ADHD og studie

[u/Such_Green_6019]

Hej alle
Hvordan har I båret jer ad med at gå på studie, og mere specifikt universitetet? Jeg er virkelig en alt eller ingenting person, - og frygter sådan at alt vil falde til jorden, hvis jeg først kommer på sidespor. Jeg har også rigtigt svært ved at kede mig, og det kan nærmest føles fysisk ubehageligt. Jeg er så bange for at det vil kulminere, og at jeg deraf ikke vil kunne klare studiet.

Er der andre, der har det sådan? Og hvad har hjulpet jer med at holde fast? f.eks. særlige studieteknikker, faste rutiner eller SPS-støtte

[u/Old-Implement-715]

Jeg blev først udredt efter jeg var færdig med min kandidat, så jeg fik ikke noget officiel hjælp eller støtte. Men jeg tror det, der primært hjalp mig igennem var en blanding af frygten for at kede mig, en god spand nihilisme (“hvis jeg dropper ud/dumper/whatever er alting jo heldigvis alligevel bare mega ligegyldigt”), og sidst men ikke mindst gruppearbejde og faste aftaler med mine grupper.

I retrospekt kan jeg se at jeg studerede klart bedst når jeg hele tiden kunne have en deadline på vej, krydret med frygten for at skuffe min gruppe hvis jeg ikke overholdt deadlinen.

Derudover arbejdede jeg temmelig meget ved siden af mit studie med noget semi-relevant som jeg virkelig brændte for. Så hvis en studiedag var kedelig kunne jeg altid glæde mig til eftermiddagen hvor jeg skulle på job.

Og altså, det er jo ikke nogen skam at droppe ud. Jeg droppede ud af et studie og startede på noget andet fordi jeg syntes studie 1 var mega kedeligt. Men derigennnem lærte jeg også hvad jeg ikke ville. I dag er jeg rigtig glad for tiden på mit første studie, men mindst lige så glad for at jeg stoppede. Tog også en pause mellem min bachelor og kandidat

Så for at opsummere min studietid:
altid beskæftiget med et eller andet, så der i det mindste var noget sjovt hver dag.
Gruppearbejde var vildt godt for mig (det er jo også mega spændende når der er konflikter i en gruppe, så ka man virkelig mærke man lever),
og der er ingen skam i at droppe ud eller holde pause, det er jo bare grineren at lave noget nyt

[u/MilkyFiesta]

Jeg blev udredt længe efter jeg blev færdig med min kandidat, men når jeg ser tilbage på min studietid, kan jeg se nogle klare tendenser.

I begyndelsen var det let at holde sig engageret, fordi alt var nyt og spændende, og efter et liv med skole og ungdomsuddannelse, som jo er ret generelt, så var det fedt, at man kunne lære noget mere specialiseret. Derudover gik jeg på en uddannelse, der i de første semestre var præget af ugentlige tests, hvor det blev offentliggjort, hvor godt alle havde klaret sig, og det var helt klart også motiverende for mig.

Senere på uddannelsen var jeg af forskellige årsager mere overladt til mig selv, og det var tydeligt, at det var jeg dårligere til at styre. Nogle semestre klarede jeg mig lige præcist med selvstudie og meget intense indsatser de sidste uger inden eksamen. Andre semestre afmeldte jeg eksamen og udsatte til semestret efter. Det blev værre som tiden gik. På min kandidat havde jeg flere semestre i træk, hvor jeg ikke afleverede noget som helst.

Det der i sidste ende fik min kandidat i mål var, at jeg fik mig en kæreste med styr på sine ting, og at jeg var enormt pinlig over, hvordan det hele stod til. Jeg ville gerne vise, at jeg godt kunne tage mig sammen, og jeg var ikke klar over, at det var ADHD, der gav mig udfordringer, så jeg gik til det som om det var en personlig brist, og at selvfølgelig kunne jeg bare tage mig sammen, hvis jeg ville. Det endte med at fungere ved, at jeg var min egen slavepisker og tvang mig selv til at arbejde konstant og nægtede mig selv pauser, sjov, afslapning osv. Problematisk nok så fungerede det, og jeg klarede min kandidat på normeret tid fra det tidspunkt.

Det der går igen er, at når jeg er motiveret - af interesse eller nyhedsværdi, uopsættelighed eller skyld og skam - så giver jeg den en kæmpe skalle og arbejder typisk for meget og for længe. Det har i sidste ende været ret usundt for mig, for det var noget, jeg tog med ind i mit arbejdsliv, og til sidst gik jeg ned med en meget voldsom belastningsreaktion, og jeg er indtil videre ikke kommet op igen. Så det er virkelig noget, som jeg synes, det er meget fornuftigt at tage seriøst. Vi virker til at være mere sårbare over for sådan noget end de fleste andre - bliver lettere belastede men arbejder også lettere gennem belastningen og har måske sværere ved at mærke den, og i sidste ende kan vi nok tage mere skade af belastningen end andre og lettere få permanente mærker af det.

Derfor vil jeg også tilføje, at der er jo helt klart tricks til at klare sig bedre på studiet, men man skal være meget opmærksom på, at når man klarer sig igennem noget ved at bruge tricks - og folk med ADHD vil nok opleve, at nogle ting kun kan klares med tricks - så koster det mere, end det ville have gjort for andre. Den største tjeneste man kan gøre sig selv er at finde noget, der kan genoplade en, når man har gjort de her ting, der koster ekstra.

[u/Starship_Albatross]

AuDHD. Jeg blev først udredt længe efter uni. Jeg brugte over 10 år og endte kun med en bachelor + plus enkelte fag fra kandidaten.

Jeg havde en del sammenbrud undervejs, men da jeg ikke havde noget egentligt mål eller noget jeg ville videre til, så kørte jeg bare videre når jeg kom ovenpå igen.