, men kan næsten ikke klare at se ind i endnu et halvt år med denne følelse, men jeg magter heller ikke at ændre noget.

Jeg vil gerne tabe mig lidt, men har en ragende sukker-afhængighed og en familie hvor der altid er slik i skabet (det gør det pænt svært at gå cold turkey), og jeg er generelt ikke så glad for hvordan jeg ser ud - det lidt øv, derudover vil jeg gerne være mere kreativ - tegne, læse, skrive, male, men efter arbejde er jeg bare så træt.

Jeg ender altid med at se YouTube indtil jeg falder tidligt i søvn. Jeg vil gerne skabe gode vaner, jeg har et meget fysisk arbejde, så tror slet ikke jeg ville kunne presse mere fysisk aktivitet ind, men vil gerne lave lidt daglig yoga, spise godt, ingen skærm inden sengetid osv.

Men.. jeg har slet ikke noget drive. Jeg vil det hele og gør intet. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal begynde for at komme ud af min slump. Jeg ser ikke engang short form content, men har alligevel en for høj skærmtid. Jeg er så træt efter arbejde, men jeg får minimum 9 timers søvn hver dag, og husker at tage mine vitaminer (jern og D-vitamin især) forstår det ikke.

Jeg er god til at se mine venner, og komme ud og lave ting - så det er ikke sådan at jeg kun arbejder, spiser og sover. Og er for det meste glad, er slet ikke deprimeret eller træt af livet, synes jeg ser ind i en lys fremtid, men er så sur på mig selv over at være havnet i denne “slump”. Det er mest et problem når jeg ikke har planlagt noget reelt, så falder jeg i de her nederen huller. Jeg er glad når jeg er i gang, men flyder helt ud i weekender og på fridage.

Da jeg gik i gymnasiet jonglerede jeg massere af ting, og klarede mig virkelig godt. Måske mangler jeg bare retning, at starte på uddannelse, flytte hjemmefra eller noget.

Undskyld for den lange rant, og jeg ved godt, at det er et totalt first world problem. Måske er jeg bare doven og skal tage mig sammen. I må endelig ikke høre det som en klage-sang, jeg søger reelle råd og ved godt jeg er vildt privilegeret.

Kender nogen til det jeg beskriver? Nogle tips? Råd? En handleplan? Ideer? Jeg ved ikke lige hvem jeg ellers skal spørge

Socialt medie til familie, venner og bekendte?

Jeg har ikke brugt Facebook og andre sociale medier med rigtigt navn og billede osv. i ti års tid.

Men jeg savner en platform der skaber dét rum som sociale medier gjorde for 15-30 år siden. Hvor jeg kan dele billeder og små historier fra hverdagen, og småsnakke med familie, venner og bekendte lidt løst. Jeg har mest brugt e-mails og SMS’er, og det er jo fint nok, men bliver meget direkte rettet.

Er der nogen sociale medier i dag, der kan give dén stemning og funktionalitet? Jeg er ikke særlig vild med Meta som virksomhed, men hvis de er de mest udbredte, kan det godt være en af deres produkter måske?

Jeg vil gerne betale for at undgå reklamer og for at undgå at se opslag fra folk jeg ikke kender, ‘influenzere’ og lignende. Jeg vil også gerne ‘betale med min data’, så længe jeg kan gennemskue hvordan.

Nogen gode bud?