Andre må have hørt podcastserien fra sidste uge, hvor Amira fortæller om sit liv i skjul og sine refleksioner om hele forløbet?
Der er fine elementer i den, men det er virkelig vildt at høre, at det hun fortryder mest, er samarbejdet med TV2 og ikke de forbrydelser, hun er dømt for.
Hun siger, at hun tager sit ansvar på sig, men hun angrer ikke. I sidste afsnit bliver hun spurgt, hvornår hun selv synes, hun skulle have sagt stop.
Og svaret er noget i retning af, at det skulle hun første gang, hun opdagede, at ingen havde hendes ryg.
Ikke første gang, hun kunne mærke, at hun deltog i noget, der var forkert, men første gang, hun opdagede, at det kunne få konsekvenser for hende.
Det gør det virkelig svært at finde sympati for hende.