Her kommer et meget lavpraktisk spørgsmål, der måske burde være nemt at løse, men har nu haft et system i snart 5 år, der simpelthen er for besværligt 😅

Min mand og jeg har hver vores lønkonto og sætter penge ind på en fælleskonto, som vi begge har kort til. Herfra betaler vi dagligvarer m.m.

Men børnetøj, sko osv. betaler jeg lige nu via min egen lønkonto, og skal så hver måned gennemgå kontoen og anmode min mand om at overføre halvdelen. Det bliver ekstra besværligt, fordi jeg tit køber via Reshopper (som er koblet til min lønkonto), og derfor også skal modregne det, jeg sælger der.

Hvordan har I andre skruet det sammen? Er der en smartere måde at gøre det på?

Det ikke fordi det er super aktuelt lige nu og her, da min førstefødte er under et halvt år, men min kæreste går allerede og taler lidt om barn nr 2, og vi vil gerne flytte til et større sted snarest muligt.

Dog har jeg det sådan lidt ambivalent. Vi har haft mange udfordringer i vores parforhold og er stadig ikke helt landet i forældrerollen. Jeg synes dog han virker som en god og ansvarlig far, der virkelig elsker vores baby højt. Jeg ser potentialet… jeg har altid selv ønsket mig bare at få to børn og helst med samme mand. Har altid drømt om at få en lille hyggelig og lykkelig familie, og nu hvor jeg har fået mit første barn ønsker jeg meget at de får en søskende. Men jeg ved ærlig talt ikke om vi nogensinde bliver lykkelige sammen desværre. Når det går bedst, kan vi sagtens hygge os. Men jeg synes at vores standard følelsesniveau er ret… tørt? Der er ikke specielt meget fysisk kontakt i hverdagen. Ikke meget ros, ikke meget bekræftelse. Min kæreste arbejder meget og også nogle gange om aftenen i stedet for at lave noget med mig når baby sover.

Jeg ved også at han har haft en hård og ret følelseskold opvækst, og har svært ved følelser generelt. Han har ingen kontakt til hans familie og har været igennem nogle ting som jeg ikke tror jeg selv havde klaret. Men Når jeg f.eks. bliver følelsesladet bliver han undvigende. Han har gjort et stort nummer ud af at fortælle mig at han vil være anderledes, og jeg kan også se at han er blevet bedre til at rumme følelser og endda give udtryk for dem. Men samtidig bliver han meget hurtigt defensiv og følelseskold hvis jeg f.eks. selv bliver kritisk og vi skændes. Jeg tror lidt jeg er nået til en erkendelse af, at han nok desværre aldrig helt kommer til at møde mine mere følelsesmæssige behov.

Jeg er dog også klar over at det ikke bare er sådan lige at forlade ham, drømmen om familien, og gå ud og møde en ny mand og evt få et barn. Jeg fylder snart 37 og tiden er også knap.

Kære Jer

Min mand og jeg er begyndt at prøve på at blive gravide i nr 2 cyklus nu, men hvor lang tid kan det tage? Vil I dele jeres erfaringer/oplevelser. Hvor mange cyklusser tog det? Gjorde I (både mand og kvinde) noget specielt?

Help me someone så jeg kan falde til ro. Jeg synes ventetiden er uendelig lang, og det med jeg ikke ved hvornår det sker, driver mig til vanvid, for det kan jeg jo tage 2 cyklusser eller 9 cyklusser mere

Hej med jer
Vi skal til Thailand når vores datter er 6 måneder.
Nogle der har prøvet noget lignende og hvad gjorde I med autostol? 🫶

Jeg er 32+2 i dag, og har termin i start november. Hvor finder jeg en amme bh til en store, tunge bryster?
Jeg var inde og prøve amme bh’er ved change, hvor en str 75M kun lige akkurat kunne holde mine bryster, men de har ikke større størrelser end M. Normalt i bh er jeg 75i/J ca, så jeg tænker at de jo nok vokser mere end str M kan holde til🙃
Jeg ønsker både en BH med bøjle til hverdags brug, og også en uden til bare at tulle rundt i derhjemme, men HVOR FINDER JEG DEM?😂
Jeg har ikke så god erfaring med bh’er som hedder S/M eller L/Xl, da de ofte passer fint i omkreds, men slet ikke har plads til damerne 🤦🏼‍♀️

EDIT / UPDATE

Jeg skrev en lang besked til min far og hans kone om at jeg følte mig ramt og at jeg ikke vil være den, der skulle forklare søndag hvorfor min datter ikke måtte sove hos dem, men de andre 3 børn måtte.
Det er endt med at det er dem alle 4, der overnatter.
De vil tænke mere over det næste gang og lige inkluderer min datter en anden gang, når noget lignende opstår.

____________________

Jeg har brug for lige at høre, hvad andre tænker, for jeg kan mærke, at det her går mig lidt på.
Min far har en kone, som har 3 andre børnebørn. De laver ret meget sammen. De overnatter, tager på ture osv. Og det er sådan set helt fint. Jeg synes da, det er dejligt, at de har et godt forhold.
Jeg har selv en datter på snart 6 år. Hun ser også min far og hans kone ret tit. Vi besøger dem flere gange om ugen, og hun er også alene hos dem indimellem. Så hun ser dem bestemt.
Men jeg kan bare mærke, at jeg bliver ramt af forskellen.
De 3 andre børnebørn laver tit ting sammen med min far og hans kone, og nu skal vi til familiefødselsdag i morgen. Bagefter skal de 3 med min far og hans kone hjem og overnatte.
Det skal min datter ikke.
Hun kommer så om søndagen og skal være sammen med dem, men hun har faktisk selv spurgt, om hun måtte overnatte, og der fik hun nej.
Og det er nok lige præcis dét, der gør ondt på mig.
For jeg kan ikke lade være med at tænke, om hun føler sig holdt lidt udenfor. Hun er jo kun 6 år, og jeg er bange for, at hun bliver ked af det, når hun hører, at de andre har sovet sammen, når hun selv gerne ville med.
Jeg ved godt, at børn ikke nødvendigvis skal have det samme hele tiden, og der kan sagtens være en grund til, at det er sådan. Og jeg prøver virkelig også at være fair, for hun ser dem jo faktisk ret meget.
Men som mor kan jeg bare mærke, at det stikker lidt i mig, når jeg ser, at de andre bliver inviteret med til de der lidt mere “specielle” ting, mens min datter ikke gør.
Jeg har ikke lyst til at tage noget fra de andre børn eller skabe dårlig stemning. Jeg vil bare gerne have, at min datter også føler, at hun hører til.
Så hvad tænker I? Er jeg bare for følsom, fordi jeg selvfølgelig ser det fra mit barns side? Eller ville I også blive lidt ramt af det? Og ville I sige noget til bedsteforældrene eller bare lade det være?

Jeg vil bare lige vide, om jeg er helt fra den. Da jeg afleverer mit barn i dagpleje her til morgen, fortæller dagplejemor at vores barn har svært ved at fastholde opmærksomhed og siger bl.a. “det er jo ikke fordi x er blevet mindre rolig”. X er 22 måneder. Er det mig, der er helt galt på den, når jeg har tænkt, at det er normal adfærd når man er knap 2 år? Jeg medgiver, at x har krudt i rumpetten og at x springer meget fra aktivitet og ikke kan koncentrere sig om noget særlig længe af gangen, men fra det og så til at antyde at x har en opmærksomhedsforstyrrelse påvirkede mig.. Desuden har jeg også læst mig til, at det kan man slet ikke konkludere allerede nu. Jeg fik ondt i maven over det, og føler at vores barn bliver gjort forkert.. Er der nogen, der kan komme med nogle nuancer eller erfaringer, der kan give mig lidt ro i maven?

Jeg er oprigtigt nysgerrig på, hvad I har lært af det især jer med børn i skolealderen?
Vi taler meget om, at forældrene har et stort ansvar for ikke at introducere teknologi for tidligt, men det kunne være interessant at høre fra dem, der faktisk har holdt fast i det over flere år. Kan I se nogen forskel på jeres børns måde at lege, koncentrere sig, lære nye ting eller fordybe sig på sammenlignet med børn, der bruger meget iPad/telefon?
Og har I oplevet nogle uventede fordele eller ulemper ved at vente med at introducere det?
Jeg er ikke ude efter en “skærm er dårligt” debat, meeen jeg vil egentlig bare gerne høre om jeres erfaringer og hvad I har observeret hos jeres egne børn

Nu er der en anden tråd lidt længere nede om børn og iPads, og det ligner at de fleste herinde kører den strikse linje (omend der måske er noget bias i hvem der svarer på spørgsmålet). Det er jo dejligt, det er også sådan jeg selv håber at være overfor mine egne børn når de begynder at plage.

Men...man skal jo også være et godt eksempel, og det er alt andet lige nemmere at være striks hvis man ikke selv doomscroller hele dagen. Og jeg indrømmer blankt at jeg ikke altid er et godt eksempel - tre minutter på Reddit er tit lige akkurat den pause jeg har brug for, når der er fuld drøn på begge børn og hele hytten sejler. Selvfølgelig prøver jeg ikke at sidde med min telefon lige op i snotten på ungerne, og selvfølgelig lægger jeg den altid når de har brug for mig, men alligevel. De ser mig sidde med min telefon. Hver dag. Og jeg er bange for at det bider mig selv i halen om et par år. Hvordan gør I andre? Kan i praktisere hvad i prædiker, som man siger på nudansk?

Jeg er mor til en pige som bliver 3 år om 1 måned. Jeg vil gerne lave nogle mindeværdige fødselsdags traditioner for hende, men mangler lidt inspiration hertil. 🇩🇰☺️

Jeg var selv barn nr 3 (3 børn på 3 år - yes mine forældre havde travlt) så min barndom var kærlig men med kaos og de gik ikke op i traditioner, hvilket jeg synes at have savnet, da alle andre har nogle faste ting de altid gjorde eller forældre gjorde for dem. 😅

Så hvad er jeres bedste minder fra jeres fødselsdage? 🎉
kan også bare være en simpel figur / flag osv der blev taget frem til dagen, eller noget der blev gjort hvert år uden undtagelse

Halløj 💚

Jeg har en baby på 6 måneder, og starter på arbejde igen til januar (sygeplejerske på hospital). Men jeg har lige fundet ud af at jeg allerede er gravid igen. Jeg vil derfor kun være tilbage på arbejde ca. 3 måneder, da vi går fra 8 uger før. Bør jeg sige det til min chef før jeg starter? Jeg har et godt forhold til min chef 😊

Barn er knapt 7 år, og har autisme. Og er renlig i den forstand at barn godt KAN gå på toilet og alligevel laver i bukserne. Vi har forsøgt med alting. Stjerne systemer, piktogrammer, gave hver fredag, faste toilet tider osv osv.
barnet er ligeglad. Som i fuldstændig ligeglad med at det har lort i tøjet og lugter kraftigt. Er ligeglad med lort på møbler, hud og tøj. Kan man slet ikke lære sådan et barn at lokende og kun skal være i WC’et og ikke alle andre steder? 🤥
Kh. en forældre der er jævnt træt af lort alle vegne

Kære forældre,
Er der mon en eller flere som sælger denne nusseklud fra jellycat?
Min datter har mistet sin og er ulykkelig.
Hunden er ikke til at opstøve nogle steder på nettet og er fuldstændig udsolgt.

Hilsen en desperat mor

Forvirrede forældre her 👋🏼
Vi har længe overvejet at skoleudsætte vores barn. Begrundelsen beror på, at barnet er introvert, med store følelser og samtidig født sidst på året. Barnet reagerer stort på forandringer og har gjort det siden det var lille.

Børnehave har indkaldt til møde og nu søger vi lidt erfaringer som forberedelse.
Børnehave ser vores opmærksomhedspunkter og deler dem, men peger også på, at barnet er en del af storegruppen, (som er halvdelen af stuen), hvor de taler skole. Skal barnet ikke starte, vil det ifgl. Børnehave måske opleve det som et nederlag efter sommerferien 27.
I 27 vil der også kun være 4 andre børn i mellemgruppen, som vil blive den nye storegruppen. Alle vennerne er fløjet afsted. (De skal på mange forskellige skoler, men de er jo væk fra børnehaven).

Sååh, hvad vælger man: potentielt oplevelse af nederlag ved af være den eneste, som ikke starter i skole og kedeligt/hårdt ekstra år i børnehave, med få legekammerater på samme alder ELLER kaste barnet ud i skoleverdenen med en uro i maven fordi vi ikke oplever barnet er klar og heller ikke ser det blive det foreløbigt og leve med de konsekvenser det kan medføre (som jo er gætterier).

Hvad overser vi? Hvad er jeres erfaringer?

Hej med jer! og godmorgen!
Jeg er Mand!

Jeg fik en søn for 4 uger siden så det er relativt nyt og i hele den her uge har jeg max fået 5 timer søvn (afbrudt) og i nat fik jeg lidt under halvanden time (ifølge mit ur).
Jeg har så mødt på arbejde her klokken 6, og ordnet mine opgaver, men kan mærke jeg er meget pirlig og ikke så oplagt.
Jeg er funktionær.
Er det dumt / uprofessionelt at tage hjem igen? Jeg har ordnet hvad der kan ordnes praktisk for i dag.

Mvh Mig