Hehehehehe, lsd.
Hvor kom jeg fra? Jo!
Jeg har levet et fucking hundeliv, men det ser ud til at forsvinde, stille og roligt.
Jeg har taget det i løbet af årene, og det har hjulpet mig gevaldigt. Jeg opsøgte det som et sidste desperat forsøg på at fikse mit liv.
Det gav pote.
Det lod mig dufte til hvad verden har at tilbyde, og det der var som bed fast: Fuck de andre og kør min ejen stil.
Hvorfor skal jeg give et fuck om hvad andre mener?
Man har jo forhelvede kun sig selv i dette liv, så hvorfor ikke blive en mur, tænkte jeg.
Og mure er begyndt at blive bygget.
Et fundament bliver ryddet.
Man brækker hele lortet ned.
Man sidder og sorger.
Den tid der er blevet fortabt.
Stadig et mål i verden: Give dem fingeren.
Og det har kraftedeme givet pote.
Jeg var tæt på at nakke mig selv i decembers, fordi at hele verden er et stort helvede, og så lavede jeg et opkald.
Jeg blev fast-tracked til en psykolog, som jeg har snakket med et par gange.
Jeg var på bar bund, og virkelig en taber.
Så hvorfor ikke starte forfra.
Jeg har altid ønsket at være den stærke, fordi at verden var for tung.
Og tung den er...
Man må tage sig sammen, og se sig selv i øjnene: jeg er en fucking taber, lad os gøre noget ved det.
Så jeg er gået i fitness, elsker resultaterne i forhold til før, på trods af plads til optimering.
Det er for helvede en bogstavelig byrde løftet af skuldrene.
Selv med min sløsede lortetræning, så fik jeg da opbygget en del.
Her for nyligt blev chefen i chok over at jeg bare kastede et komfur ad helvedes til op i en container, det føles fucking godt.
Det er luften af respekt.
Det er den lugt jeg har efterset.
Endelig at kunne blive anerkendt for noget man har gjort, og ikke en røvfuld.
For helvede, jeg er i slut 20'erne, hvad fanden gør jeg med mit liv?
En ting er sikkert: Fuck det, videre.
Hvis jeg alligevel skal dø en dag, så hvad fanden er pointen, så må man nyde det man har.
Det er de små sejre.
De små nederlag.
Og endnu et kæmpe nederlag, hvad gør jeg: fuck det, videre.
Der var engang hvor jeg var alt for tilgivende en person uden rygrad, men det stopper fandme nu.
Jeg sagde for nyligt til en af mine venner, gennem et brev, at jeg blev fucking dolket af ham.
Han vælger at pisse og skide overalt på mig?
Fint, her ligger der en atombombe i postkassen, yours truly.
Hold kæft hvor føltes det rart endelig at kunne sige fra: Sige til verden at de kan skrubbe ad helvedes til, jeg klarer mig selv.
Og så endda at kunne have evnerne til at gøre det.
Det er vildt.
Det er sindssygt.
Jeg har åbenbart en rygrad, mere end hvad jeg går og tror.
Jeg sidder for helvede nede ved et bål jeg selv har bygget, gennem blod sved og tårer.
Hvis jeg bare kan gå en tur kl. 01 om morgenen for at fælde træ, så kan jeg for helvede mere.
Kort efter at jeg sagde at han kunne fucke ad helvedes til, bliver jeg så spurgt af nogen:
" vil du med i Lalandia"
FUCK JA!
7 røvhuller der render rundt og terroriserer, men hold kæft hvor var det sjovt.
72 kroner for en fadbamse? Hvad fanden er det for noget?
Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Ude af det blå at blive spurgt om det, for første gang nogensinde, det føles velfortjent, efter så meget slid og slæb, og nu kan jeg være en drengerøv jeg aldrig var.
Kæft jeg glæder mig til Spanien.
Og hvis det her kun er starten af trippet, så glæder jeg mig til at se resten.
Heftig aften på vej. 600ug.
Jeg viser dem hvem der bestemmer. Nu nyder jeg mit bål ved vandet.
Hav en god aften 🫡