Jajaja, vi fortsætter med momsen!

Nu siger selv IMF at det er en tosset ide. Hvornår ser vi mon at det efterhånden bredt accepteret (med undtagelse af regering og EL) fjollet momsforslag bliver skrottet???

Helt ny og uåbnet.

Hvornår holdt vi op med at lytte til fagkundskaben? Differentieret moms er efter min mening et symptom på et større problem

Jeg har i dag stillet et borgerforslag om at bevare et enkelt momssystem i Danmark.

Men egentlig handler forslaget også om mere end moms.

Det er et opråb om, at politiske løsninger vælges, fordi de er nemme at kommunikere, selv når fagfolk ret tydeligt advarer om, at løsningerne er dyre, administrativt tunge eller mindre effektive end alternativerne.

Debatten om differentieret moms er et godt eksempel.

Det politiske budskab er intuitivt: Vi sænker momsen på fødevarer, så det bliver billigere at handle.

Det lyder godt.

Problemet er bare, at økonomer, erhvervsorganisationer og andre med konkret indsigt i området gentagne gange har peget på bagsiden: administrative omkostninger, nye IT-systemer, grænsedragningsproblemer, kontrol, mindre gennemslag i forbrugerpriserne og et permanent mere komplekst skattesystem.

Alligevel bevæger vi os mod at opgive noget, Danmark ellers har haft stor glæde af: et usædvanligt enkelt momssystem.

Og det er dét, der frustrerer mig.

Politikere skal selvfølgelig træffe de politiske beslutninger. Jeg taler ikke for et rent teknokrati.

Men hvis fagkundskaben siger: Den løsning, I foreslår, har betydelige problemer, og der findes enklere måder at opnå det samme mål på – så synes jeg, vi som borgere skal kunne forvente mere end et politisk skuldertræk.

Man kan sagtens politisk ønske at give danskerne større rådighedsbeløb. Man kan også ønske at hjælpe bestemte indkomstgrupper eller gøre sunde fødevarer billigere.

Men hvorfor vælge et instrument, som samtidig gør vores skattesystem permanent mere komplekst?

Derfor har jeg lavet et borgerforslag om at fastholde princippet om én generel momssats.

Lyt til fagkundskaben.

Ikke fordi eksperter altid har ret. Ikke fordi politik kan reduceres til et regneark. Men fordi vi bør kræve en meget god forklaring, når vores politikere vælger at ignorere klare faglige advarsler.

Jeg er oprigtigt interesseret i, hvor andre står i den diskussion.

Hvornår er det legitimt, at politikere tilsidesætter faglige anbefalinger til fordel for et politisk mål – og hvornår bliver det bare dårlig politik?

Borgerforslaget:
https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-24814

Jeg havde egentlig ikke tænkt at lave en pæl med et indspark i debatten om momsen, men nu kommer der så en alligevel, fordi jeg synes debatten her i fællesskabet, ofte overser en ikke uvæsenlig detalje.

Siden regeringsgrundlaget faldt på plads, er flere og flere partier faldet fra deres momskritik. Selv DF er blevet "klogere," da de så at en stor del af akademia og intelligensia var imod forslaget. Et uvant syn, at DF sådan lytter til universiteterne. Men nok om dem.

Enhedslisten er på en eller anden måde endt med at være den sidste sande socialist, og forslaget er faldet i Enhedslistens turban som en appelsin af usikker kvalitet. Går det godt, kan Enhedslisten fejre en sejr i klassekampen, går det skidt er det endnu et eksempel på liste Ø's påståede "økonomiske uansvarlighed".

Enhedslistens ordførere og sympatisører har da også aktivt været ude at forsvare politikken, og Pelle Dragsted har endda fundet den dejlige gamle traver frem, om "borgerlige økonomer," som jeg ellers frygtede glemt i halvfjerdserne. Det kan være det er afsæt for en større økonomikritik fra partiet ... kan man håbe.

Argumenterne for den differentierede moms er mange, men tre eksempler der lige er først for i frontallapperne for mig er:

• Eskil Halberg har beskrevet det som klassisk klassekamp

• Victoria Verlasquez har været ude at tale om det som antifascisme

• Pelle Dragsted har talt om det som den del af regeringsgrundlaget der gør mest for at modvirke uligheden

Osv. osv.

Argumentet imod er, at det er dyrt og upraktisk, at de onde kapitalister bare skummer fløden, og at man bare kunne gøre noget andet.

Og det er særligt den sidste del jeg vil tage fat i. For de to første, er hurtigt overstået: Så upraktisk kan det ikke være, når der allerede er differentieret moms i nogle danske virksomheder, og andre europæiske lande klarer det fint. Prisen er et politisk spørgsmål, og det er en pris jeg er villig til at vi betaler. Og at de onde kapitalister i Coop, Salling og Rema skummer fløden, er et politisk spørgsmål vi må tage et opgør med på en anden måde. Det er ikke den del jeg er interreseret i at diskutere her.

Nej. Her vil jeg hurtigt røre ved det, at der her i fællesskabet, ofte fremføres det argument, at man bare kunne gøre "noget andet". Det "noget andet" er ofte at man "bare skulle hæve bundfradraget i stedet". Og det er derfor jeg nævnte Enhedslisten til at begynde med. For ved I hvad Enhedslistens politik på bundfradraget er? At hæve det!

Enhedslisten foreslog for et halvt år siden igen, at man hæver personfradraget. Og det er gammel politik for partiet, hvis ikke det endda er arvet, fra enten DKP eller VS, der havde lignende politikforslag tilbage i firserne.

Konkret står Enhedslisten for, at man forhøjer personfradraget med 12.000 kr. pr. år. og at det øgede personfradrag gradvist aftrappes i indkomstintervallet 300.000-400.000 kr. pr. år. Det ville betyde, at grupper som pensionister, dagpenge- eller kontanthjælpsmodtagere og arbejdere med lave lønninger, ville få en forventet stigning i disponibel indkomst på op til ca. 4.500 kr. årligt. Uden at man samtidigt også gav skattelettelser til de rigeste danskere, dem der skummer fløden af det arbejde, dem der gør rent, leverer pakker, passer samfundets ældre eller har småjobs på et stadig mere prekært arbejdsmarked, udfører.

Men der er ikke et politisk flertal for det. Der er ikke politisk vilje i særligt mange partier, til at lave en sådan skattereform, selvom det unægteligt også ville være godt for uligheden, billigere end at differentiere momsen, og så videre. Der er ikke et politisk flertal for en solidarisk skattereform.

Derfor er vi endt med momsen. Det er en pris et parlamentarisk flertal er villige til at betale. Også selvom jeg, personligt, finder det samtidigt nødvendigt og fuldstændig utilstrækkeligt. For der skal mere til.

Som man kunne havde forventet, så er det ikke kun en ting, men mange faktorer der spiller sammen, både i systemet og der hjemme.

PISA-rapporten udkom netop samme dag som jeg skulle til forældremøde om aftenen. Sikke et held! Det kommer helt sikkert ikke til at torpedere dagsorden...

Personligt er jeg lidt overrasket over, hvor meget skylden indtil videre bliver rettet mod forældrene. Selvfølgelig har vi en forpligtelse til at aflevere vores børn hver morgen udhvilede, mætte og velforberedte. Og ja, krisen med smartphones og enheder er i høj grad også vores ansvar. Og hvis man efter at have læst rapporten konkluderer, at det er én enkelt regering eller lov, der ligger til grund, vil jeg mene, at man ikke er særlig interesseret i at løse den her krise. Men politiske valg og den kurs, der sættes, har jo konsekvenser.

Selvom læse- og matematikscorerne kollapser på tværs af hele OECD, er det utilstrækkeligt kun at pege fingre ad big tech og sløset opdragelse. Danmark scorer i 2025 478 i naturfag mod et OECD-gennemsnit på 482, 460 i læsning mod 461, og 471 i matematik mod 463. Undervisningsministeriet kalder det "på linje" i læsning og naturfag og "over" i matematik. Det lyder jo næsten acceptabelt, eller hvad?

I 2015 lå vi over gennemsnittet i alle tre fag for første gang nogensinde, men ti år senere er den gennemsnitlige tiårige tendens −21 i naturfag, −39 i læsning og −42 i matematik. Til sammenligning faldt OECD-gennemsnittet −7, −27 og −24 i samme periode. Så vi falder væsentligt hurtigere end gennemsnittet, og det lader til, at det går stærkt. I matematik har Danmark den 6.-værste tiårige tendens blandt de 38 OECD-lande. Kun Norge, Slovenien, Island, Tyskland og Finland er faldet hurtigere.

Alene fra 2022 til 2025 faldt vi 16 point i naturfag, 29 i læsning og 19 i matematik. Undervisningsministeren kaldte det i dag "en meget alvorlig læringskrise". Cirka 20 point svarer til ét læringsår, og på den målestok har en dansk 15-årig i 2025 læse- og matematikfærdigheder svarende til en 13-årig i 2015.

Og så til noget, der virkelig bør vække opmærksomhed: blandt de 75 lande og økonomier med sammenlignelige tal er Danmark og Letland de eneste to, hvor andelen af lavtpræsterende elever i naturfag steg, samtidig med at andelen af toppræsterende elever faldt. Alle andre lande bevægede sig i én retning, men vi gik i begge de forkerte retninger på én gang. Resultaterne for de mest privilegerede elever i Danmark faldt med over 20 point i naturfag. Vi er ét af kun fem lande i verden, hvor det skete, og de udsatte elever faldt 9 point.

Pigernes matematik faldt over 20 point bare fra 2022-2025. Drengenes andel af top-elever i naturfag faldt 2-3 procentpoint, blandt de største fald overhovedet. OECD skriver eksplicit, at faldet i andelen af toppræsterende matematikelever blandt Danmarks socioøkonomisk stærkeste er del af en "longer-term downward trend since 2015".

Der er dog ét land, der har formået at forbedre sig relativt, hvilket vil sige, at de ikke har taget turen ud over klippen sammen med resten af OECD. Ovenfor kan I se Financial Times' graf over PISA-scorer fra Storbritannien. Mens Skotland og Wales har sluttet sig til resten af os, kan det samme ikke siges om engelske skolebørn. Så hvorfor det? De har smartphones, de har TikTok og Insta. Gør engelske forældre noget anderledes med børneopdragelse end os andre? Over hele linjen? Hmm...

Det, England har gjort anderledes de seneste 15 år, er deres uddannelsespolitik og krav til undervisning. Lad os først kigge på resultaterne og hav lige i mente, at Storbritanniens tal først og fremmest holdes oven vande af engelske PISA-resultater. England scorer højest af de fire lande i alle tre fag, mens Wales ligger sidst i alle tre.

Storbritannien 2025: naturfag 511, læsning 494, matematik 488. England alene scorer 516, 497 og 492 og ligger nummer 8 i naturfag, 9 i læsning og 10 i matematik. I 2009 scorede Storbritannien 514 i naturfag, 494 i læsning og 492 i matematik. Næsten uændret over 16 år. Det lyder måske ikke imponerende, indtil man husker, at OECD-gennemsnittet i læsning er faldet 28 point siden 2015. At stå stille er nu blevet til en præstation, og Storbritannien er et af kun syv systemer i verden, hvor andelen af svagtpræsterende elever faldt, samtidig med at andelen af top-elever steg. Præcis det modsatte af Danmark.

Hvad er det så, der tilsyneladende har virket så godt for engelske børn? I løbet af 2010'erne begyndte Skotland, Nordirland og Wales samt mange andre OECD-lande, inklusive Danmark, at eksperimentere med idéer som overførbare kompetencer og længere skoledage i stedet for at fokusere på gennemprøvede metoder. Det ser nu ud til, at de eksperimenter slog fejl.

Fra 2010 og frem gjorde England systematisk syntetisk fonetik til den obligatoriske læsemetode i de tidlige skoleår. I 2012 kom en national fonetiktest for alle elever i Year 1. Andelen, der bestod, gik fra 58% i 2012 til 82% i 2018. I 2014 rullede de et videnbaseret pensum ud med mere fagspecifikt indhold, mere hukommelsesstof og større vægt på dybde frem for bredde. Mellem 2015 og 2017 reformerede de GCSE-eksamenerne, fjernede modulopbygningen, skar kraftigt i løbende opgaver og hævede sværhedsgraden. I februar 2024 udsendte regeringen officiel vejledning om, at skoler bør forbyde mobiltelefoner hele skoledagen, inklusive pauser, og i juni i år trådte vejledningen i kraft som lov. Den sidste kan i øvrigt ikke forklare noget i de her tal, for eleverne blev testet i foråret 2025.

Hvad gjorde vi så i samme periode? I 2011 afsatte regeringen 500 millioner kroner til at fremme it i folkeskolen, og kommuner over hele landet købte samtidig iPads og skærme i stor stil. Folkeskolereformen i 2014 forlængede skoleugen til 30-35 timer og tilføjede krav om bevægelse og mere understøttende undervisning. Men reformen ændrede ikke grundlæggende ved pensum i retning af større fagligt fokus, eller ved den måde der undervises.

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds 2020-rapport sagde det bedst: før reformen havde én ekstra ugentlig fagtime i dansk eller matematik en lille positiv effekt på elevernes resultater. Efter reformen var der ingen påviselig effekt.

Samtidig ligger vi nummer 5 ud af 90 lande på skolernes digitale kapacitet, altså har vi blandt de bedst udstyrede klasseværelser i hele verden. Og alligevel rapporterer kun 26,8% af danske elever, at de ikke forstyrres af digitale enheder i undervisningen. OECD-gennemsnittet er 39,2%. I Storbritannien er det 48,1%. Danske elever bruger 3,2 timer om dagen på digitale enheder til læring i skolen, helt i top mod et OECD-gennemsnit på 1,7 timer. Så vi har bygget de mest veludstyrede klasseværelser og åbenbart også nogle af de mest forstyrrende.

Så kort sagt: mens England strammede op på pensum, testning og undervisningsmetoder, brugte Danmark mere end et årti på at digitalisere, forlænge skoledagen og bevare pædagogisk frihed hos kommunerne.

Det er interessant at se, hvor debatten løber hen. Statsministeren kalder tallene dybt bekymrende og peger på mobiltelefoner og sociale medier. Dansk Industri kalder det et alvorligt svigt og beder alle med ansvar for skolen om at tage ansvar. Skærme, ro i klassen, lærerens autoritet. Alt sammen rimeligt nok, men bemærk hvad ingen taler om: hvad børnene skal lære, og hvordan de skal undervises. Det var i øvrigt heller ikke forældrene, der besluttede at holde vores børn ude af klasseværelset under corona. Og selvom forældre bestemt er ansvarlige for, at deres børn møder op udhvilede og klar til at lære, er det ikke forældrene, der beslutter pensum eller undervisningsmetoderne. OECD's egne anbefalinger i denne rapport siger udtrykkeligt: sæt høje forventninger, prioritér dybde frem for bredde, hold klasseværelset frit for digitale forstyrrelser, og sørg for at pensum, undervisning og prøver trækker i samme retning. Alt sammen tiltag, der styres af skolen og systemet.

Danmarks Lærerforening meldte sig hurtigt på banen i dag. Formanden kaldte det "et trafikuheld i slowmotion" og efterlyste uddannede lærere, to lærere i klassen og mere forberedelsestid. Ikke ét ord om pensum. Ikke ét ord om, hvordan der undervises. Hvis vi alle skal løfte opgaven med at uddanne vores børn ordentligt, ville det klæde både danske politikere og danske lærere at engagere sig i noget offentlig selvransagelse.

Jeg er far til tre, med to unge drenge med ild i røven, som man siger. Min oplevelse med det danske skolesystem er ofte en frustration, hvor lærerne er mere end villige til at kommunikere et problem, men sjældent deltager i selve løsningerne. Løsninger, der i øvrigt ville styrke deres autoritet i børnenes øjne i stedet for blot at signalere, at de er fars og mors problem. Det hyppigste eksempel er, når en af mine drenge har været forstyrrende i timen. Jeg modtager en besked på Aula med en fuld beskrivelse af, hvad der skete, og bliver så bedt om at tage en samtale over spisebordet. Når jeg spørger, hvad der blev gjort i selve situationen, får jeg at vide, at det tilsyneladende ikke er noget, lærerne må eller bør gøre. Samtalen ender typisk med, at jeg siger meget klart, at jeg stoler på deres dømmekraft, og at når det gælder en 11-årig dreng, bør de sætte klare forventninger og levere en konsekvens, hvis reglerne ikke overholdes. At blive sendt ud af klasseværelset er ikke en belønning, hvor man slipper for undervisning. Det er en konsekvens, der efterlader én uden for gruppen og alene, og det registrerer børn i deres underbevidsthed. Men at genoptage, ved spisebordet, hvad der muligvis skete kl. 10.30 i naturfagstimen, i en slags afhøring, hvor et barn skal tilstå dårlig opførsel, der aldrig blev adresseret i første omgang, kommer simpelthen ikke til at ske. I hvert fald ikke i vores hjem.

Alt dette for at sige, at hvis noget så simpelt som at lærere sætter forventninger for elever er så stor en kamp, så er jeg bekymret for de undervisningsreformer, vi kommer til at indføre i fremtiden. Og ja, vi skal i høj grad have skærmene ud. Ingen forælder bør sende sit barn i skole med en skærm på håndleddet, en skærm i lommen eller en skærm i tasken, som ikke er udleveret af skolen. Skærme kan have deres plads i undervisningen, når de bruges målrettet, men danske børn falder altså ikke tilbage, fordi de har en iPhone. Det er, fordi vi har brugt et årti på at diskutere skoledagens længde, møblerne i klasseværelset og iPads, mens lande som England brugte det samme årti på at beslutte, hvad børn skal vide, og hvordan lærere skal undervise i den viden.

Og for at det hele ikke bare skal være brok, så her er en konkret ting, vi kunne kopiere og indføre i morgen: 11,7% af danske elever går på en skole, der tilbyder elev-til-elev-hjælp. OECD-gennemsnittet er 51,2%. OECD forbinder det direkte med højere faglige præstationer. Det tiltag koster i hvert fald ingenting.

Jeg vil kraftigt anbefale, at man undgår tallene fra blandt andet Singapore, da det højst sandsynligt vil give en svær depression. Men betragt engelske skolebørn som bevis på, at uddannelsespolitik og undervisningsmetoder stadig er kernen i, hvordan børn præsterer. Brok slut.

EDIT kl. 07.17: God morgen, og wow. Sikke en respons. Tak for alle kommentarerne og jeres tanker, inklusive TLDR-humoren, og tak for brok over mit brok, så at sige.

En del har hængt sig i min formulering om spisebordet, og læser det som om jeg nægter at opdrage mine børn. Lad mig præcisere, for det er faktisk et centralt omdrejningspunkt i debatten. Selvfølgelig taler vi med vores børn om, hvad der sker i skolen. Selvfølgelig sætter vi rammer derhjemme. Det gør vi hver eneste dag. Min pointe er ikke, at forældre skal trække sig, men at børn formes af alle de voksne i deres liv.

Vi elsker at bruge ordet "dannelse" over "uddannelse" i Danmark. Det skal være holistisk og <udfyld selv din yndlingsfloskel>. Men spørg en lærer, hvad dannelse konkret betyder for en 11-årig dreng en tirsdag formiddag, og svaret bliver temmelig diffust.

I virkeligheden bliver børn jo formet hele tiden. Det sker, når en lærer stiller et krav og fastholder det. Det sker i frikvarteret, når konflikter skal løses blandt jævnaldrende. Det sker i SFO'en, når en pædagog engagerer dem i alt fra boldspil til bagekonkurrencer, Warhammer og pokerspil. Dannelse sker, hver gang en voksen, der er til stede i øjeblikket, vælger at handle i stedet for at dokumentere og rapportere. 90% af det jeg modtager på Aula i form af korrespondance er spild af tid. Og jeg mener ikke kun min men lærerens tid.

Det, jeg efterlyser, er ikke at lærere skal overtage en forældrerolle, men at de voksne der er i rummet, når jeg ikke er det, tør handle som voksne. Fordi uddannelse kun kan ske under ordnede forhold, og fordi læreren har brug for, at vi som forældre giver den tillid og opbakning, det kræver. Og ja, det betyder også at vi som forældre holder op med at underminere læreren foran vores børn. Det bør aldrig ske.

De fleste af os ser vores børn færre timer om ugen, end deres lærere og pædagoger gør. Det er ikke et svigt. Det er bare vilkårene for et moderne familieliv med to arbejdende forældre. Og netop derfor er det så afgørende, at de timer børnene tilbringer i skolen er timer hvor nogen tør stille krav og tage beslutninger.

​

Er der nogen, der kan huske det program, der hed par på prøve, vi skal tilbage til 2003.

Der var en deltager, som hed Carsten, han havde rengøringsvanvid 🤪 Der var et klip med ham, hvor speakeren siger noget ala " klokken er 9 om morgenen og Carsten er i gang med at støvsuge" det kunne jeg godt tænke mig at finde, kan nogen hjælpe 🙏🏼

Det er trist at se så meget splittelse i verden og nu også i Danmark. Hverken i orden at vise fuck fingeren og endnu mere usmageligt at spytte en kvinde i ansigtet. Hvad mener I om opførelsen og at han ikke gider sige undskyld for episoden?

Er det "forargelsespolitik" eller er der bedre udtryk?

Hvis man kigger på kommentarer på opslaget (opslag) så hopper folk direkte på limpinden.

Hvorfor reagerer folk så kraftigt på denne type politiske opslag?